AAU logo
Regional ulighed sættes under lup

Regional ulighed sættes under lup

AAU-forskere ønsker med et nyt forskningscenter at skabe øget viden om regional dynamik og ulighed i Danmark. Det markeres med en åbningskonference tirsdag den 16. maj, hvor forskerne vil se nærmere på en række problemstillinger, der præger det danske samfund som fx store geografiske forskelle i værditilvækst og vækst i befolkning og arbejdsstyrke.

Debatten om regional ulighed er igen blusset op, efter politikere taler om at flytte flere statslige arbejdspladser ud i landet. Men er den regionale ulighed større i dag end for 30 år siden, og hvad ligger i givet fald bag udviklingen? Det mener en gruppe forskere på AAU, at vi grundlæggende mangler viden om, og det er baggrunden for, at de nu har etableret Center for Forskning i Regional Dynamik og Ulighed, som åbnes med konferencen ”Danmark i balance?” den 16. maj.

- Vi vil undersøge den regionale ulighed i Danmark og sætte fokus på bl.a. økonomi, arbejdsmarkedsforhold, bosætning og uddannelsesforhold, og på sigt er planen også, at vi gennem samarbejde med kolleger fra andre fagområder vil se på regionale aspekter af eksempelvis ulighed på sundhedsområdet, fortæller professor Jørgen Goul Andersen fra Institut for Statskundskab, som er en af initiativtagerne til det nye center.

Ved åbningskonferencen vil han og de øvrige forskere under Center for Forskning i Regional Dynamik og Ulighed derfor sætte fokus på en række problemstillinger, der skal danne grundlag for nye forskningsprojekter.

- Hvis man ser på den værditilvækst, som virksomheder i de forskellige regioner skaber, giver det et interessant billede. På Bornholm har der fx siden 2008 været tale om en tocifret vækst pr. indbygger, og det drives af en af landets højeste produktivitetsstigninger. Men på andre parametre ser det skidt ud. Arbejdsstyrken er således i perioden fra 2008 til 2015 faldet med 10 pct. og befolkningstallet med 7 pct. Men de virksomheder, der er på Bornholm, skaber værdi, og der tales aktuelt også om dynamikken i det bornholmske erhvervsliv. Helt anderledes ser det imidlertid ud på Syd- og Vestsjælland. Her er der både stagnerende befolkningstilvækst, et fald i arbejdsstyrken og antallet af jobs, og udviklingen i den samlede værditilvækst halter derfor bagefter. Man kan på den baggrund stille spørgsmålet, om det koster for et lokalsamfund, snarere end det smitter af, hvis man ligger tæt på et vækstcentrum som København og omegn, der faktisk er den eneste danske landsdel, som har positiv vækst på alle parametre, siger en anden af forskerne, der er tilknyttet det nye forskningscenter, lektor Ina Drejer fra Institut for Økonomi og Ledelse.

Fakta:

- Konferencen ”Danmark i balance?” finder sted på Utzon Center den 16. maj kl. 13.00-16.00
- Som afslutning på konferencen spiller musikeren Allan Olsen numre fra sin nye cd
- Læs mere om Danmark i balance?

For yderligere information kontakt:

Professor Jørgen Goul Andersen på tlf.: 99 40 81 73 eller på e-mail: goul@dps.aau.dk
Lektor Ina Drejer på tlf.: 99 40 27 44 eller e-mail: id@business.aau.dk

Modtag nyheder fra AAU

Vil du gerne modtage nyheder fra Aalborg Universitet, kan du tilmelde dig via de to links nedenunder.