AAU logo

Eksempler på succesfulde opfindelser og teknologi

Banebrydende opfindelser og teknologier fra Aalborg universitet skaber grundlag for udvikling og vækst i samfundet gennem aftaler om teknologioverførsel med virksomheder fra hele verden.

Bøttefundamentet skaber grundlaget for ny offshore industri

 

Bøttefundament set ovenfra

Selve opfindelsen er et unikt, hybridt fundamentkoncept, som kan anvendes meget bredt i mange forskellige sedimenttyper. Undersøgelser fra Carbon Trust Offshore Wind Accelerator (OWA) viser, at bøttefundamentet vil kunne reducere omkostninger til fundamenter i en havvindmøllepark med op til 30 procent, og at bøttefundamentet vil kunne bruges i 80-90 procent af vindemølleparkerne i Nordeuropa.

Selve installationsprocessen er en stor del af det, der gør THE BUCKET FOUNDATION unikt, og ikke mindst væsentligt billigere end andre fundamenter. Teknologien gør det således muligt at installere og afinstallere fundamentet med en kombineret spule- og sugeteknik, der betyder, at støjgener for havdyr holdes på et absolut minimum, og at hele fundamentet kan fjernes og genbruges.

Bøttefundament på skib

I fuld skala består teknologien principielt af en stor omvendt bøtte med en diameter på over 14 meter med en monopile ovenpå. Selve fundamentet kan slæbes eller sejles ud til stedet, hvilket sikrer høj fleksibilitet til installation. På stedet positioneres fundamentet, og bøtten placeres på havbunden, hvor vandet suges ud. Herved skabes et undertryk, således fundamentet på kontrolleret vis suges ned i havbunden. Det opdelte suge- og dysesystem i skørtets kant sikrer vertikalitet indenfor 0,1 % nøjagtighed.

De første fundamenter er installeret, og selskabet arbejder nu på at optimere løsningen til masseproduktion i et projekt støttet af bl.a. Højteknologifonden. Universal Foundation er derudover med i et amerikansk projekt i søen Lake Erie ud for Cleveland. Projektet til i alt 120 millioner dollars (ca. 800 millioner kroner) vil benytte den danske virksomheds specielle sugebøtte-teknologi til at fastgøre fundamenterne til seks nye vindmøller i bunden af søen.

Fred. Olsen er i dag hovedaktionær i virksomheden, hvori også Novation og Aalborg Universitet indgår.

Yderligere info

 
 

Kontakt AAU

Har du spørgsmål til AAU's opfindelser og teknologi, og til hvordan du erhverver dig ret til at udnytte dem kommercielt, er du velkommen til at kontakte:

AAU's kontor for teknologioverførsel
Tlf.: 9940 9336
E-mail: patent@adm.aau.dk