Renovering styrker mangfoldigheden i almene boliger

Renovering styrker mangfoldigheden i almene boliger

Større variation i boligtyper og bedre tilgængelighed tiltrækker nye beboergrupper til almene boliger. (Foto: Claus Bech-Danielsen)

Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet København har evalueret renoveringen af 11 almene boligbebyggelser, som er gennemført med støtte fra Landsbyggefonden fra 2014 til 2016. Evalueringen viser bl.a., at de fysiske forandringer ved renoveringer, fx etablering af forskellige boligtyper og øget tilgængelighed, styrker mangfoldigheden i de almene boliger ved at tiltrække nye beboergrupper til området.

Bedre tilgængelighed tiltrækker parcelhusejere

Ved at etablere et mere varieret udbud af boliger i forbindelse med renoveringerne, er det lykkedes nogle af boligområderne at gøre boligerne mere attraktive for nye typer beboere. Det er dels sket ved at etablere boligtyper, der er meget anderledes end de øvrige, og dels ved at kvalitetsniveauet og dermed også huslejen i de nye boligtyper er højere og derfor henvender sig til en anden gruppe mennesker.

En anden effektiv måde at tiltrække nye ressourcestærke beboere til et boligområde er ved at gøre boligerne mere tilgængelige for personer med funktionsnedsættelser, fortæller professor Claus Bech-Danielsen:

”Der er eksempler på, at seniorer i omkringliggende parcelhuskvarterer skriver sig på venteliste til de nyrenoverede boliger, fordi de er gjort mere tilgængelige”.

De tilgængelige boliger gør det også muligt for eksisterende beboere med funktionsnedsættelser at blive boende i boligområdet.

Sammen med boligforsker Mette Mechlenborg har han skrevet bogen Renovering af almene boligområder - Evaluering af fysiske indsatser gennemført i perioden 2014-2016, hvor de har kortlagt de fysiske indsatser og lavet en vurdering af, hvilken virkning de har haft på boligområdernes arkitektur og boligkvalitet samt på det sociale liv i boligområderne.

Færre tomme lejligheder

Evalueringen viser, at der flere steder skabes nye boliger ved at sammenlægge mindre lejligheder til større lejemål, som kan tiltrække en ny beboergruppe.

”Det kan være med til at skabe en social stabilisering af et boligområde, når små lejligheder nedlægges, da det ofte er her ressourcesvage beboere bor. Men når det sker, er det vigtigt at holde øje med, hvor de udsatte beboere flytter hen, og kommunerne bør være opmærksomme på, om sociale indsatser skal etableres i andre af lokalområdets boligkvarterer”, påpeger Mette Mechlenborg.

Begge forskere mener dog, at det er positivt, at der er flere tegn på, at fysiske renoveringer har medvirket til at fremtidssikre boligafdelingerne og til at skabe sociale forandringer i boligområderne ved at skabe en større spredning i sammensætningen af beboere. Og i boligafdelinger i udkantskommuner, hvor der tidligere har været tomme boliger, der var svære at udleje, meldes der nu om ventelister til de renoverede boliger.

”Og ikke mindst er det positivt, at de vigtigste personer i denne sammenhæng, de eksisterende beboere, beretter om øget stolthed over at bo i deres boligområde”, siger Mette Mechlenborg, som peger på, at det især også skyldes, at renoveringen flere steder har bidraget til stor arkitektonisk kvalitet, for eksempel i Rosenhøj i Viby, Søhusene i Nakskov og Sorgenfrivang II i Virum.

Evalueringen er støttet af Landsbyggefonden.

Læs mere og køb bogen på www.sbi.dk/renovering2014-2016.

Til redaktionen: Yderligere oplysninger ved henvendelse til professor Claus Bech-Danielsen (telefon 2360 5573, e-mail cbd@sbi.aau.dk) eller forsker Mette Mechlenborg (telefon 6130 9634, e-mail mme@sbi.aau.dk).

----------------------

Klik på billedet for at hente det i høj opløsning.

I Houlkærvænget i Viborg er der etableret tilgængelighed i 1/3 af lejlighederne. Det har været en succes, idet boligafdelingen har undgået yderligere fraflytning fra området og en øget søgning fra seniorer i de omkringliggende boligkvarterer. Foto: Claus Bech-Danielsen.

 

I boligområdet Rosenhøj i Aarhusbydelen Viby er der blevet opført helt nye boligtyper. Lejlighederne i de nye dobbelthuse er meget efterspurgte af både børnefamilier og seniorer. Dobbelthusene bevirker, at der skabes gårdrum mellem de eksisterende boligblokke. De nye gårdrum skaber identitet, tilhørsforhold og tryghed i bebyggelsen. Foto: Arkitema Architects.

Modtag nyheder fra AAU

Vil du gerne modtage nyheder fra Aalborg Universitet, kan du tilmelde dig via de to links nedenunder.