Spring til indhold
Forside

Nyhed

(Mis)trivsel 2021

Lagt online: 15.03.2022

Resultaterne af årets trivselsundersøgelse bør give anledning til bekymring og handling, ikke glæde og ansvarsfralæggelse. Det mener tillidsrepræsentanterne Bendt Torpegaard Pedersen, Frederik Hertel og Søren Lindhardt.

Nyhed

(Mis)trivsel 2021

Lagt online: 15.03.2022

Resultaterne af årets trivselsundersøgelse bør give anledning til bekymring og handling, ikke glæde og ansvarsfralæggelse. Det mener tillidsrepræsentanterne Bendt Torpegaard Pedersen, Frederik Hertel og Søren Lindhardt.

Af Bendt Torpegaard Pedersen, tillidsrepræsentant for Dansk Psykolog Forening, Frederik Hertel, fællestillidsrepræsentant for Dansk Magisterforening, Søren Lindhardt, tillidsrepræsentant for Dansk Magisterforening 

I AAU Update kan man læse, hvordan Rektor vurderer resultaterne af årets trivselsundersøgelse. Rektor glæder sig over, at medarbejdertrivslen er på niveau med tidligere år, på trods af et år med svære betingelser. Rektor noterer, at der ses lokale forskelle, da nogle enheder kan fremvise en fremgang i trivslen og andre en tilbagegang. Dette tolkes som vidnesbyrd om 1) at arbejdsmiljø kan forbedres på trods af trange tider, og 2) at fremgang ikke kommer uden lokal indsats. Som tillidsfolk er vi ikke tilfredse med denne fortolkning.

For os at se bør resultaterne give anledning til bekymring da medarbejdernes stressniveau er alarmerende højt. At stressniveauet også har været tårnhøje ved tidligere undersøgelser viser, at der ikke er tale om et midlertidigt fænomen. Der er tale om et problem, som Rektor ikke har taget tilstrækkeligt alvorligt eller formået at tage hånd om i en årrække.

Når mistrivslen er så udbredt, må det rigtige sted at kigge efter kilder til mistrivsel være de centralt-skabte rammer og vilkår for arbejdsudførelse. Forsøget på at lave en eksport af ansvaret med henvisning til lokale forskelle i trivselsniveau halter, idet lokale forskelle fx kan søges forklaret ved hvor berørte forskellige miljøer er af centrale dispositioner som fx fakultetssammenlægninger, eller forskelle i hvor gode miljøer er til at dæmme op for andre centralt skabte belastningsfaktorer. Hertil kommer, at en negligering af disse forklaringer til fordel for en forklaring, hvor indsats eller mangel på samme gøres til det centrale, er patroniserende og hæmmende for demokratisk dialog.

Som tillidsfolk vil vi gerne pege på fire muligt betydningsfulde forhold, som Rektor kan siges at have indflydelse på. Et første forhold er usikkerhed, der kan manifestere sig på mange måder spændende fra en følelse af ubehag til en oplevelse af tab af kontrol i forhold til ens fremtid. Flere medarbejdere har oplevet, at usikkerhed er blevet forstærket f.eks. i forbindelse med kollegers tab af job i forlængelse af indførelsen af ny budgetmodel eller i forbindelse med øget uvished om fremtidige stillingsmuligheder. Endnu flere oplever usikkerhed i forbindelse med ændringer i form af fakultetssammenlægninger og uddannelseslukninger. Et andet forhold er den betydelige krav-eskalering, der er forbundet med at skulle være et missionsdrevet universitet, hvor medarbejdere både skal bidrage til at bryde den sociale arv, levere excellent forskning og i øvrigt servicere omverdenen og helst på selvstændigt hjemtagne midler. De øgede krav efterlader mange nedslidte og bekymrede. Et tredje forhold er den forskelsbehandling, der har indsneget sig på universiteterne, hvor nogle få fremhæves og tildeles enorme privilegier på bekostning af almenvellet. Dette efterlader mange med følelsen af at være lavstatusmedlemmer i et socialt hierarki. Det fjerde forhold er fremkomsten af et demokratisk underskud, der kommer, når beslutninger træffes uden inddragelse af medarbejdere, valgte råd og andre organer.

Den negligering af arbejdsmiljøet, som undersøgelsen peger på, er ikke bare beklagelig for den store gruppe medarbejdere, der berøres heraf. Den er også dysfunktionel: Den væsentligste forudsætning for at drive god undervisning og forskning er, at medarbejderne hviler i sig selv og føler sig værdsatte. Det bør tages alvorligt af rektor.