AAU logo

Studieskift

Hvad er studieskift?

Er du allerede i gang med én uddannelse men finder ud af, at det er en anden uddannelse, der passer bedre til dig, har du nedenstående muligheder for at få en studieplads på en anden uddannelse. Du skal dog altid ansøge om formelt at blive optaget/indskrevet på en ny uddannelse.

Anden uddannelse få dage efter studiestart?

Er du lige begyndt på en bachelor- eller kandidatuddannelse, og fortryder du dit valg i løbet af de første dage, kan du søge om at blive optaget på en anden uddannelse, hvis der stadig udbydes ledige studiepladser (i 2. runde) til uddannelsen. Du skal søge gennem Optagelse.dk (bacheloruddannelser) eller gennem vores ansøgningsportal (kandidatuddannelser).

Det er en forudsætning, at du opfylder den nye uddannelses adgangskrav.

Er der ikke udbudt ledige studiepladser, kan du ikke skifte til en anden uddannelse. Der gælder ikke særlige vilkår for at skifte uddannelse for ansøgere, der i forvejen er optaget på en uddannelse på AAU. 

Anden uddannelse i løbet af 1. og 2. semester? 

Hvis du i løbet af 1. eller 2. semester finder ud af, at det er en anden uddannelse, du ønsker at følge, skal du søge om optagelse forfra på den nye uddannelse via Den Koordinerede Tilmelding (bacheloruddannelser) eller via ansøgningsportal (kandidatuddannelser) på lige fod med alle andre.

Du skal opfylde uddannelsens adgangskrav. Om du får tilbudt en studieplads, afhænger af evt. adgangsbegrænsning. Du begynder på første studieår af den nye uddannelse, og du kan evt. opnå merit på din nye uddannelse for eksaminer bestået på din hidtidige uddannelse.

optagelse til bachelor- og kandidatuddannelser

Anden uddannelse senere end 1. og 2. semester?

Hvis du kan få merit for hele første studieår af den nye uddannelse, skal du søge om indskrivning på det relevante semester gennem ansøgningsportalen på lige fod med alle andre ansøgere.

Du skal fortsat opfylde adgangskravene til uddannelsen. Du kan tildeles en studieplads, hvis der er en ledig studieplads på det semester af uddannelsen, du skal begynde på. Vær opmærksom på, at uddannelse med adgangsbegrænsning til første studieår ofte ikke har ledige studiepladser på højere semestre.

Indskrivningsregler

Optagelseskontoret sagsbehandler ansøgninger

Alle slags skift til anden uddannelses sker gennem en formel ansøgning. Ansøgningerne behandles på Optagelseskontoret i Studieservice. Eksamenskontorerne kan ikke foretage skift af uddannelse. 

Anden uddannelse uden for AAU

Har du brug for et overblik over alle videregående uddannelser i Danmark, eller har du brug for vejledning til at finde ud af, hvilke uddannelser der passer bedst til dig, er du velkommen til at kontakte et af landets syv Studievalg-centre.

Du kan også benytte dig af eVejledning - et tilbud til alle, der har brug for vejledning om uddannelser og erhverv. eVejledning kan svare på spørgsmål om alle typer uddannelser. Du kan frit vælge, hvordan du vil kontakte eVejledning: Du kan ringe, maile, sms’e eller chatte. eVejledning har åbent mandag - torsdag kl. 10.00-22.00, fredag kl. 10.00-20.00 og lørdag - søndag kl. 12.00-20.00.

Det er også en god idé selv at kontakte den uddannelsesinstitution, som du overvejer at skifte til.