AAU logo

Erhvervsøkonomi, cand.merc.

International Business Economics, cand.merc.

Internationaliseringen medfører, at virksomheder står over for nye udfordringer, herunder problemer og muligheder med hensyn til eksport, investeringer i udlandet og alliancer med udenlandske virksomheder. Flere og flere overnationale institutioner og organisationer oprettes med det formål at fremme internationalt samarbejde. Her er der behov for medarbejdere med den baggrund, som cand.merc. i International Business Economics (International Virksomhedsøkonomi, IVØ) kan give.

De jobfunktioner, der er dominerende i det første job som færdiguddannet IVØ'er, er: salg, indkøb, eksport, marketing og produktkoordinering. Det er normalt at starte som assistent inden for de nævnte jobfunktioner for senere at avancere til leder/ansvarlig medarbejder. Kursusundervisningen foregår på engelsk. Det samme gør sig gældende for projektskrivnin­gen samt cases. Ca. halvdelen af de studerende er udenlandske, hvilket bidrager til at skabe en international atmosfære.

Uddannelsen er engelsksproget, og undervisningen foregår derfor på engelsk.

1. og 2. semester skal den studerende tilegne sig et grundigt teoretisk og metodisk fundament inden for international virksomhedsøkonomi og -ledelse. De centrale fagområder omfatter virksomheden, teorier om og ledelse af virksomhedens internationalisering og internationale aktiviteter samt den internationale kontekst, som virksomheden indgår i, herunder:

  • Økonomiens og konkurrencens globalisering
  • Virksomheders internationalisering
  • International markedsføring og markedsanalyse, herunder IKT-anvendelse
  • International investering og finansiering
  • Kultur og interkulturel ledelse
  • International miljøledelse
  • E-Business

1. semester er der projektarbejde inden for temaet: International virksomhedsøkonomi i teoretisk-metodisk perspektiv. Projektarbejdet suppleres af et kursus i virksomhedsøkonomisk metode.

Projektarbejdet 2. semester handler om: International virksomhedsøkonomi i et analyse- og strategisk perspektiv. Ved afslutningen af semestret afholdes en mundtlig prøve på baggrund af projektrapporten.

På 3. semester vælger de studerende på IVØ ofte praktik i udlandet eller at studere ved et udenlandsk universitet. Det er også muligt at fortsætte studierne ved Aalborg Universitet med en speciel tilrettelagt studieplan for semestret.

4. semester udarbejder den studerende et speciale, også kaldet en kandidatafhandling, og viser derigennem evnen til at behandle omfattende og komplekse teoretiske/praktiske eller rent teoretiske problemstillinger.

Eksempler på specialetitler:

  • The U.S. Seafood Industry - in the light of stagnation per capita in consumption of seafood
  • Vikan Cleaning System - Brancheanalyse: Storbritannien & Holland
  • International markedsføring på World Wide Web
  • International kompetence og dens betydning i forbindelse med udstationering af danske medarbejdere
  • How should ESS-FOOD Market Penetrate South Africa
  • Entry Strategy for Danæg Products A/S to the Hungarian Market