AAU logo

Hydrema: Perfekt praktikdate

Det er ikke altid, at en date bliver til mere end den ene date. Men da Støvring-virksomheden Hydrema og to cand.merc.-studerende fra AAU datede, var der ingen tvivl. De skulle have hinanden.

En ren fornøjelse! Sådan siger Mads Peter Olesen om at have to cand.merc.-studerende fra Aalborg Universitet i praktik. Han er marketing manager i Støvring-firmaet Hydrema, som udvikler, producerer, markedsfører og sælger højteknologiske entreprenørmaskiner.

Men havde det ikke været for en henvendelse fra Rebild Erhvervskontor, er det langt fra sikkert, at Mads Peter Olesen og Hydrema havde mødt de to cand. merc.-studerende Jesper Andersen og Claes Jensen.
- Vi har generelt rigeligt at se til, så hverdagen levner sjældent tid til, at vi gør noget proaktivt. Men da vi fik en henvendelse fra Rebild Erhvervskontor om, at vi kunne få 50 internationalt orienterede studerende på virksomhedsbesøg og efterfølgende deltage i en speed dating om evt. praktikpladser, slog vi til. Det var en god mulighed for at se potentielle praktikanter an og finde de helt rigtige - og endda på markant kortere tid end hvis vi skulle lave en rekrutteringsproces, siger Mads Peter Olesen.
Besøget på Hydrema og efterfølgende speed dating var en del af en såkaldt Tour de Rebild, hvor en busfuld studerende besøger forskellige virksomheder i en kommune og derefter mødes med virksomheds-repræsentanter til speed dating om praktikpladser. Der er de senere år blevet afholdt Tour de … i mange nordjyske kommuner. Tourene arrangeres af Aalborg Universitets Matchmakingkontor sammen med den lokale kommune, og nu var turen altså kommet til Rebild. Og det glæder Mads Peter Olesen.

- Det var en rigtig god oplevelse at have besøg her på virksomheden af 50 interesserede studerende. Vi fik mulighed for både at vise, hvordan vi laver vores produkter, og hvordan vi arbejder med salg og marketing. Under præsentationen fik vi også mulighed for at ridse forskellige problemstillinger op, så de studerende fik en mulighed for at spore sig ind på, om det måske kunne være relevant for dem at være praktikanter hos os, siger Mads Peter Olesen.

Og det var det tydeligvis. Under den efterfølgende speed dating var ikke mindre end 15 interesserede, men Jesper Andersen og Claes Jensen skilte sig ud.

- Alle ville det gerne, men det virkede bare som, at de to lige ville det lidt mere end de andre. Samtidig var de på 8. semester og dermed det helt rigtige sted i uddannelsen, for så har de en god teoretisk ballast, som de kunne få prøvet af hos os, siger Mads Peter Olesen.

Og de to praktikanter har levet op til forventningerne.
- De er gået fint ind i organisationen, og de har været gode til at stille kritiske spørgsmål, som tvinger os til at tænke over, hvorfor vi gør, som vi gør. Og så har de kastet sig over og fået lavet mange af de arbejdsopgaver, som vi har skubbet foran os, siger Mads Peter Olesen.

- De har eksempelvis udarbejdet forslag til salgsfremmende tiltag på eksportmarkeder og udført markedsanalyser, så vi nu har viden om kundernes købemønstre frem for bare at have en fornemmelse. Til gengæld har de to fået et indblik i de udfordringer, som en eksporterende erhvervsvirksomhed står over for. De har også fået et indblik i hele værdikæden fra at opfinde et produkt, udvikle det, sætte det i produktion og til internationalt salg, og den viden vil forhåbentlig være meget nyttig for dem i deres fremtidige karrierer, siger Mads Peter Olesen.

Men selv om praktikperioden er slut, er de to parter slet ikke færdige med hinanden. Når Jesper Andersen og Claes Jensen om kort tid går i gang med deres speciale, bliver emnet højest sandsynligt… Hydrema.

FAKTA

Samarbejdstype: Tour de Kommune + praktik
Varighed: 3 måneder
Udbytte for virksomheden:
• Ny refleksion over praksis
• Fået løst opgaver, der ellers er blevet skubbet til side
• Forslag til salgsfremmende tiltag på eksportmarkeder
• Markedsanalyser (viden om kundernes købemønstre)
Yderligere info:
Tour de Kommune: www.aau.dk/samarbejde/virksomheder/
samarbejde-studerende/besoeg/

Praktik: www.aau.dk/samarbejde/virksomheder/samarbejdestuderende/
praktik/

Generel information om samarbejde med AAU

Vil du høre mere om dine samarbejdsmuligheder med AAU generelt, er du altid velkommen til at kontakte:

Aalborg Universitets Matchmaking-sekretariat
Tlf.: 9940 7376
E-mail: match@aau.dk