Tysk tekst og litteratur

Undervisning

Undervisning

UniTysk udbydes som it-baseret fjernundervisning på deltid. Undervisningen er tilrettelagt som en kombination af it-baseret fjernundervisning og weekend- eller lørdagsseminar på Aalborg Universitet - et pr. semester. Den it-baserede fjernundervisning betyder, at du som studerende i høj grad selv er med til at bestemme, hvor og hvornår undervisningen skal finde sted. For at få det fulde udbytte af dine studier er det imidlertid vigtigt, at du har tid og mulighed for at deltage i weekendseminarerne.

UniTysk giver ikke blot tyskfaglige kvalifikationer. Undervisningen er organiseret på en måde, så du tillige opnår fortrolighed med it og med projektarbejde. For de deltagere, der til daglig er beskæftiget med undervisning, vil UniTysk således også være en inspirationskilde i forhold til fornyelse af egen undervisning.

KOMMUNIKATIONSSYSTEMET MOODLE

På UniTysk anvendes Learning Management systemet Moodle. Systemet gør det muligt via internettet at kommunikere med undervisere, vejledere og medstuderende.  Moodle bruges til både kursusundervisning, projektarbejde og -vejledning samt kommunikation med uddannelsen, universitetsbiblioteket og andre studerende. Du kan læse mere om Moodle her.

SEMINARER I AALBORG

I starten af hvert modul afholdes et weekend- dagseminar på Aalborg Universitet. På weekendseminaret vil der være forskellige studieaktiviteter såsom forelæsninger, sprogfærdighedstræning og gruppedannelse i forbindelse med projektarbejdet. På weekendseminaret vil du møde nogle af modulets undervisere og dine medstuderende, og der vil være en introduktion til Moodle.

Weekendseminarerne afholdes om lørdagen. Du skal selv sørge for evt. overnatning. Du kan få inspiration til overnatningsmuligheder i Aalborg her.

PROBLEMBASERET, PROJEKTORGANISERET STUDIEFORM

På UniTysk arbejder man – som på resten af Aalborg Universitet - problemorienteret og projektorganiseret. Det betyder, at der på det enkelte modul – bortset fra modulet Tysk sprog – er mindst et problemorienteret emnestudie. 

Det problemorienterede emnestudie på modulet har form af et projekt, der kan skrives individuelt eller (som oftest) i grupper på højst 6 personer. Den enkelte gruppe arbejder med et bestemt emne eller problem inden for modulets felt. Hver gruppe får en projektvejleder, dvs. en lærer, der fagligt og metodemæssigt vejleder gruppen. En projektrapport fylder ca. 15 sider pr. medlem i gruppen, og projektarbejdet slutter med projektevaluering, dvs. en mundtlig gruppeprøve på tysk, hvor gruppen og gruppens vejleder samt en censor deltager. Evalueringen varer mellem 1 og 3 timer afhængigt af, hvor mange der er i gruppen.