AAU logo

Nye højder med højtuddannet medarbejder

Ansættelsen af en højtuddannet kan være med til at øge både omsætning og antallet af arbejdspladser i en virksomhed – det viser regionale tal fra Væksthus Nordjylland. En af de virksomheder, der har mærket den positive effekt, er Thermex i Hjørring, som har haft stor succes med ansættelsen af en videnpilot fra Aalborg Universitet.

”Vi havde behov for at få analyseret processerne helt til bunds, og det krævede nogle meget specifikke kompetencer, som vi ikke havde i huset,” fortæller direktør i Thermex Henrik Stegenborg Andersen. Virksomheden er specialiseret i emfang og emhætter og stod med en konkret udfordring, der omhandlede processerne i virksomhedens kvalitetsstyring.

Thermex tog derfor kontakt til Hjørring ErhvervsCenter, som sammen med Væksthus Nordjylland guidede virksomheden igennem ansættelse af en medarbejder gennem den såkaldte videnpilotordning, hvor virksomheder med mellem 2 og 100 fuldtidsansatte kunne få tilskud til ansættelse af en højtuddannet.

Valget faldt på Rikke Hyldgaard Jensen, der med sin uddannelse som procesingeniør fra Aalborg Universitet passede perfekt ind i Thermex’s udfordring. Arbejdsopgaverne lød bl.a. på dataopsamling, sikring af kvalitet og service og fokus på at være på forkant fremfor bagkant i produktionen. Dertil kom lang række andre opgaver, da først hun kom i gang med projektet, og det, der begyndte som en løntilskudsstilling i 2013, blev i september 2014 til en ordinær ansættelseskontrakt som kvalitets- og logistikassistent.

Sparring og vejledning

For Thermex var det naturligt at overveje ansættelsen af en højtuddannet til den pågældende opgave, men den rådgivning, de har fået undervejs, har haft stor betydning. Henrik Stegenborg Andersen siger:

”Tilløbet til at få en højtuddannet ind i virksomheden havde afgjort været længere, hvis ikke Hjørring Erhvervscenter og Væksthus Nordjylland havde stået til rådighed med sparring og vejledning undervejs i processen. Vi har især haft stor nytte af vejledning og sparring til at præcisere jobindhold og målsætninger for vores nye medarbejder.”

Hos Hjørring ErhvervsCenter er man glade for det gode resultat af samarbejdet, og Thermex’ gode eksempel er ikke enkeltstående. Henrik Dam, som er konsulent ved erhvervscenteret, fortæller:

”Mange virksomheder opdager, at en højtuddannet medarbejders kompetencer kan være med til at skubbe virksomheden videre i den rigtige retning. Der er mange muligheder for tilskud og sparring, og derfor er det blevet både nemmere og mere tilgængeligt også for mindre virksomheder at investere i en højtuddannet. Lige nu oplever vi stor interesse fra virksomheder, der ikke tidligere har haft en akademiker ansat.”

Videnpilotordningen er nu ophørt, men virksomheder, der er interesserede i at ansætte højtuddannede, kan i stedet søge tilskud gennem InnoBooster-ordningen.

Fakta

Samarbejdstype: Ansættelse af højtuddannet i løntilskud (videnpilot)
Varighed: 1 år

Udbytte for virksomheden:
• Ny velkvalificeret medarbejder
• Nye kompetencer og viden omkring styringsprocesser
• Løsning af en konkret udfordring med stor betydning for virksomhedens produktion

Generel information om samarbejde med AAU

Vil du høre mere om dine samarbejdsmuligheder med AAU generelt, er du altid velkommen til at kontakte:

Aalborg Universitets Matchmaking-sekretariat
Tlf.: 9940 7376
E-mail: match@aau.dk