AAU logo

Nye produktideer hos Kuvatek

Én engageret virksomhed, syv grupper AAU-studerende, et produkt med stort potentiale – dét er cocktailen bag et vellykket samarbejdsforløb mellem vandkølervirksomheden Kuvatek A/S i Sindal og studerende fra AAU’s uddannelse Industrielt Design.

Direktør hos Kuvatek A/S John Green havde i en årrække gået med et ønske om at indlede et samarbejde med ingeniørstuderende fra AAU, da han i 2014 fik kontakt til AAU Matchmaking gennem Bæredygtigt Forum. I første omgang gik snakken på en Solution Camp, men da lektor Kaare Eriksen fra Institut for Arkitektur og Medieteknologi senere på året var på udkig efter samarbejdsvirksomheder til de studerende på første semester af masteruddannelsen i Industrielt Design, opstod ideen til at lade samtlige studerende skrive projekt om én virksomhed: Kuvatek A/S, som designer og producerer bæredygtige og økonomiske vandkølere til bl.a. kontorer og hospitaler.

Udbytte for alle parter

I stedet for at stille alle syv grupper den samme udfordring, blev det besluttet, at hver gruppe skulle arbejde med hver sin udfordring. Dette førte til, at virksomheden nu har fået udviklet forslag til vandkølere målrettet helt specifikke målgrupper, eksempelvis vandkøler til brug på et hospital, i private hjem, til handicappede, på festivaler, i kantiner og på tankstationer.

Hos Kuvatek A/S ser man samarbejdet som en win-win situation for alle parter:

”For os som virksomhed er det jo spændende at få ny energi og nye ideer ind i virksomheden fra nogle, der har lyst til at finde nogle utraditionelle løsninger. Samtidig er det også vigtigt for os at være med til at forme fremtidens ingeniører – som vi jo også selv skal leve af i de kommende år – og give dem et indblik i den virkelighed, de skal ud at arbejde i. De lærer mange ting på universitetet, men der er også mange praktiske og tekniske aspekter ved udvikling og produktion af et produkt, som de først får indsigt i, når de kommer ud og oplever, hvordan forholdene er i en virksomheds og slutbrugers hverdag,” siger John Green.

Løsninger med potentiale

Projektsamarbejdet forløb over efterårssemesteret 2014 og blev afsluttet den 29. januar 2015, hvor de syv deltagende grupper fremlagde deres projekter og prototyper for virksomheden, vejledere og de andre grupper på semesteret. John Green er ikke i tvivl om, at der er potentiale i de studerendes løsninger:

”Vi har fået designforslag, som er meget inspirerende, og som vi sagtens kan forestille os i vores produktsortiment. Der er nogle ting, der skal arbejdes videre med, men der er klart potentiale for de løsninger, nogle af grupperne har fundet frem til. Eksempelvis er der blevet lavet en løsning til kantiner, der har et rigtigt interessant design, som nemt ville kunne sættes i værk, og som lever op til det, man kan kalde solidt, klassisk dansk design,” siger en tilfreds John Green.

”Vi går nu hjem og ser på, hvordan de relevante produktideer vil kunne videreudvikles og føres ud i livet – og i den proces kan vi også sagtens finde på at gøre brug af de studerende, der har udviklet ideerne, gennem freelanceansættelser,” afslutter han.

 

Fakta om samarbejdet

Samarbejdstype: Studenterprojekt

Varighed: 1 semester

Udbytte for virksomheden:
- Nye produktideer
- Nye, utraditionelle ideer og vinkler på virksomhedens produkter
- Mulighed for indflydelse på uddannelsen af potentielle fremtidige medarbejdere

Generel information om samarbejde med AAU

Vil du høre mere om dine samarbejdsmuligheder med AAU generelt, er du altid velkommen til at kontakte:

Aalborg Universitets Matchmaking-sekretariat
Tlf.: 9940 7376
E-mail: match@aau.dk