AAU logo

Electro-Mechanical System Design, civilingeniør

Electro-Mechanical System Design, civilingeniør

Electro-Mechanical System Design, civilingeniør

Kunne du tænke dig at arbejde med mekatroniske systemer - altså systemer hvori der indgår både mekanik, elektronik og reguleringsteknik? På civilingeniøruddannelsen i Electro-Mechanical System Design (Elektro-Mekanisk Systemdesign) lærer du at tilføre intelligens til mekaniske systemer.

”DEN BREDDE PALLETTE AF KOMPETENCER MAN FÅR PÅ UDDANNELSEN ÅBNER OP FOR EN MASSE UDFORDRENDE OG ALSIDIGE PROJEKTER, DER ER MED TIL AT STYRKE ENS KREATIVE OG TEKNISKE EVNER”

Remzija Cerimagic, tidligere studerende

Dansk industri er i dag helt afhængig af sin evne til at lave intelligente systemer, hvor der tidligt i designfasen er taget højde for både det mekaniske, det elektriske og det styringstekniske. Det kræver ingeniører, som har en meget stor faglig bredde og dybde, som de er i stand til at udnytte kreativt i problembaseret projektarbejde. Den profil kan du få på denne civilingeniøruddannelse, hvor du bygger videre på din bacheloruddannelse og forstærker dine kreative og tekniske færdigheder som maskiningeniør med fokus på design, analyse og optimering af dynamiske industrielle produkter.

Electro-Mechanical System Design er en 2-årig, engelsksproget kandidatuddannelse, der læses i Aalborg. På uddannelsen lægges vægt på disciplinerne modeldannelse, simulering og design af komplekse sammensatte systemer (mekatroniske systemer). Samtidig lærer du også at kombinere viden om mekanik, elektromagnetisme, fluidmekanik, termodynamik og reguleringsteknik til både at optimere og skabe innovative produkter.

Projekterne lægger op til tæt samarbejde med erhvervslivet, fordi du arbejder med reelle problemstillinger fra den virkelige verden. Du kommer til at gå i dybden med komplekse, ofte tværfaglige problemstillinger, hvor det kræver en kreativ og engageret tankegang at udvikle løsninger. Du stifter bekendtskab med de nyeste computerbaserede analyse og designværktøjer til fx modellering og computersimulering af mekaniske, elektriske og hydrauliske systemer. Et af nøglebegreberne i projektarbejdet er motion control, som handler om præcis styring af bevægelser i hydrauliske, mekaniske og elektriske systemer - fx robotter og droner. Du kommer bl.a. også til at arbejde med programmering af de nyeste mikroprocessorer og implementering af avancerede reguleringsalgoritmer.

”DEN STØRSTE FORDEL PÅ STUDIET ER, AT DU OPNÅR EN BRED VIDEN”

Per Johansen, tidligere studerende

Uddannelsen er et fuldtidsstudium, og studieformen er som på AAU’s andre uddannelser karakteriseret ved problembaseret projektarbejde i grupper. Dette medfører bl.a., at du som studerende skal forvente at arbejde tæt sammen med andre studerende hovedparten af tiden, lige som det vil være et krav, at du møder frem stort set dagligt og tilbringer det meste af dagen på universitetet.

PROJEKTARBEJDET GIVER DIG MULIGHED FOR AT LØSE VIRKELIGE PROBLEMSTILLINGER I TÆT SAMARBEJDE MED VIRKSOMHEDER

Som færdiguddannet civilingeniør (cand.polyt.) i Electro-Mechanical System Design får du en uddannelse, som sætter dig i stand til at indgå på alle niveauer inden for udvikling, forskning og/eller teknisk ledelse af udviklingsprojekter i industrien.

Du kan arbejde med fx:

  • Mekatronisk design
  • Produktudvikling
  • Design og optimering af robot- og droneteknologi
  • Udvikling af fluidmekaniske og elektriske systemer
  • Teknisk ledelse
  • Optimering af produkt, processer og produktionssystemer
  • Produktionsdrift i industrivirksomheder
  • Forskning
  • Rådgivning
  • Teknisk udvikling som fx projektmedarbejder eller -leder


Se brochuren om uddannelserne inden for Maskin og Produktion (pdf):


LÆS MERE OM FAGLIGT INDHOLD PÅ ELECTRO-MECHANICAL SYSTEM DESIGN

 

Testimonials


SOM STUDERENDE PÅ AAU MØDER DU …

PROBLEMBASERET LÆRING (PBL)

Aalborg Universitet er verdenskendt for sin unikke undervisningsform problembaseret læring (PBL). Arbejdsformen er værdsat og efterspurgt af såvel erhvervslivet som de studerende. I det problemorienterede projektarbejde er du i stor udstrækning selv med til at definere de problemstillinger, du arbejder med inden for de faglige rammer. Læs mere om PBL.

TEAMWORK

De studerende arbejder i forbindelse med projektarbejdet i grupper. Det giver bl.a. mulighed for, gennem samarbejde og arbejdsdeling, at udforske større og mere komplekse problemstillinger, end du ville kunne klare alene. Desuden har gruppearbejdet en social funktion, som gør, at du hurtigt lærer dine medstuderende at kende og har større mulighed for at føle dig hjemme på universitetet. Læs mere om teamwork som arbejdsform.

SAMARBEJDE MED ERHVERVSLIVET

Aalborg Universitet har et tæt samarbejde med erhvervslivet. Det betyder, at du som studerende kommer til at arbejde med virkelige problemstillinger fra virksomheder og organisationer. Dermed får du allerede, mens du studerer, mulighed for at få en erhvervsrettet og praktisk vinkel på dine akademiske kompetencer.

DIN UNDERVISER FORSKER

På Aalborg Universitet drives der forskningsbaseret undervisning. Det betyder, at dine undervisere forsker inden for samme fagområde, som de underviser i. Du får derfor tilgang til den nyeste viden og engagerede undervisere, der brænder for det, de underviser i. Undervisningsmaterialet er derfor ikke kun hentet fra bøger men kan fx også være aktuelle artikler fra tidsskrifter. 

LABORATORIER I VERDENSKLASSE

Laboratorierne på Aalborg Universitet er af højeste standard, og de spiller en vigtig rolle i undervisningen. Du kommer til at arbejde under de bedste laboratorieforhold med adgang til den nyeste teknologi, hvilket er af afgørende betydning for dit udbytte af undervisningen.

STUDIEBYEN AALBORG

Som studieby har Aalborg mange fordele. Byen er Danmarks fjerde største by, og hele 20% af kommunens indbyggere er studerende. Byen har meget at byde på inden for kultur, sport og fritid, men samtidig har den alligevel en overskuelig størrelse og et trygt miljø. Det er nemt at finde en god studiebolig i Aalborg sammenlignet med andre større universitetsbyer. Læs mere om at leve som studerende i Aalborg.



SØG OPTAGELSE PÅ ELECTRO-MECHANICAL SYSTEM DESIGN

Du får viden om

  • Optimering af eksisterende produkter og systemer
  • Konstruktion af nye og innovative produkter og systemer
  • Modeldannelse, simulering og regulering af komplekse sammensatte produkter og systemer

Fakta om uddannelsen

Sprog

Engelsk

By

Adgangskrav

Se Studieordningen