AAU logo

Matematik

Studerende fortæller

Studerende fortæller

Zeineb Al-Jawahri, studerende på Matematik, fortæller om uddannelsen

"For mig er det meget motiverende at blive udfordret på ens faglige evner"

Hvilke overvejelser gjorde du dig, da du bestemte dig til at begynde på en matematikuddannelse?

”Jeg har siden folkeskolen altid vidst, at jeg ville uddanne mig til noget inden for matematik. Det gik dog først sent op for mig (i 3.g), at man kunne læse rent matematik på universitetet, men efter jeg fandt ud af det, var jeg ikke i tvivl om, at det var det jeg ville. Idet jeg lige siden barn har haft lyst til at blive underviser, var det nærliggende for mig at starte på matematik-uddannelsen, for dernæst at overveje hvilket andet fag, jeg kunne læse ved siden af matematik, for at opnå to fag, jeg senere hen kunne undervise i på gymnasiale uddannelser.”

Hvad er det særlige ved at læse netop Matematik?

”Det særlige ved at læse på matematik uddannelsen, er den konstante udfordring man står overfor, hver gang man lærer om nyt stof til en forelæsning. For mig er det meget motiverende at blive udfordret på ens faglige evner, og det gør, at jeg aldrig føler, det er kedeligt eller på nogle måder trættende at studere, trods det kan føles hårdt nogle gange.”

Hvordan går en typisk dag på studiet?

”En typisk dag på studiet kan se ud på følgende måde: Jeg møder ind klokken 8.15, hvor jeg starter med 2x45 minutters forelæsning efterfulgt af 2*45 minutters opgaveregning. Igen er det noget specielt ved matematik-uddannelsen (sammenlignet med mit sidefag idræt), at man bruger halvdelen af tiden (ifht. skemaet), til at regne opgaver. Hvis dagen kun står på et kursus, vil vi typisk have gruppearbejde i et par timer efter skemaplanen. Her fokuseres der på projektarbejde i gruppen.”

Hvad vil du bruge din uddannelse til?

”Jeg vil bruge min uddannelsen til at blive gymnasielærer i matematik og idræt. Min uddannelse slutter om under et år, men jeg føler stadig, at jeg har en lyst til at studere videre. Derfor går jeg lige for tiden og overvejer, om jeg vil vende tilbage til matematik-studiet (hvis muligt), efter jeg har været på arbejdsmarkedet nogle år.”

Zeineb Al-Jawahri, studerende på Matematik