AAU logo
Kasper Sørensen, underviser i matematik og idræt

Kasper Sørensen, underviser i matematik og idræt

Fascineret af matematik - og glad for idræt.

Lagt online: 17.01.2017

"Jeg valgte at læse matematik og idræt som henholdsvis mit side- og hovedfag. Jeg har været optaget af matematik siden jeg gik i gymnasiet, hvor det var mit yndlingsfag. Det var derfor nærliggende for mig at vælge netop denne studieretning. Endvidere har jeg altid været fascineret af matematikkens mange praktiske anvendelser.

Jeg har altid været glad for idræt, og jeg har selv været aktiv udøver i størstedelen af mit liv. Min interesse for idræt rækker dog længere end den praktiske udførelse. Fx spørgsmål om hvilke fysiologiske ændringer der sker i forbindelse med træning, samt hvordan det er muligt at optimere den tekniske udførelse af forskellige idrætslige færdigheder. Sådanne overvejelser havde indflydelse på mit valg af studieretning.

Jeg har været meget glad og tilfreds med min tid på Aalborg Universitet. For det første har jeg lært meget af at arbejde projektorienteret, hvor evnen til at samarbejde med andre mennesker for at udvikle et produkt af høj kvalitet har haft stor værdi for mig. For det andet har det faglige indhold levet op til mine mange forventninger, hvor jeg har opnået stor indsigt matematiske såvel som idrætslige områder. Jeg har haft et stort udbytte af både sjove praktiske idrætslektioner med eksempelvis dans, boldspil og slagspil såvel som jeg har lært meget af de teoretiske idrætslektioner omkring læring, didaktik, biomekanik, anatomi og fysiologi. Det har endvidere været spændende at få en dybere forståelse af matematikkens mange områder, herunder statistik, analyse samt diskret matematik.

På trods af de mange positive oplevelser har studietiden naturligvis også budt på udfordrende dage med mange timer foran bøgerne eller computeren. Alt i alt har jeg dog sat stor pris på muligheden for at tilegne sig ny viden indenfor ens interesseområder.

Med et job som gymnasielærer er det klart, at mit studieforløb har direkte forbindelse til mit nuværende job. Mange af de gennemførte idrætslige forløb medtænkes, når idrætsundervisningen skal forberedes. Desuden har didaktiske og pædagogiske redskaber fra idrætsundervisningen uden tvivl haft indflydelse på, hvordan jeg har udviklet mig som underviser. Ligeledes anvendes den matematiske indsigt til at kunne uddybe og forklare matematikken for gymnasieeleverne. Den opnåede viden fra min uddannelse kan derfor overføres direkte til mit job.<

Man hører ofte den ældre del af befolkningen sige: ”De unge har så mange muligheder i dag”, hvilket jeg kun kan tilslutte mig. Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at man grundigt undersøger indholdet af de relevante uddannelsesmuligheder og træffer sin beslutning herefter. Jobbet vil fylde en stor del af ens liv og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at man grundlæggende godt kan lide det man laver".