Forskning
Samarbejde
Ny millionbevilling skal skabe kloge batterier

Ny millionbevilling skal skabe kloge batterier

Professor Remus Teodorescu fra Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet modtager en Villum Investigator-bevilling på 28,5 millioner kroner. De skal bruges til forskningsprojektet Smart Battery, der ved hjælp af kunstig intelligens skal forbedre levetiden og pålideligheden af batterier – blandt andet til gavn for den grønne omstilling.

Lagt online: 28.04.2021

- Jeg drømmer om, at elbiler om 10 år vil køre rundt med et display, hvor man kan se batteriets levetid alt efter forskellige faktorer som temperatur, chaufførens kørestil og trafikken.

Sådan lyder en af visionerne for forskningsprojektet Smart Battery, som professor ved Energiteknik på Aalborg Universitet, Remus Teodorescu, netop har fået 28,5 millioner kroner til fra Villum Fonden. Dem skal han bruge på at udvikle en ny type batterier, som ved hjælp af kunstig intelligens vil kunne forlænge levetiden og pålideligheden af fremtidens batterier.  

Det skal ske ved at udvikle batteripakker, hvori battericellerne kan overvåges og styres individuelt. I øjeblikket er det sådan, at en batteripakke holder op med at fungere, hvis én af dens celler løber tør for kapacitet. Og da cellerne har forskellig kapacitet, bliver det de svageste celler, der bestemmer et batteris levetid. Det vil Smart Battery lave om på.

- Her vil vi gøre cellernes strømforbrug individuelt, så de kan tilpasse sig hinanden og lade batteriet leve længere. Samtidig vil vi gøre det muligt at vurdere batteriets kapacitet og levetid mere nøjagtigt, siger Remus Teodorescu.
 

Bedre genanvendelse

Ifølge professoren vil de nye batteriers forbedrede levetid og pålidelighed kunne gavne den grønne omstilling på flere måder. Særligt kan det få indflydelse på fremtidens elbiler, som vil blive mere attraktive at vælge for køberne, fordi batterierne bliver bedre.

Samtidig vil en elbil med et Smart Battery udlede mindre CO2 end en bil med en konventionel batteripakke. Og så vil den nye teknologi også gøre det nemmere at genanvende batterierne, når de engang har udtjent deres rolle i bilerne.

- Når en batteripakke i en bil er blevet opbrugt, har det cirka 80 % kapacitet tilbage. Så er det store spørgsmål: Hvornår vil det gå i stykker? Med et Smart Battery kan man vurdere og styre levetiden, så det kan bruges i mange år bagefter til andre ting – for eksempel i boligen, siger han.
 

Kunstig intelligens til konstant forbedring

Som noget nyt vil forskerne bruge kunstig intelligens i udviklingen af de nye batterier. Det skyldes, at man ville skulle bruge en enorm regnekraft for at udregne levetiden på et lithium-batteri i realtid, hvis det skal gøres af en almindelig computer, fortæller professor Remus Teodorescu.

- Derfor skal vi bruge kunstig intelligens, som kan trænes til at vurdere levetiden. Det giver også den mulighed, at data fra forskellige batterier kan bruges til at konstant gentræne og forbedre udregningsmodellen. Det kan ske via en cloud-baseret opdateringsmodel, så modellerne konstant bliver mere præcise og tilpasset deres brugere, siger Remus Teodorescu.
 

FAKTA

  • Professor Remus Teodorescu modtager i år 28,5 millioner til projektet Smart Battery fra Villum Fonden.
  • Forskningsprojektet løber i seks år fra 2021 til 2027. 
  • Villum Investigator-programmet bevilliger op til 40 millioner kroner til erfarne og internationalt anerkendte forskere, som forsat vil stå i spidsen for forskning i verdensklasse.
  • Programmet annonceres hvert andet år i åben konkurrence af Villum Fonden.

 

Kontakt

Professor Remus Teodorescu

Institut for Energiteknik, Aalborg Universitet

Telefon: 2787 9808

Mail: ret@et.aau.dk