Spring til indhold
Forside

Nyhed

Ny AAU-strategi: Vi skal være et missionsdrevet universitet

Lagt online: 17.11.2021

Aalborg Universitets nye strategi, Viden for verden 2022-26, præsenterer visionen om, at AAU vil være internationalt anerkendt som et missionsdrevet universitet, der bidrager til en bæredygtig udvikling.

Nyhed

Ny AAU-strategi: Vi skal være et missionsdrevet universitet

Lagt online: 17.11.2021

Aalborg Universitets nye strategi, Viden for verden 2022-26, præsenterer visionen om, at AAU vil være internationalt anerkendt som et missionsdrevet universitet, der bidrager til en bæredygtig udvikling.

Af Jane Grønning Johansen, AAU Kommunikation. 

- Det er mere tydeligt end nogensinde før, at vi alle sammen bliver påvirket af verdens globale dilemmaer. Mere end nogensinde før kan verdens store udfordringer mærkes i vores dagligdag. Verden har brug for viden.  

Sådan indledte rektor Per Michael Johansen lanceringen af ​​AAU's nye strategi Viden for verden 2022-26 .

Strategien skal læses som pejlemærker for den retning, universitetet de kommende år vil arbejde imod at løse de store globale udfordringer.

- Viden er alfa-omega, og derfor har verden brug for universiteter, der forholder sig kritisk, engagerer sig konstruktivt og tager ansvar for vores fælles fremtid ved at transformere komplekse udfordringer til bæredygtige forandringer, siger rektor Per Michael Johansen.

Missionsdrevet universitet

Visionen med Viden for verden 2022-26 er, at AAU bliver internationalt anerkendt som et missionsdrevet universitet, der bidrager til en bæredygtig udvikling. Sammen med omverdenen vil AAU deltage i missioner, som bidrager til at løse komplekse udfordringer i samfundet.

- Et særkende for Aalborg Universitet er en problembaseret tilgang til forskning og uddannelse. Den tilgang er et godt afsæt til at være et missionsdrevet universitet, fordi vi i forvejen har fokus på at arbejde tværvidenskabeligt og har stærke samarbejder med omverdenen, lyder det fra Per Michael Johansen.

Han fortsætter:

- Vores dybe faglighed, tværfaglige nysgerrighed og opsøgende samfundsengagement giver os unikke muligheder for at arbejde med komplekse udfordringer, forklarer Per Michael Johansen.

Grundidéen med den missionsorienterede tilgang er, at der skal skabes samfundsmæssige partnerskaber, hvis vi på succesfuld vis skal kunne håndtere store samfundsudfordringer som eksempelvis klima, energi, sundhed, sikkerhed, migration og digitalisering.

Via konkrete indsatser og tværgående partnerskaber på tværs af stat, erhvervsliv, fonde, universiteter og civilsamfund vil universitetet være med til at skabe værdi i form af løsninger, nyskabelser og vidensdeling.

Den videre proces

I arbejdet med strategien har direktionen prioriteret en række mål for 2022. De skal være første skridt mod realiseringen af Viden for verden 2022-26 . Strategien og målene for 2022 bliver nu præsenteret og arbejdet med på institutter, FS-afdelinger og i AAU Innovation de næste uger. Alle enheder skal forholde sig til målene og lave plan for, hvordan man lokalt i 2022 vil arbejde med målrealiseringen.

Målene for 2022 omfatter blandt andet integrationen af ​​SSH- og STEM-kompetencer i AAU's uddannelser, at AAU inddrager og samarbejder med regionale, nationale og internationale parter om missionsdrevet forskning, samt at vi synliggør og udvikler AAU som en grøn organisation.

Læs  'Viden for verden 2022-26'  her

Læs mere om AAU's nye strategi og strategiarbejde på AAU her