AAU logo
Lene Espersen nyt medlem af AAU’s bestyrelse

Lene Espersen nyt medlem af AAU’s bestyrelse

Aalborg Universitet har udpeget Lene Espersen, direktør for brancheorganisationen Danske Arkitekt-virksomheder, som nyt eksternt medlem af Aalborg Universitets bestyrelse.

Baggrunden for Lene Espersens indtræden er, at Lars Bonderup Bjørns medlemskab efter 8 år udløber pr. 30. juni 2016. Lene Espersen bliver medlem for perioden 1. juli 2016 til og med 30. juni 2020 med mulighed for genudpegning for en 4-årig periode.

På bestyrelsesmødet den 11. april vurderede AAU’s indstillingsorgan de foreslåede kandidater og besluttede at indstille Lene Espersen til godkendelse i universitetets udpegningsorgan. Udpegningsorganet består af Aalborg Universitets bestyrelsesformand samt to medlemmer udpeget af hhv. den europæiske sammenslutning af innovative universiteter, ECIU, og den tidligere bestyrelse for universitetets alumneforening.

- I udpegningsorganet var vi ikke i tvivl om, at Lene Espersen vil give bestyrelsen nye kompetencer. Med 20 års parlamentarisk erfaring, heraf 10 år på centrale ministerposter, vil hun kunne tilføre bestyrelsen indgående erfaring i bl.a. politiske beslutningsprocesser, siger Lars Bonderup Bjørn, formand for udpegningsorganet og for AAU's bestyrelse.

I henhold til universitetets vedtægt har det ledige eksterne mandat været offentliggjort på universitetets hjemmeside samt i øvrige medier, hvorefter enhver person har haft mulighed for at indgive begrundede forslag til kvalificerede kandidater.

- Jeg glæder mig til at kunne bidrage til Aalborg Universitets fortsatte fremgang. Jeg vil have fokus på, at universitetets nye strategi for de kommende 5 år, ”Viden for verden”, bliver til virkelighed, og Aalborg Universitet dermed sætter endnu større aftryk på uddannelse, forskning og samarbejde med det omgivende samfund, siger Lene Espersen.

Aalborg Universitets bestyrelse består af i alt 11 medlemmer. De 6 eksterne medlemmer udpeges af et udpegningsorgan. De øvrige 5 medlemmer vælges af og blandt AAU’s ansatte og studerende. Bestyrelsen er øverste myndighed for universitetet, varetager AAU’s interesser som uddannelses- og forskningsinstitution og fastlægger retningslinjer for universitetets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling samt for samspillet mellem bestyrelsen og universitetets rektor.

- Med Lene Espersen i bestyrelsen har universitetet fået et yderst kompetent medlem, som jeg ser frem til at samarbejde tæt med i bestyrelsen, siger Per Michael Johansen, rektor for Aalborg Universitet

 

Yderligere oplysninger

Rådgiver Bo Jeppesen, tlf. 6140 4061, e-mail: boje@adm.aau.dk

Modtag nyheder fra AAU

Vil du gerne modtage nyheder fra Aalborg Universitet, kan du tilmelde dig via de to links nedenunder.