AAU logo

AAU ALUMNI

Martin Skarregaard - Højskolelærer (Spiludvikling)

Martin Skarregaard - Højskolelærer (Spiludvikling)

Martin Skarregaard valgte at læse Medialogi på AAU, fordi han blev tiltrukket af den store del af praktisk og projektbaseret arbejde. Det gav mest mening for ham, da han gerne ville have, at uddannelsen var relevant for arbejdsmarkedet.

Hvordan har jeg gjort brug af min uddannelse og AAU-kompetencer?

Min tid, som Medialogi studerende, har gjort mig til det jeg vil kalde en generalist specialist. Jeg har fået en utrolig bred viden og værktøjskasse, som har vist sig at være meget relevant i eftertiden. Det kommer også til udtryk i det, jeg har lavet efter endt uddannelse på AAU, hvor jeg tog en Master of Computer Games, Art and Design i London, arbejdede som digital læringskonsulent hos Nykredit og nu er lærer i spiludvikling på en højskole. I alle henseender har min brede viden og erfaring fra AAU været guld værd, da det har placeret mig i en position, hvor jeg altid har kunnet snakke med om alt, der skete omkring mig, og i mit nuværende job ville jeg ikke kunnet have været det foruden.
 

Mit bedste AAU-minde?

Mit bedste minde på AAU, København, har helt sikkert været min første fredagsbar. På dette tidspunkt havde vi som projektgruppe haft travlt og ikke rigtig deltaget i de sociale arrangementer på skolen. Dette betød også, at vi ikke rigtig havde fået snakket særlig meget med de resterende studerende. Heldigvis var vi et par stykker der endelig tog os tid til at slå os lidt løs. Dette resulterede i, at jeg mødte en flok mennesker, som skulle vise sig at blive nogle af mine bedste venner, og de mennesker jeg arbejdede allerbedst sammen med under studietiden.
 

Hvorfor valgte jeg at læse på Aalborg Universitet frem for på et andet universitet?

Jeg havde faktisk planer om at studere Film- og medievidenskab på KU, men da jeg undersøgte Medialogi og AAU nærmere, skiftede jeg mening lige inden ansøgningsfristen. Jeg blev tiltrukket af den store del af praktisk og projektbaseret arbejde. Det gav meget mere mening for mig, hvis det skal være relevant for arbejdsmarkedet.


Hvorfor valgte jeg den uddannelse, jeg gjorde, og ville jeg have valgt anderledes i dag?

Jeg valgte Medialogi, da jeg var tiltrukket af den mængde praktisk arbejde, der var i uddannelsen. Noget jeg havde svært ved at finde på andre uddannelser inden for samme område og samme uddannelsesniveau. Derudover var jeg også tiltrukket af gruppe-/projektarbejdet, hvor man lærte samarbejde og fik mulighed for at dykke ned i netop de områder, som interesserede en mest. Selvom jeg var overrasket over, hvor teknisk tung uddannelsen var (sammenlignet med hvad der blev reklameret for), så har jeg været utrolig taknemlig for det. Jeg ville ikke vælge anderledes, hvis jeg fik muligheden igen. Medialogi har kostet meget blod, sved og tårer, men har været det hele værd.
 

Hvad drømte jeg om som nyuddannet?

Som nyuddannet, efter min Master i London, drømte jeg om at blive spildesigner. Det er stadig relevant, dog har jeg nu ikke så travlt, da jeg er i et job, hvor jeg stadig arbejder med mine interesser og har fundet mig godt tilpas.
 

Mit hidtidige karriereforløb

Under min Bachelor i Medialogi arbejde jeg bl.a. som digitalkonsulent og udvikler, Project Manager, for et filmskoleprojekt og lavede min egen kortfilmsproduktion. Efter bacheloren tog jeg et smut til London, for at læse en Master of Computer Games, Art and Design. Herefter var jeg hos Nykredit, som digital læringskonsulent i lige under et år, hvorefter jeg skiftede til mit nuværende job, som højskolelærer i spiludvikling. Jeg har samtidig også startet mit eget lille spilstudie, hvor vi pt. er 5 mennesker, som arbejder på vores første produktion. Jeg kan derfor også skrive iværksætter på CV'et.
 

En typisk arbejdsdag for mig

Mine arbejdsdage er meget varierede. Jeg har dage, hvor jeg sidder hjemme og forbereder undervisning. Dage hvor jeg underviser i spiludvikling. Dage hvor jeg underviser i valgfag (fotografi, adfærdspsykologi, sport). Dage hvor jeg er med eleverne på tur, hvor vi enten tager på rejse eller en smuttur til København, for at tale med folk i industrien. Jeg har dage, hvor jeg hænger ud med eleverne og dage, hvor jeg er med til at håndterer sociale problemer. Der er dage, hvor jeg booker rejser og hoteller. Der er dage, hvor jeg er med til at udarbejde markedsføringsstrategier for skolen. Der er sjældent en dag, der er ens.
 

Mine fremtidsdrømme

Mine fremtidsdrømme er mange, men jeg har ikke nødvendigvis brug for, at alle bliver opfyldt. Lige nu har jeg følgende drømme i kikkerten:

  • At fortsætte, hvor jeg er og være med til at udvikle spillinjen på højskolen og dermed være med til at give eleverne en endnu bedre oplevelse og forståelse
  • At gå fuldtid med mit eget indiestudie og stå i spidsen for dette
  • At drive mit nuværende spilstudie eller starte et nyt studie, som skal blive Danmarks næste AAA studie
  • At arbejde mig frem til rollen som Creative Director i et spilstudie
  • At gå freelance, som spildesignkonsulent


Har du et godt karriereråd til studerende og nyuddannede?

Et godt råd vil være ikke at hænge sig for meget i at få den perfekte karakter. Det vigtige er at have noget godt at kunne vise frem, om det så er noget, du har lavet på studiet eller i fritiden. Oftest kigger arbejdsgiverne ikke på karakterne, men i stedet på hvad du har i din porte folio, og hvad din tilgang er til problemløsning og samarbejde. Så medmindre din ambition er at blive forsker, så skal du hænge dig mindre i formaliteterne.

 

Blå bog for Martin Skarregaard

Uddannelse på AAU: Medialogi

Fakultetstilknytning: Det Tekniske Fakultet for IT og Design

Campustilknytning: København

Dimissionsår: 2015

Nuværende job: Højskolelærer (Spiludvikling)