Klar til fremtidens udfordringer

Klar til fremtidens udfordringer

For administrerende direktør Per Wistisen gav en to-årig MBA på Aalborg Universitet en række nye kompetencer, som han kunne overføre til sit job.

Lagt online: 19.10.2016

Selvom 49-årige Per Wistisen har været vant til at lede det meste af sit arbejdsliv, var det alligevel en lille åbenbaring, da han tog sin MBA på Aalborg Universitet.

Jeg kan tydeligt huske forløbet om ledelse og HR. Det handlede blandt andet om, hvordan mennesker agerer i organisationer, og det kunne jeg tage direkte med over i mit arbejde. Bare fordi jeg som leder har en plan for, hvor vi skal hen, så er det ikke sikkert, at mine medarbejdere er med på den fra første dag. Der fik jeg nogle redskaber, som gjorde en forskel i min dagligdag i virksomheden,” siger Per Wistisen.

Han er administrerende direktør i Dansk Fartøjsforsikring A/S, hvor han i 2012 blev ansat til at stå i spidsen for en ny vækststrategi. Virksomheden startede i 1889 og er drevet under principperne om gensidige forsikringsforeninger, men i takt med at antallet af fiskefartøjer er faldet, blev det også tydeligt, at Dansk Fartøjsforsikring A/S skulle udvide forretningen til andre områder.

Fokus på ledelse

Den proces blev Per Wistisen sat i spidsen for. Han er uddannet i forsikringsbranchen og har tidligere gjort karriere i militæret, hvor han har været vant til at “føre”, som ledelse hedder på militærsprog. Efter et år i spidsen for virksomheden besluttede Per Wistisen at tage en to-årig MBA i ledelse på Aalborg Universitet. Og det har han ikke fortrudt.

MBA-uddannelsen er en teoretisk uddannelse, som giver et rigtigt godt fundament for at arbejde i krydsfeltet mellem økonomi og ledelse,” siger han.

Per Wistisen er uddannet på forsikringsakademiet, og hans fokus har hovedsageligt været forsikringer – også selvom han har haft forskellige stillinger som salgschef og afdelingschef i forsikringsbranchen.

Men ved at tage en MBA fik jeg mange flere redskaber til ledelse, og det er jo faktisk det, jeg arbejder med til daglig,” forklarer han.

Strategi og taktik

Per Wistisen fortæller, at han i høj grad har flyttet sig fremad, og at han har taget en række kompetencer med sig fra uddannelsen.

Vi blev undervist i det teoretiske omkring ledelse. Og pludselig kunne jeg se, at nogle af de ting, som man måske har arbejdet lidt med ubevidst, passede ind i de modeller og den viden, vi blev præsenteret for. Derfor blev det meget lettere at formulere dem og arbejde videre med de næste faser. Den teoretiske viden var en meget kærkommen tilføjelse til den praktiske erfaring, jeg allerede havde,” siger han.

Den militære fortid kan godt anes, når Per Wistisen fortæller om uddannelsen, hvor strategiudvikling er et af de centrale elementer.

MBA’en henvender sig til virksomhedsledere og kommende ledere, og for ledere er det velkendt, at arbejdet med strategi, senere skal udmønte sig i en taktik og til sidst skal føres ud i livet. Og selvom det er en teoretisk tilgang, så bliver det meget håndgribeligt, fordi det teoretiske hele tiden suppleres med realistiske cases,” siger han.

Gennemført, men ikke glemt

Efter Per Wistisen dimitterede i begyndelsen af 2015, har han ikke sluppet Aalborg Universitet helt. En del af en MBA på AAU består nemlig i et tilbud om fortsat tilknytning til studiet gennem en alumneforening, som er en forening for alle, der har taget uddannelsen eller er i gang med at tage den.

Det er unikt, at vi har en mulighed for et mødes at par gange om året i rammen af alumneforeningen. Det giver en masse fagligt, og så giver det muligheden for at opbygge et stærkt netværk. Og det kan man altid have glæde af,” siger Per Wistisen.

Men det er ikke kun i udbygningen af netværket på LinkedIn, at alumnetilbuddet er en styrke. MBA-uddannelsen tilbyder nemlig tidligere studerende at deltage i de forelæsninger, som de nuværende studerende tager.

Hvis der er et emne, som jeg godt vil vide lidt mere om, så kan jeg til enhver tid deltage i undervisningen. Det er en perfekt måde at holde øje med, om der skulle være nogle nye tendenser, og det er der jo hele tiden. Det er en rigtig god måde at holde mine kompetencer opdaterede med den nyeste faglige viden,” siger Per Wistisen.

Tekst: Pelle Larsen / pa-magasiner@brandmovers.dk

Foto: Michael Bo Rasmussen / Baghuset