AAU logo

Direktører uddanner sig også

Selvom man allerede er rigtig dygtig til at drive sin virksomhed, kan man godt stile endnu højere og ønske at blive både bedre til det, man allerede kan, og samtidig fylde nye, strategiske ledelsesværktøjer på CV’et og ind i virksomheden. Sådan tænker direktør Susanne Langbak, SeaCo A/S, der ved siden af at drive virksomhed læser en MBA (Master of Business Administration) på Aalborg Universitet.

I 2003 etablerede Susanne Langbak sammen med Jim Christensen SeaCo A/S i Hirtshals, som er en international handelsvirksomhed med import og eksport af fisk. Hun er oprindeligt uddannet på Aalborg Universitet som cand.mag. i Sprog og Internationale Forhold, og da drømmen om en MBA skulle opfyldes, var det nærliggende at søge tilbage til AAU.

”AAU har en akkrediteret og internationalt anerkendt MBA-uddannelse, og så har jeg også fra tidligere gode erfaringer fra AAU og den måde, undervisningen foregår på, med problembaseret læring, som kan bruges i praksis,” fortæller Susanne Langbak, som startede på MBA-uddannelsen i foråret 2014. Hun har helt klare mål med sin uddannelse:

”Jeg har længe haft en drøm om at tage en MBA-uddannelse – både for at blive en dygtigere leder og for at kunne bringe ny viden og inspiration ind i virksomheden. Målet er desuden at få nye faglige kompetencer, der skal være med til at bringe vores spændende virksomhed i yderligere vækst,” siger hun og tilføjer:

”Med MBA’en kan jeg bringe et teoretisk fundament og nogle ledelsesværktøjer ind i virksomheden, som vi kan bruge i vores daglige arbejde. Vi er i dag i SeaCo A/S rigtigt dygtige til at handle internationalt, og vi tror på, at MBA-uddannelsen kan være med til at styrke os endnu mere på et strategisk ledelsesmæssigt niveau.”

Udbytte fra dag ét

Susanne Langbak understreger, at selv om det kræver hårdt arbejde og viljestyrke at gennemføre en MBA-uddannelse, som jo ofte foregår sideløbende med ens daglige arbejde, så er det det hele værd. Man får nemlig helt fra start spændende, brugbare redskaber med hjem.

”Vi har arbejdet med flere projekter fra MBA-uddannelsen i virksomheden, og de har været rigtigt givtige for os. Det er nogle fantastisk dygtige professorer og foredragsholdere, som underviser i den nyeste viden, og når man kombinerer det med dygtige erhvervsfolk, så sker der noget,” understreger hun.

”Samtidig er der et spændende netværk på MBA-holdet, som er sammensat af dygtige folk fra vidt forskellige brancher. Man får et rigtigt godt indblik i de elementer, der påvirker ens egen virksomhed, og vi har allerede brugt meget af den viden, som jeg har opnået indtil videre på uddannelsen,” afslutter Susanne Langbak tilfreds.

 

Fakta

Samarbejdstype: Efteruddannelse (MBA)
Varighed: 2 år

Udbytte for virksomheden:
- ny viden og inspiration
- nye faglige kompetencer og værktøjer
- indblik i den nyeste viden
- sparring og netværk med de andre på holdet

Generel information om samarbejde med AAU

Vil du høre mere om dine samarbejdsmuligheder med AAU generelt, er du altid velkommen til at kontakte:

Aalborg Universitets Matchmaking-sekretariat
Tlf.: 9940 7376
E-mail: match@aau.dk