AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Arkitektur og Design

Kombinationen af det æstetiske og tekniske endte med at afgøre valget af uddannelse

Senad Gvozden er uddannet fra Arkitektur på Arkitektur og Design og arbejder ved Henning Larsen Architects i København. Efter sin en studiepraktik på Arkitektur og Design var valget uddannelse klart. Arkitektur og Designs fokus på det ingeniørfaglige og tekniske samtidig med den mere kunstneriske tilgang til Arkitektur gav også dengang mening for Senad - og blev en væsentlig faktor i hans valg af uddannelse.

Hvorfor valgte du uddannelsen?

”Jeg var meget splittet mellem Aarhus Arkitektskole og Arkitektur og Design i Aalborg, da jeg skulle vælge studie. På den ene side har jeg lige siden gymnasiet haft et ønske om at blive arkitekt, men fordi jeg gik HTX, hvor man fokuserer på det mere tekniske og fx her fik en teknisk forståelse af byggeri – blev jeg i tvivl om hvad jeg tændte mest på.

Jeg var i tvivl om, jeg ville gå den kunstneriske vej via Arkitektskolen, eller om jeg fx skulle være bygningsingeniør. Derfor startede jeg faktisk med, at tage et brobygningskursus (i dag Studiepraktik) med nogle venner. Studiepraktikken ved Arkitektur og Design gav mig en indsigt i studiet – og det virkede vildt lækkert at forene den traditionelle ingeniørmodel og den mere kunstneriske tilgang til arkitektur. Jeg syntes, det var interessant, hvordan de to profiler kombineres, så man forstår at konstruere det, man tegner. Det var helt klart kombinationen af det æstetiske og det mere tekniske, der endte med at afgøre mit valg af uddannelse.”

Titel: KonkurrenceArkitekt og ingeniør hos Henning Larsen

navn: Senad Gvozden

Færdiguddannet: 2014 fra Arkitektur og Design

Alder: 27 år

Bopæl: København 

Hvordan oplevede du din studietid?

”Det var på mange måder helt fantastisk og vildt sjovt. De gør jo rigtig meget for de studerende i Aalborg, så vi havde en rustursperiode, som bl.a. bestod af en rigtig god rystesammentur. Den var helt fabelagtigt, fordi den både introducerede studiet og de studerende over for hinanden. Selve studiet havde sine højdepunkter, men også sine svagheder ligesom andre studier.

Det var fedt at få lov til at arbejde så frit, og gruppearbejdet lærte os meget om ”teamwork”. Fx om læring, styring og tidsmanagement, så det var meget ”learning by doing”. Meget af tiden gik også med at lære at kommunikere mellem hinanden, planlægge og tilrettelægge en arbejdsdag og prøve at forstå, hvilke elementer i et projekt, der hang sammen og derved bringe de rigtige kompetencer i spil.

Under studiet søgte jeg flere kreative fag, så derfor pressede jeg mig selv til at læse mere og deltage i ekstraordinære workshops. Jeg deltog blandt andet i en sommerworkshop på tredje semester. Det var en design workshop for studerende, der skulle komme med nye inputs til, hvordan Fredericias nye bydel skulle se ud. Derudover har jeg deltaget i en del forelæsninger på andre studier fx på arkitektuddannelserne i Aarhus og København for at få en indsigt i, hvad de lavede. Jeg var også med i små studiekonkurrencer, blandt andet lavede jeg en pavillon, som skulle være et slags spisehus i Japan. Jeg har også arbejdet på en del workshops i forbindelse med studiet, rent frivilligt.”

Hvad består dit nuværende job af?

”Jeg er konkurrencearkitekt hos Henning Larsens Tegnestue i København.

Jeg ser mig selv som arkitekt med en ingeniørfaglig forståelse og baggrund for de ting, jeg arbejder med til dagligt. Det hjælper mig at have en teknisk baggrund, da jeg kan snakke med en ingeniør på et plan, hvor jeg kan forstå, hvad begrænsninger er, og hvordan tingene kan forbedres.

Dermed sagt så beregner jeg ikke ting, fx. laver jeg ikke indeklimaberegninger, men jeg har en god forståelse herfor og kan indgår i en professionel dialog med byggeriets partnere. Allerede i slutningen af 5. semester vidste jeg, at jeg var meget interesseret i det klassiske arkitekturarbejde og i mindre grad det ingeniørmæssige, derfor forsøgte  jeg at gøre mine projekter og mine ansvarsområder mere fokuserede herpå.

I dag arbejder jeg med internationale opgaver og konkurrencer, som er et intenst job, der koster meget tid. Det rykker også utrolig meget, da man tester sin viden og sin kreativitet af hele tiden. Det kan være næsten alt, men primært bygninger med relation til byrummet.

Selvom det er spændende, kommer jeg ikke til at blive ved med at arbejde på konkurrencer. Jeg blev jo færdig i sommeren 2014, så lige nu har mit fokus været at få erfaring med flest mulige projekter og få en fornemmelse af, hvordan en kæmpe tegnestue som Henning Larsen kører med 300 mand globalt på forskellige kontorer. For mig handler det om at få mest mulig erfaring på kort tid, så jeg kan finde min niche og finde ud af, hvad jeg gerne vil lave."

Tog du et projektorienteret forløb (praktik)?

”Jeg havde projektorienteret forløb (praktik) på 9. semester hos Adept og derudover var jeg så i praktik hos to andre tegnestuer, først hos Power House, som er et lille kontor i København, hvor vi var fire personer. De fokuserer meget på luksusvillaer, private villaer og sommerhuse, og de er meget detalje orienterede i forhold til den konstruerede detalje i et hus i forhold til konkurrencearkitekturen, hvor det handler om at overbevise mennesker om at vinde konkurrencen. Derefter har jeg været hos Tredje Natur, som er en tegnestue, der forener landsskabsarkitektur og arkitektur, hvor det handlede om at få den vilde natur tilbage i byen. Her så jeg en helt anden side og en helt anden facet af arkitekturen. Herefter fik jeg job hos Henning Larsen, hvor jeg arbejder med konkurrencer.

I stedet for at tage til udlandet indså jeg tidligt i studiet, at hvis jeg ville rykke mig langt og hurtigt, så handlede det om at danne sig et netværk i blandt andet København.”

Hvordan adskiller Arkitektur & Design sig fra andre uddannelser?

”Vi er relativt dygtige og selvstændige individer, som har fået nogle værktøjer, som de ikke har på andre skoler. Når man ansætter en fra Arkitektur og Design, så får man en ung upcoming projektleder, fordi det er en uddannelse som giver lederkompetencer, og det får man ikke på andre skoler, der bliver man klassiske arkitekter."

Hvordan har du oplevet jobmulighederne efter endt uddannelse?

”Min fornemmelse er at vi er eftertragtede. Det er gået rigtig godt for årgangen under mig og relativt godt for min egen årgang. Det kan man også se på ansættelserne. Jeg kender flere som er ansat i virksomheder her i København, fordi branchen ved, at vi er gode til gruppedynamik, kan arbejde i hold og samtidig bringer vores kompetencer i spil i forhold til projektstyring og planlægning - vi er ret alsidige.”

Har du projekter, som du vil fremhæve?

”Der er mit specialeprojekt, som jeg synes blev rigtig fint. Det blev et testamente over vores studie, og hvad vi havde lært i det projektorienteret forløb (praktik). Det endte med, at vi skrev et forskningsartikel til en konference om stedstænkning i forhold til at kigge på, hvilken rolle arkitektur kan have i udkants-Danmark.”

Job- og karrieremuligheder