AAU logo

Sport og kultur i Aalborg

Sport i Aalborg for studerende

Som studerende på Aalborg Universitet (AAU) i Aalborg har du mulighed for at benytte dig af byens mange sportstilbud. Aalborg er et sandt sportsmekka, uanset om du er til traditionelle sportsgrene som fodbold og svømning eller mere eksotiske som budokwai eller kitesurfing.

Få energi til studierne

Når du studerer, tilbringer du en del tid til forelæsninger og gruppemøder. Motion giver dig et sundt afbræk i hverdagen og energi til studierne. I Aalborg kan du dyrke mange sportsgrene indendørs og ude i naturen. Parker, skov og åbent land er inden for rækkevidde, og fx mountainbike-klubber og atletik-foreninger nyder godt af naturen.

Idrætsforening for studerende

I Aalborg Studenternes Idrætsforening (AASI) kan du fx dyrke aerobic, badminton, fodbold og svømning sammen med andre studerende. Idrætsforeningen har tæt tilknytning til Aalborg Universitet, men alle på tværs af uddannelserne i Aalborg kan melde sig ind.
 

Se mere på AASI's hjemmeside

Tilbud til udøvere af elitesport

Har du et ønske om at tage en uddannelse, samtidig med at du udøver sport på højt niveau eller træner for at nå derop, er Nordjysk Elitesport et godt tilbud til dig. Nordjysk Elitesport kan rådgive dig om planlægning af dit studium på Aalborg Universitet, så du får tid til både sport og studium.
 

Læs mere om Nordjysk Elitesport

Fitnesscenter på AAU

Fitnesscenter på AAU

Aalborg Universitet har sit eget topmoderne fitnesscenter, UniFitness, hvor du kan boltre dig og fx dyrke kredsløbs-, styrke- og holdtræning. Er du medlem af Studentersamfundet, får du rabat.
 

Se mere på UniFitness' hjemmeside

Se sportskampe i Aalborg

Vil du gerne se sportskampe, kan du få din lyst styret på Energi Nord Arena, hvor AaB byder på fodbold, og i Gigantium, hvor Aalborg Håndbold inviterer til kamp og Aalborg Pirates leverer dramatik på isen. Også sportsgrene som volleyball, golf og andre på eliteplan har hjemme i Aalborg.

Studerende fortæller...

Studerende fortæller...

"Aalborg har et stort og varieret udbud af sportsgrene. Jeg har brugt meget tid i fodboldklubben Aalborg Freja, som har plads til både den ambitiøse og den sociale holdspiller med 3-4 hold hver sæson. For studerende er det et dejligt sted at koble af."

Tone Sofie Mørch, Idræt.

Kultur i Aalborg

Aalborg bugner af kulturelle tilbud, uanset om du er til musik, teater eller kunstudstillinger. Kunstnere fra ind- og udland giver jævnligt koncert eller udstiller kunst i byen, men du finder også et boblende kunstnerisk undergrundsmiljø.

Kultur for enhver smag

Aalborgs kultur er lettilgængelig, og flere steder kan du selv deltage i den kunstneriske proces. Snobberi passer nemlig dårligt ind i den aalborgensiske mentalitet. Få et overblik over nogle af byens kulturelle tilbud nedenfor. De fleste ligger geografisk inden for en forholdsvis kort radius.

Studenterhuset i Aalborg

På Studenterhuset i centrum kan du møde andre studerende og høre koncerter med danske og internationale bands. Du kan også høre foredrag, deltage i fx salsa og spille forskellige spil. Studenterhuset har plads til alle, og priserne er SU-venlige. Du kan også være frivillig i arbejdet med at drive Studenterhuset.
 

Læs mere på Studenterhusets hjemmeside

Kunstudstillinger i Aalborg

Interesserer du dig for kunst, kan du fx besøge KUNSTEN Museum of Modern Art, som udstiller moderne og samtidig kunst, og i Kunsthal Nord i kulturhuset Nordkraft kan du opleve nutidig dansk og international billedkunst, kunsthåndværk og design. Du kan også besøge Utzon Centret på Aalborg Havnefront, hvor du kan nyde arkitektur, design og kunst. Her holder AAU's uddannelse Art & Technology også til.

Caféer i Aalborg

Når du skal ud med vennerne eller trænger til en forfriskning efter at have været på shopping i fx Friis Centret, kan du besøge en af Aalborgs caféer. Her kan du nyde lidt godt mad og drikke fx på Café Klostertorvet, hvor man kan sidde både indenfor og udenfor.
 

Læs mere på VisitAalborgs hjemmeside

Karneval i Aalborg

Hvert år kan du deltage i Nordeuropas største folkelige karneval. Aalborg summer af liv, når tusinder af udklædte mennesker danser gennem gaderne. Du kan også nyde karnevalet som tilskuer.
 

Læs mere på karnevalets hjemmeside

Koncerter i Aalborg

Aalborg har både små, intime spillesteder og en koncerthal med plads til superstjerner. På Studenterhuset kan du høre etablerede og upcomming bands, og på Skråen forskellige mere eller mindre kendte kunstnere. Byens alternative musikalske scene finder du på 1000FRYD. Kig også forbi Huset, hvor du bl.a. kan høre jazz og selv har mulighed for at optræde. På sigt kan du også høre koncerter i Musikkens Hus på havnefronten. Større koncerter foregår som regel i idræts- og kulturcentret Gigantium.

Biografer og teatre i Aalborg

Holder du af smalle kvalitetsfilm, bør du besøge Biffen Art Cinema, hvor du også kan deltage i filmfestivaler. De store mainstreamfilm finder du i Nordisk Films Biograf i Aalborg City og i City Syd. Er du til teater, kan du tage i Aalborg Teater, byens ældste, som viser store forestillinger med kendte skuespillere. Teater Nordkraft huser også større forestillinger, mens Morskabs-Theatret viser amatørforestillinger, og Det Hem'lige Teater og Transformator mere eksperimenterende forestillinger. Transformator har en åben scene, hvor kreative kræfter kan vise deres kunstneriske talenter.