AAU logo
AAU-forskning i effektelektronik vækker international opsigt

AAU-forskning i effektelektronik vækker international opsigt

Når industrien udvikler fx vindmøller og solcelleanlæg, er det afgørende, at komponenterne, de er bygget af, er pålidelige, at koblingen til elnettet er robust, og ikke mindst at flere energikilder kan kobles på elnettet, uden at de påvirker hinanden negativt. Forskere i effektelektronik på Aalborg Universitet er førende på området og modtog i sidste uge prestigefulde internationale priser for tre videnskabelige artikler.

Når industrien udvikler højeffektelektronik, er det nødvendigt, at de færdige produkter er både pålidelige og gennemtestede, inden de kommer på markedet. Det er dog ofte en langstrakt affære at få testet nye komponenter i produktion. Men forskere fra Aalborg Universitet har i samarbejde med Grundfos udviklet matematiske modeller, der gør det muligt at forudsige levetiden af komponenterne afhængigt af, hvilken belastning de bliver udsat for.

- Det er af enorm betydning for industrien, at de kan forudsige, hvornår de enkelte komponenter har nået den maksimale belastning. Det betyder nemlig, at man vil kunne udskifte komponenten, inden den fejler og dermed forhindre driftsnedbrud og omkostningstunge reparationer, siger professor Frede Blaabjerg, der er medforfatter på alle tre prisvindende artikler.

Netop artiklen om forskningen i komponenters levetid er blevet kåret som ”Best Paper” af tidsskriftet IEEE Trans. on Power Electronics, der anses for at være verdens mest prestigefulde tidsskrift inden for effektelektronik.

Robust styring og stabil produktion  

Noget, som industrien bag vedvarende energisystemer også er afhængig af, er, at koblingen til elnettet er robust, og at elnettet kan håndtere flere energiproducerende enheder på en gang, uden at det går ud over stabiliteten i produktionen. Det er de to forskningsområder, der er udgangspunktet for de to andre videnskabelige artikler, som også opnåede international hæder i sidste uge. Den ene artikel er kåret til ”Best Paper” i IEEE Journal of Emerging and Selected topics in Power Electronics, mens den anden har fået prisen som bedste artikel på konferencen IEEE Energy Conversion Conference.

De flotte resultater vækker glæder på Aalborg Universitet.

- Når vi høster så mange priser fra de store prestigefulde tidsskrifter og konferencer, er det et udtryk for, at vi på Aalborg Universitet befinder os i den absolutte verdenselite, når det gælder forskning i effektelektronik. Så det er et stort cadeau til Frede Blaabjerg og hans hold og til hele Aalborg Universitet, siger Mogens Rysholt Poulsen, der er dekan for det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet.

Fakta om de tre priser

  1. ”Best Paper” i IEEE Trans. on Power Electronics.
    Artiklen omhandler, hvordan man ved hjælpe af matematiske modeller kan forudsige levetiden af effektelektroniske komponenter.
    Artiklen er skrevet i samarbejde med Grundfos.
    Forskningen bag artiklen relaterer sig til Center for Pålidelig Effektelektronik (CORPE), som er støttet af Innovationsfonden.
     
  2. ”Best Paper” i IEEE Journal of Emerging and Selected topics in Power Electronics.
    Artiklen omhandler, hvordan solcelle-invertere og vindmøllestyringer opfører sig, når de kobles på elnettet. Artiklen foreslår designmetoder til at udvikle mere robuste styringer.
    Artiklen er skrevet i samarbejde med en forsker fra Nanyang Universitetet i Singapore.
    Forskningen bag artiklen er gennemført i European Research Council’s Advanced Grant-projektet ”Harmony”.
     
  3. ”Best paper” ved IEEE Energy Conversion Conference.
    Artiklen er publiceret i IEEE Transactions on Industry Applications, og den diskuterer de problemer, der opstår, når der er flere energiproducerende enheder på nettet - fx solcellesystemer. En af risikoerne er, at de påvirker hindanden, så de ikke arbejder stabilt. Artiklen kommer med løsninger til at sikre en stabil drift og kan bruges af industrien i dag.
    Forskningen bag artiklen er ligeledes gennemført i European Research Council’s Advanced Grant-projektet ”Harmony”.

Om Frede Blaabjerg

Professor i effektelektronik på AAU’s Institut for Energiteknik. Han har også tidligere i år høstet international anerkendelse for at være den mest citerede forsker i verden pr. publikation inden for emnet ”engineering”, og han er blevet udpeget som Villum Investigator.

Kontakt

Professor Frede Blaabjerg, AAU, tlf. 2129 2454, fbl@et.aau.dk 

Modtag nyheder fra AAU

Vil du gerne modtage nyheder fra Aalborg Universitet, kan du tilmelde dig via de to links nedenunder.