AAU logo

Praktik i Kina

Nicklas er i praktik i fjern kinesisk landsby

Nicklas er i praktik i fjern kinesisk landsby

AAU-studerende Nicklas Panzio er i praktik i en kinesisk virksomhed i en lille landsby, hvor ingen taler engelsk, og hvor forholdene mildest talt er primitive. Han valgte udfordringen frem for den nemmere løsning i Shanghai, hvor alle hans studiekammerater er. Det har givet ham et unikt indblik i den kinesiske virkelighed og helt særlige kompetencer.

Intet vand mellem klokken 12 og 18, ingen dansk- eller engelsktalende, en lokal hundeslagter og et primitivt badeværelse. Det er virkeligheden for 25-årige Nicklas Panzio fra Sæby, der i forbindelse med sit studie i Innovative Management gennem Sino Danish Center, er i praktik i den kinesiske produktionsvirksomhed Daming Industries.

Virksomheden ligger i Xincheng, der er en lille landsby 90 kilometer fra den internationale og moderne storby Shanghai, hvor hans venner fra studiet er i praktik. Det har været helt hans eget beslutning at vælge udfordringen med sprogbegrænsninger og sparsomme boligforhold frem for den mere behagelige løsning.

- Min vejleder præsenterede mig for virksomheden, og jeg blev med det samme tiltalt af, at det var en produktionsvirksomhed. Jeg ønskede også at se den usminkede del af Kina, som man ellers ikke får set som almindelig turist, siger Nicklas Panzio om sit utraditionelle valg af praktiksted.

Den usminkede del af Kina fik Nicklas også øjeblikkeligt at se ved ankomst til Xincheng. I lejligheden var der var intet køkken, toilettet var et hul i jorden, og en slange fra håndvasken skulle agere bruser.

- Jeg fik med nød og næppe forklaret min udlejer, der også arbejder i virksomheden, at forholdene simpelthen ikke var gode nok. Efter en dag havde jeg nærmest fået nyt badeværelse og et tilstrækkeligt køkken. Det motiverede mig også til at gøre mit bedste, på grund af den store hjælp jeg fik, siger Nicklas.
 

En anden virkelighed

I virksomheden er Nicklas’ opgave at indføre forbedringer i produktionen på opfordring af den danske virksomhed Damstahl, de samarbejder med. Fra start var der ingen fast handleplan eller nogen at konsultere ud over en anden kinesisk praktikant, der havde det svært med de løse rammer. Den kinesiske arbejdsmoral er nemlig ifølge Nicklas meget anderledes end den danske.

- I Kina er de vant til, at arbejdsopgaverne bliver udspecificeret. I Danmark er det normalt at arbejde selvstændigt og selv tage initiativ. Det er uendeligt langt fra dén måde, kineserne arbejder på, siger Nicklas.

Den kinesiske praktikant gav også op efter seks måneder, mens Nicklas stadig hænger i. Han har allerede fået indført en masse projekter, som han har præsenteret for de kinesiske arbejdere via gestikuleren, engelsk og gebrokkent kinesisk. Hans ophold i virksomheden varer et år, og han er færdig til sommer.
 

En kendis i lokalsamfundet

De lokale i Xincheng har bemærket Nicklas, og det er ikke unormalt, at bilerne sætter farten ned for at se nærmere på den fremmede. Engang blev Nicklas også inviteret til at være gæstetaler til åbningen af en kunstudstilling, simpelthen fordi han er fra vesten.

- Det er et meget godt billede på den kinesiske kultur. Det er meget opstillet udadtil, og der er status i at være så international som muligt. Mit ophold har givet mig et helt særligt indblik i dén virkelighed, millioner af kinesere lever i hver dag. Og så har jeg virkelig fået trænet mit gåpåmod og initiativ, siger han.

Beslutningen om at vælge den svære løsning har Nicklas aldrig fortrudt. Selvom han er ret isoleret fra det sociale og altid er i overhængende fare for at spise hundekød, selvom der ikke er rindende vand fra klokken 12 til 18 hver dag, og han savner rugbrød, er han tilfreds med sit valg.

- Jeg ville aldrig gøre det om. Jeg vil faktisk gå så vidt at påstå, at jeg ville gøre det igen. Det er en unik oplevelse, som ikke ret mange andre har, og jeg er sikker på, at det også kommer til at give mig en fordel i fremtiden, siger Nicklas.
 

Få en kandidat fra både AAU og Kina

Det er igennem Sino Danish Center for Educational Research (SDC), at Nicklas studerer sin kandidat. SDC er et samarbejde mellem de danske universiteter, det danske forsknings- og uddannelsesministerium og det kinesiske videnskabsakademi og dets universitet, der har campus i både Beijing, Shanghai, Chengdu, Wuhan, Guangzhou og Lanzhou.

SDC’s uddannelser resulterer i både en kinesisk og en dansk kandidat og inkluderer et praktikophold i en kinesisk virksomhed. Under Nicklas’ praktikophold har han på trods af forholdene fået indarbejdet en vis rutine, som han følger hver dag. 

EN NORMAL DAG I NICKLAS' LIV


Kl 8.30: Nicklas plejer at gå på arbejde. Der er 3 kilometer, og han stopper et fast sted på vejen for at spise morgenmad: en pandekage til den nette sum af 2 danske kroner.

Kl 9.00: Arbejdsdagen starter klokken ni. Om mandagen er der møde i forandringsgruppen. Hvor Nicklas før styrede mødet for at implementere forandringer, sidder han nu og lytter og kommer med tilføjelser, hvis nødvendigt. I løbet af arbejdsdagen går meget af hans tid med at skrive afhandling.

Kl. 11.30: Frokostpause indtil klokken 13. Kantinen er efter Nicklas’ smag forfærdelig og han lever derfor mest af kopnudler. Han plejer at gå en tur ned i den nærliggende kiosk for at købe en sodavand, hvor han hilser på sin chef, der er nede for at købe cigaretter.

Kl. 13.00: Efter frokost går Nicklas en tur rundt i fabrikken for at se, hvordan arbejdet går.

Kl. 17.00: Fyraften. Nicklas går den samme rute hjem, men stopper i supermarkedet for at handle ind til aftensmad. Når han har spist, skriver han enten afhandling eller spiller playstation, som han har fået installeret i sin lejlighed.

 

Nicklas' faste stop hver morgen på vej til arbejde (Foto: Nicklas Panzio)

Daming Industries. Nicklas' kontor er i bygningen nederst til venstre og fabrikken nederst til højre. (Foto: Nicklas Panzio)