AAU logo
Adam Buus, gymnasielærer i musik og matematik

Adam Buus, gymnasielærer i musik og matematik

"Samarbejde på tværs af faggrupper er en nødvendighed i hverdagen på gymnasiet i dag."

Lagt online: 16.01.2017

"Når man skal vælge uddannelse, er det vigtigt at vælge ud fra både hjerte og hjerne. Hvis man skal arbejde med det fag, man har valgt, i 30 år, er det en god idé, hvis man kan lide faget. Det er på den ene side vigtigt at være inspirerende som underviser, men på den anden side er der ikke noget ved at have en uddannelse og mestre faget, som man brænder for, hvis valget af denne uddannelse betyder, at man kan se frem til et langt liv som arbejdsløs. Vil man være gymnasielærer, er det derfor vigtigt, at man sætter sig ind i de muligheder, der er ved den fagkombination, man påtænker at vælge. Det kan være farligt at vælge fagkombination efter hvilke fag, man har let ved, for med en kandidat vil man uundgåeligt have fået et fagligt overskud som grundlag og ballast for ens undervisning.

Det er også vigtigt, at man gør op med sig selv, om det at undervise gymnasieelever er noget, man vil. Det er vigtigt at have gode sociale egenskaber, da man skal arbejde tæt sammen med de andre lærere på gymnasiet. Det kan ikke lade sig gøre at holde sig for sig selv og bare undervise i sine fag. Derimod er et godt samvær med kollegaer og særligt eleverne i klasselokalet vigtigt for at få noget ud af undervisningen – dette gælder begge parter. Jeg har i mit arbejde som gymnasielærer gjort god brug af de såvel faglige som sociale kompetencer, som jeg har opnået gennem min uddannelse på AAU. Samarbejde på tværs af faggrupper er en nødvendighed i hverdagen på gymnasiet i dag".