AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Læring på scenen

Mia videreudviklede et lokalt musikkoncept, som skaber læring om musik og sceneteknik for unge

Et lokalt musikkoncept, hvor unge musiktalenter og frivillige scenefolk kunne få koncerterfaring var udgangspunktet for Mia Ester Andersens projekt om brugerinddragelse og læreprocesser på AAU-studiet læring og forandringsprocesser.

Selv blev hun en hel del klogere på projektledelse i praksis.

Mia Ester Andersen er uddannet folkeskolelærer, men hun besluttede sig efterfølgende for at tage en kandidatuddannelse i læring og forandringsprocesser på AAU.

Gør andre dygtigere

Hun ville gerne blive endnu bedre til at gøre andre dygtigere. Det fik hun mulighed for på sit praktiksemester, som hun tilbragte på Kulturhuset Trekanten i Aalborg.

- Jeg kunne godt tænke mig at arbejde på Trekanten, så jeg tog ganske enkelt derud og fik en snak med stedets leder. Heldigvis kunne de også godt se en idé i at bruge mig, så vi blev enige om, at jeg skulle arbejde videre med musikkonceptet Local Nights. Her fik unge musiktalenter og frivillige scenefolk mulighed for at få erfaring med at øve musik og sceneteknik i forbindelse med lokale koncerter, forklarer Mia.

Projektleder i praksis

Projektet handlede dog om andet og mere end at blive 

bedre til at spille musik og øve lys og lyd på en scene.

Local Nights skulle udvikles sammen med brugerne og eksisterer kun i kraft af brugernes engagement.

Her kunne Mia trække på redskaber fra sin AAU-værktøjskasse i forhold til teori og metode som afsæt for projektet.

- Jeg lærte enormt meget om at være projektleder i praksis under forløbet. Man kan læse meget teori om projektledelse, men det er virkelig først, når man for alvor prøver det på egen krop, at man ved, hvad det vil sige. Jeg skulle balancere med mange forskellige kasketter i projektet og var alt fra observatør til konsulent, projektleder og facilitator. Samtidig skulle jeg sørge for, at brugerne tog ejerskab over projektet, så det kunne køre videre, efter jeg var stoppet. Det var indimellem en stor mundfuld, men utroligt berigende og personligt udviklende for mig, fortæller Mia.

Motiverende læringsrum

Arbejdet med Local Nights gav Mia en konkret platform til at arbejde med teori om praksisfællesskaber og kulturanalyser i den virkelige verden.

Hun fik desuden mulighed for at skabe et motiverende læringsrum for de unge musikere og scenefolk, som både blev dygtigere og bedre til at afholde koncerter.

- AAU har bidraget til, at jeg har lært at koble teori og praksis, og det har været en stor hjælp i optimeringen og struktureringen af Local Nights som koncept. Det betyder, at Local Nights nu er bygget op efter en fast struktur, som sikrer, at konceptet kan køre videre, selv om der kommer nye personer til, siger Mia.

Træd ud i virkeligheden

Efter sit praktiksemester fik Mia en projektansættelse på Trekanten.

Her fik hun muligheden for fortsat at være en del af det kreative kulturhus og bygge videre på sine erfaringer fra praktiksemestret og sin øvrige uddannelse fra AAU.

- Man skal ikke være bange for at træde ud i virkeligheden og prøve sig selv af. Man kommer helt sikkert til at begå nogle fejl, men det er samtidig det, som læringen og erfaringen udspringer af, siger Mia.