AAU logo
Ondt i ryggen eller dårligt knæ? Ny dansk app giver en hånd til smertebehandling

Ondt i ryggen eller dårligt knæ? Ny dansk app giver en hånd til smertebehandling

Nordjyske forskere har udviklet en app til din telefon, hvor du visuelt kan tegne dine smertepunkter, så lægen kan se dine symptomer som billeder og video. Det sparer tid og forbedrer behandlingen.

Det kan være svært at forklare din læge præcis hvor og hvordan, det gør ondt, men misforståelsernes tid er snart ovre. Med en ny app og webplatform kaldet Navigate Pain kan du dagligt registrere type, intensitet og udstrækning af din smerte ved blot at tegne på en 3D model af menneskekroppen.

Appen er det første evidensbaserede kliniske system til visuel kommunikation mellem patient og læge, og registrerer udviklingen i dine symptomer som letforståelige grafikker på din smartphone eller tablet. Din læge eller fysioterapeut får så et hurtigt overblik over dine data som en video på sin computer og kan derefter dykke ned i grundige visuelle analyser af, hvordan dine smerter har udviklet sig.

”Hvis du nogensinde har forsøgt at beskrive dine symptomer for nogen, så ved du, hvor svært det kan være. Når man visualiserer smerten bliver det meget nemmere for patienten, og samtidig kan sundhedspersonale øjeblikkeligt genkende bestemte smertemønstre på billederne. Det sparer tid og fjerner misforståelser,” siger Shellie Boudreau, lektor på Aalborg Universitet og skaber af Navigate Pain.

Fortjente at blive brugt i lægeklinikker

Platformen er oprindeligt udviklet på Center for Neuroplasticitet og Smerte på AAU, hvor Shellie Boudreau er lektor og forsker. Der fandtes ingen metode til at registrere smerters udvikling over tid, så forskerne udviklede selv appen som et forskningsredskab.

”Efterhånden som programmet blev bedre og bedre, stod vi på et tidspunkt med et redskab, der fortjente at blive brugt i rigtige sundhedsklinikker. Så i 2015 grundlagde vi firmaet Aglance Solutions for at udvikle produktet og sende det på markedet,” siger Shellie Boudreau. Hun er nu CEO i firmaet, der arbejder med at udvikle Navigate Pain til sundhedsklinikker.

Sammen med Aalborg Universitet har Aglance Solutions sidenhen testet appen i mere end 60 klinikker, hospitaler og forskningsprojekter verden over og er nu klar til kommerciel brug. I sidste uge lancerede firmaet sin hjemmeside, hvor klinikker kan melde sig til at bruge Navigate Pain. Den dedikerede webplatform, som er optimeret til klinikkerne, vil være i brug allerede til sommer.

”Læger og fysioterapeuter har ikke tid til at bøvle med en kompliceret brugerflade. Teknologien skal bare fungere og passe gnidningsfrit ind i klinikkens arbejdsgange. Ellers vil fagfolk simpelthen ikke bruge platformen,” siger Shellie Boudreau.

Ud over at være et nyttigt redskab i patientkonsultationer og behandling, så vil Navigate Pains nye webplatform også have vigtige ekstrafunktioner til sundhedsklinikker såsom automatisk dokumentation af patientforløb og behandlinger og statistik til optimering af arbejdsgange.

Fremtiden for smertebehandling og body mapping

Lige nu fokuserer Navigate Pain på at etablere en bred brugerbase til den nye kommercielle platform. Derfor præsenteres virksomheden til Danish IP Fair den 9. maj for at tiltrække partnere inden for sundhedsbranchen, der hurtigt kan udbrede platformen til flere brugere.

Næste skridt for Navigate Pain er at vende blikket tilbage mod forskningsmiljøet, hvor projektet begyndte. Fordi systemet oprindeligt blev født som et forskningsredskab, er det i stand til at udføre anonymiseret data mining fra patienter og behandlingsforløb.

Imens den kommercielle platform ruller ud til brugerne, siger Shellie Boudreau, at firmaet senere i år vil lancere en separat platform, som er skræddersyet til forskningsmiljøet. Ved hjælp af mere avancerede analyseredskaber vil platformen give forskere adgang til de enorme mængder anonymiserede data, som appen indsamler globalt til forskningsbrug.

Shellie Boudreau og hendes forskerhold har netop udgivet en forskningsartikel baseret på appens data, som afslører unikke mønstre hos patienter med knæskader, som kan udnyttes til at forbedre behandling og smertehåndtering. Når dataene fra Navigate Pain i år bliver bredt tilgængelige for forskningsmiljøet, kan vi forvente lignende fremskridt for adskillige patientgrupper.

”Vores endelige mål er at skabe et alsidigt kortlægningsværktøj til kroppen, som kan visualisere ikke blot smerte, men alle mulige symptomer. Det vil gavne både patienter og klinikker og samtidig samle værdifulde data til forskningen,” siger Shellie Boudreau, lektor på Aalborg Universitet og CEO i Navigate Pain.

 

Mere information:

Danish IP Fair 2017: http://dipf.meeting-mojo.com/

Aglance Solutions: https://www.aglancesolutions.com/

Navigate Pain: http://www.navigatepain.com/

Forskningsartikel af Boudreau, Kamavuako og Rathleff, 18. April 2017: https://bmcmusculoskeletdisord.biomedcentral.com/articles/10.1186/s12891-017-1521-5

 

Kontakt:

Shellie Boudreau, lektor på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet og CEO i Aglance Solutions: +45 99 40 98 29

Hiva Ahmadi, Journalist og pressekontakt på Aalborg Universitet: +45 22 20 68 69

Modtag nyheder fra AAU

Vil du gerne modtage nyheder fra Aalborg Universitet, kan du tilmelde dig via de to links nedenunder.