AAU logo
Idrætsforeningernes grundidé under forandring

Idrætsforeningernes grundidé under forandring

Tre unge studerende fra kandidatuddannelsen i idræt på Aalborg Universitet har kastet deres blik på det danske foreningsliv. Deres undersøgelse viser, at idrætsforeningerne er ved at fjerne sig fra den oprindelige grundidé om at være et samskabende fællesskab. Snarere er der tegn på, at idrætsforeningerne opfattes som et firma, der yder en service. Det kan være undergravende på den lange bane, mener de studerende.

I dagtimerne er de idrætsstuderende. I fritiden har de deres vante gang i det danske foreningsliv. Og de har alle sammen undret sig over det, de oplever i de idrætsforeninger, de har kendskab til. Så meget endda, at de på 9. semester valgte at dedikere et helt universitetsprojekt til emnet frivillighed i holdboldspilsforeninger.

- Vi fornemmer, der er blevet et andet fokus, fortæller Jesper Wasilewski Larsen, der valgte at undersøge disse fornemmelser nærmere i et projekt i samarbejde med Jakob Andersen Molbech og Thyge Sall.

What’s in it for me?

Kongstanken i foreningslivet er, at det er et samskabende fællesskab, der tager udgangspunkt i demokratiske værdier og processer. Det, de tre studerende hører i deres interviews med forældre til børn i holdsportsforeningerne, ligger imidlertid et stykke fra denne grundtanke. De oplever, at forældrenes motiver er anderledes:

- Et gennemgående træk er den manglende forståelse for det egentlige formål med foreningslivet. Forældrene snakker om, at man skal kunne se meningen med det, hvis man skal hjælpe med noget. Man vil ligesom gerne have noget ud af det selv. Det kan eksempelvis være, at man kommer på kursus og dermed selv får nogle nye kompetencer. Eller det kan være noget, som deres barn får noget ud af. Generelt oplever vi, at der er tale om egoistiske og ikke altruistiske grunde til at deltage i foreningsarbejde. Der tænkes kortsigtet, og der tænkes i relevans, fortæller Jesper Wasilewski Larsen og Jakob Andersen Molbech.

Dennis Jim Frederiksen, studielektor og ph.d. stipendiat, forsker i frivillighed på Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet, og ifølge ham er det en tendens i tiden, de studerende her har oplevet:

- Mange foreninger er traditionelt båret af kollektivt tænkende frivillige, men der er for tiden en tendens til, at vi ser flere og flere refleksive frivillige, som i langt højere grad ser frivillighed som et personligt projekt. Det skal passe ind i deres hverdag og handle om noget, der giver mening for dem. Jeg tror, de fleste vil sige, at de får nogle goder ud af at lave frivilligt arbejde, men der er klart forskel på, om de goder ses som den primære årsag til, at man er der, eller om de mere er et biprodukt af det engagement, man alligevel har i en forening, uddyber Dennis Jim Frederiksen.

Forventninger om professionel styring

Tidsressourcer og prioritering af sin tid er en gennemgående tematik blandt de forældre, som de idrætsstuderende har talt med. Men forståelsen for sin egen begrænsede tid er størst.

- Det er som om, at man i højere grad opfatter idrætsforeningerne som et firma, der yder en service. Forældrene har forventninger om en decideret professionel organisering af arbejdet i foreningen, fordi det vil lette arbejdet for dem selv. Men det kræver jo tid, hvis man skal drive foreningen som en professionelt styret forretning. Tid som også skal komme fra frivillige – bare de andre frivillige. Så der er et paradoks i, at man som frivillig har forventninger til andre frivillige, som man imidlertid selv har svært ved at leve op til.

Den tendens kan være undergravende på den lange bane, mener de tre studerende og peger samtidig på, at denne måde at tale om tingene på, måske skyldes, at man har en ’dem og os’-tankegang:

- Der skelnes tilsyneladende mellem ’frivillige’ og ’forældre’ – selvom alle i princippet er frivillige, når der er tale om en idrætsforening. Når forældrene siger ’de frivillige’, så snakker de om nogle andre end sig selv. Der er nogen, der er frivillige, og så er der nogen, der er forældre. Det er en interessant distinktion, som vi tager som udtryk for en form for distance eller gruppering, fortæller Jesper Wasilewski Larsen.

At den distinktion er interessant, er Dennis Jim Frederiksen enig i. - Foreninger kaldes ofte for ’forpligtende fællesskaber’, men det kræver nok en vis grad af kontakt med foreningens indre og en grad af relationer til de andre frivillige at komme til at føle sig særligt forpligtet. Hvis man ser på foreningen mere på afstand eller ikke deltager de samme steder som dem, de kalder ’frivillige’, så kan der opstå det, man kalder ’free-rider problemet’; en oplevelse af, at man kan få godet uden at skulle bidrage, fortæller Dennis Jim Frederiksen.

På trods af den tendens oplever de studerende dog også forældre, som engagerer sig og gerne vil give sociale og demokratiske værdier videre til deres børn. – Det betyder noget for dem at lære de andre forældre og børn at kende. Forældrene vil gerne støtte op om deres barns aktiviteter, og de finder glæde ved fællesskabet og ved at gøre noget i en god sags tjeneste. Den indsigt har vi heldigvis også fået med os gennem dette projektarbejde, fortæller Jakob Andersen Molbech om projektet, der er vejledt af ph.d.-stipendiat Kathrine Liedtke Thorndahl fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi.

 

Kontakt:

  • Pressekontakt Lone Bechmann, Aalborg Universitet, lbec@adm.aau.dk, 99 40 20 11
  • Kandidatstuderende i idræt, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet, Jakob Andersen Molbech, jmolbe12@student.aau.dk, tlf. 24 47 16 22
  • Dennis Jim Frederiksen, studielektor og ph.d.-stipendiat, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, dennisjf@hum.aau.dk, tlf. 99 40 31 01

Modtag nyheder fra AAU

Vil du gerne modtage nyheder fra Aalborg Universitet, kan du tilmelde dig via de to links nedenunder.