Master i universelt design og tilgængelighed - København

Undervisning

Undervisning

Foto: Jørgen True

UDDANNELSENS NORMERING OG STRUKTUR

Masteruddannelsen i universelt design og tilgængelighed er en akkrediteret uddannelse, der giver formel kompetence. Uddannelsen er en forskningsbaseret deltidsuddannelse normeret til 60 ECTS‐point, hvilket svarer til et års fuldtidsstudium.

Masteruddannelsen er tilrettelagt, så det er muligt at gennemføre den ved siden af et fuldtidsarbejde. Enten som to års koncentreret halvtidsstudium eller som moduler fordelt over længere tid, dog maksimalt seks år.

Det bedste udbytte opnås ved at gennemføre uddannelsen i et koncentreret forløb over to år. Vi anbefaler, at modulerne tages i den rækkefølge, som er beskrevet i studieordningen. Modul 8 kan først gennemføres, når alle de øvrige moduler er bestået.

Du har også mulighed for at udvælge et eller enkelte af modulerne uden nødvendigvis at gennemføre hele uddannelsen. Ønsker du at tage et enkelt modul, kontakt venligst studiesekretæren:

Silpa Stella Rondón Pinto
Tlf. 9940 2285
E-mail: ssp@sbi.aau.dk

 

Læs mere om uddannelsens indhold

STUDIEMILJØ

Uddannelsen foregår hos Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet København, A.C. Meyers Vænge 15, 2450 Købehavn SV. Uddannelsen hører under Studienævn for Planlægning og Geografi.

Der er fire-fem undervisningssamlinger i løbet af et semester. En samling varer mellem to og fire dage, og undervisningen foregår som udgangspunkt fra kl 9 til 16. Første samlingsdag begynder dog altid kl 10, så det er muligt at komme rejsende fra hele Norden.

Undervisningssamlingerne er planlagt som en blanding af forelæsninger, gruppearbejde, workshops, ekskursioner og en studierejse. På hvert modul undervises der desuden i akademisk metode og opgaveskrivning. De fast tilknyttede undervisere følger de studerende gennem hele uddannelsen og suppleres i de enkelte samlinger af eksterne oplægsholdere og eksperter.

Mellem samlingerne er der selvstændige studier. Der løses en til to skriftlige opgaver til hvert modul. Dette sker individuelt eller i grupper. Der tilbydes vejledning på Skype.

Uddannelsen har et digitalt klasserum, hvor alle materialer og opgaver m.m. ligger, og det kan tilgås når som helst og hvor som helst. Klasserummet er et lukket rum kun for uddannelsens deltagere.

 

International orientering

Undervisningen foregår primært på dansk, men uddannelsen er tilrettelagt, så den også kan følges af studerende fra andre nordiske lande end Danmark.

Vi gennemgår internationale rettigheder og lovgivninger i bl.a. Danmark, Norge, Sverige, Storbritannien, Australien, Tyskland og USA. Du har altså mulighed for at tage udgangspunkt i dit eget lands nationale og kommunale lovgivninger og strategier – og/eller i de lande, hvor du deltager i konkurrencer og projekter.

For norske studerende er der mulighed for fælles studierum til gruppearbejde hos rådgivningsfirmaet Universell Utforming A/S i Oslo.

 

Studierejse

Den internationale orientering betyder, at der i studiet er planlagt en studierejse af tre-fire dages varighed til en af de nordiske hovedstæder.

I foråret 2018 er der i forbindelse med modul 4 planlagt en studietur til Oslo. I Norge blev universelt design indført som begreb allerede i 1999 og hurtigt derefter indarbejdet i nationale handlingsplaner og finansieringsprogrammer. Siden 2010 har den strategiske indsats været båret af stramme regler som følge af skærpede krav i det norske bygningsreglement og indførelsen af Diskriminations- og tilgængelighedsloven.

Kombinationen af politisk handling, skærpet regelværk og finansierede indsatsprogrammer betyder, at man internationalt i dag taler om ’Den norske model’, som er en vigtig model for, hvordan det er muligt at arbejde med universelt design i byggeriet.

På studieturen vil vi høre oplæg om strategien, der rullede de ambitiøse mål ud i hele Norge. Vi vil høre, hvordan man regulerer området, og om hvordan byggebranchens aktører har modtaget de skærpede krav om universelt design. Vi møder centrale eksperter på fagområdet og diskuterer erfaringer, kritikpunkter og muligheder ved den norske model.

På turen vil vi også besøge en række bygninger eller byrum og undersøge, hvordan universelt design er håndteret og fortolket.

Vi bor på det unikke Lysebu hotel, der ligger over Holmekollen. Vi søger fondet for dansk-norsk samarbejde om tilskud til ophold og forplejning. Den studerende betaler selv for flyrejse og delvist for forplejning.

Undervisere på Master i Universelt Design og Tilgængelighed