AAU logo

Sundhedsteknologi

Job & karriere

Som civilingeniør i Sundhedsteknologi har ud gode jobmuligheder, da det er et område i rivende udvikling. Civilingeniører i Sundhedsteknologi uddannet  fra AAU siden 2005 har fået ansættelse på følgende områder:

  • ca. halvdelen er ansat på sygehuse og i små- og mellemstore virksomheder, der forsker, udvikler og forhandler medicoteknisk udstyr
  • en fjerdel er ansat som konsulenter og udviklere hos de tre største leverandører af it-systemer til sundhedssektoren
  • den sidste fjerdel bliver ansat som forskningsassistenter eller forskerstuderende (ph.d.) på Aalborg Universitet, hvor Sundhedsteknologi er et stort og internationalt meget anerkendt forskningsmiljø

"Jeg har været ansat hos Tunstall Healthcare i mange år efterhånden
og har haft forskellige stillinger. I dag er jeg Produkt Specialist i Product
Management-gruppen. Jeg er medansvarlig for vores healthcare-produkter
til hjemmemonitorering af kroniske patienter og arbejder til dagligt tæt sammen
med Tunstall afdelinger og kunder i hele verden."

Yvonne Damgaard Mørch
Produktspecialist hos Tunstall Healthcare

Læs mere om Yvonne og andre dimittender i Profilbrochuren

________________________

Jeg er så glad for min uddannelse i sundhedsteknologi! På alle semestre trænede vi - udover det faglige - vigtige egenskaber indenfor gruppearbejde og -dynamik, og når jeg kigger tilbage kan jeg se, at det har været nøglen for min videre karriere.

Følelsen af at opleve at det, der virkede svært og måske også fuldstændigt uoverskueligt i starten af et semester, kunne lade sig gøre, kunne findes en løsning på, kunne kommes i mål med, er så fed! Semester på semester, mange forskellige konstellationer af opgaver og grupper, har i den grad rustet mig til at være der, hvor jeg er i dag.

Jeg arbejder i dag hos Novo Nordisk som teamleder i produktionen af blødermedicin. Jeg har et team bestående af 25 dygtige operatører, der arbejder på treholdsskift, så i dagligdagen jonglerer jeg mellem opgaver indenfor planlægning af produktionen, personaleansvar, samt optimering af vores processer, kvalitet og patientsikkerhed. Jeg stortrives! 

Astrid Munk
Teamleder hos Novo Nordisk

________________________

Jeg blev introduceret for uddannelsen i et praktikforløb på sygehuset som jeg deltog i da jeg gik i folkeskole. Sundhedsteknologi-uddannelsen var på det tidspunkt ret ny, men en af lægerne jeg fulgte, anbefalede den kraftigt. Da jeg skulle vælge uddannelse efter gymnasiet undersøgte jeg derfor sundhedsteknologi igen og valgte uddannelsen.

I dag er jeg Ph.d.-studerende ved AAU. Jeg forsker i hjertets mekaniske sammentrækning. Efter planen skal min Ph.d. være færdig til sommeren 2018. Undervejs har jeg blandt andet besøgt et universitet i USA i fire måneder, et i Canada i to måneder, været på konferencer i udlandet, udført forsøg og været med til at starte et firma der beskæftiger sig med noget af det jeg arbejder med. Meget spændende! 

Mens jeg skrev mit speciale blev jeg interesseret i muligheden for at skrive en Ph.d. Lige inden jeg afsluttede specialet fik min nuværende vejleder penge til et forskningsprojekt som jeg syntes lød spændende, hvorfor jeg søgte stillingen da den blev slået op. Der gik derfor kun to måneder fra jeg blev færdig med specialet til jeg startede på min Ph.d. 

Kasper Sørensen
Ph.dstuderende på AAU

Karrierevejledning på AAU

AAU Karriere kan vejlede dig om karrieremuligheder og erhvervskontakt under studiet. Få bl.a. vejledning om:

  • Ansøgning og CV
  • Praktik og studiejob
  • Dine personlige kompetencer
  • Arbejdsmarkedet og brancher
  • A-kasser og fagforeninger
     

LÆS MERE OM PÅ AAU Karriere's HJEMMESIDE