AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde
Ny affaldssortering på AAU - implementering i fuld gang

Ny affaldssortering på AAU - implementering i fuld gang

Inden udgangen af 2020 kan vi se frem til at kunne sortere plast, glas, fødevarekartoner, farligt affald, tekstil, metal, papir samt bioaffald for sig, på en ny facon.

Lagt online: 08.07.2020

Den nye ordning er lavet ud fra et princip om at ”affaldet skal i så få hænder som muligt”, hvilket i praksis betyder, at vi som brugere kommer til at smide æbleskroget og gamle post-it’s i affaldsbatterier på centrale områder i campus, i stedet for at hver enkelt gruppe eller medarbejder har egen skraldespand. De ekstra skridt hen til skraldespanden er ikke kun godt for miljøet, men også for vores sundhed, når vi skal bevæge os længere end før for at komme af med skraldet.

Den nye affaldssortering har været et stort ønske blandt flere studerende og ansatte på de tre campusser og medvirker til at vi kan minimere AAU’s CO2-emission, med fokus på en endnu mere bæredygtig drift, siger campusdirektør Mogens Juul Møller fra Campus Service. Campus Service står, som noget nyt, for den samlede håndtering med sortering, afhentning og administration af ordningen, tilpasset de respektive kommunale modeller i Esbjerg, København og Aalborg.
 

Nye affaldstanke på Campus

Der er i foråret 2020 indgået aftale med Joca, som bliver leverandør til de nedgravede udendørs affaldstanke, der forventes etableret fra juli til september. Etableringen er dog afhængig af myndighedsbehandlingen hos Kommunerne, som projektet pt. afventer.
 

Affaldstanke vil forskønne campusområdet

De nyindkøbte affaldstanke kan rumme op til 5 m³ affald, hvilket betyder færre besøg af tømningslastbiler og dermed nedsat brændstof-forbrug og CO₂-udledning.

Men der er mange flere fordele ved at få skraldet under jordoverfladen, bl.a. øget affaldskapacitet og færre tømninger.

Projektleder Vibeke Ulriis-Nordberg udtaler - Ændringen forskønner campusområdet på AAU, da vi går fra de store, grønne containere til affaldstanke, som fylder mindre i området. Desuden forventes det, at vi kommer til at opleve færre støj-, lugt- og forureningsgener, da man fjerner mange af de små affaldscontainere, renovationsbilen og affaldskomprimatorstationen.

Affaldet komprimeres, ved hjælp af affaldets egen vægt, i affaldstankene og dermed øges kapaciteten i den nedgravede affaldsløsning med op til 20 procent, ifølge leverandøren Joca. Og når affaldet opbevares køligt og mørkt under jorden minimeres lugtgenerne markant. Samtidig fungerer affaldstankene som en sikring mod at rotter, måger og andre skadedyr ikke får fat i affaldet.

Affaldstankene bliver placeret tæt ved de enkelte bygninger og dimensioneres ud fra de affaldsmængder der produceres i området, samt umiddelbart op ad gode solide transportveje. Placeringerne tilgodeser dermed den nye infrastruktur i affaldshåndteringen.
 

Sorteringen af vores affald sikres igennem den nye affaldshåndtering

Tankene har kamre, der opdeler affaldet på samme måde som affaldsbatterierne i bygninger, med affaldskategorier som papir, plast, glas, metal, bioaffald og restaffald. Dermed bliver sorteringen fastholdt i de næste faser af affaldshåndteringen og muliggør en bedre genanvendelse af AAU’s affald. Det hele er samlet med til at skabe en mere bæredygtig drift på campus.
 

Særligt affald i bygningerne

Øvrige affaldskategorier såsom større mængder pap/-kasser, farligt affald, fødevarekartoner, tekstil, plastik og flamingo, som ikke kan håndteres i affaldsbatterierne, skal vi som brugere selv transportere til en anvist plads ved hver bygning. Ved den anviste plads bliver der opstillet rullebure til affaldskategorierne. Sorteringen udføres dermed primært af brugerne i hver bygning med vejledning fra Facility Support.