AAU logo
Ny direktør: God innovation kræver talent og flere fagligheder

Ny direktør: God innovation kræver talent og flere fagligheder

Aalborg Universitets nye innovationsdirektør, Søren Damgaard, vil sætte mål for arbejdet med innovation og udvikling. Fra flere lederjob hos IBM og sammenlagt 30 års arbejde i it-industrien har han indgående kendskab til, hvordan samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv foregår.

Talent er det brændsel, som driver maskineriet og giver udvikling og innovation. Når talentet er til stede, har man gode chancer for at nå sine resultater – uanset hvilke udfordringer man ellers står over for. Man kan ikke ødelægge talent, men det er ikke nok bare at sidde og vente på, at talentet dukker op. Derfor skal opdagelsen af talent sættes på formel og systematiseres.

Og når vi har fundet talentet, skal vi sætte det i gang og målrettet kanalisere det derhen, hvor der er brug for det. Processen skal ske i tæt samarbejde med virksomheder og organisationer, som ønsker at indgå i et udbytterigt og udviklende samarbejde med universitetet. For helt centralt for arbejdet med innovation er, at det hele tiden foregår med fokus på entreprenørskab og iværksætteri.

Det er bl.a. med den grundholdning, at nuværende afdelingsdirektør hos it-giganten IBM Søren Damgaard efter nytår vil gå til opgaven som Aalborg Universitets nye innovationsdirektør.

Og det er en grundholdning, der ikke bare er funderet i mavefornemmelser og meninger. Gennem mange år med lederjob i IBM og sammenlagt 30 års erfaring fra it-industrien har Søren Damgaard flere gange set, hvad talent kan betyde for løsningen af en given opgave. F.eks. dengang i perioden 2007-2009  hvor han skulle etablere en organisation med over 1.000 medarbejdere i forbindelse med, at en kunde flyttede sin leverance af it til Bangalore og Chennai  i Indien.

- Der satte vi det som en forudsætning for ansættelse, at man havde taget en kandidatuddannelse. Ikke en bestemt kandidatuddannelse, bare en kandidatuddannelse. For når man har taget sådan en, har man vist, at man kan noget – at man har et talent. Og så er der noget at bygge ovenpå, fortæller Søren Damgaard og fortsætter:

- Og det virkede. Det var en meget spændende rejse, men de folk, vi ansatte, viste sig at kunne løse opgaven på forbilledlig vis og opnå resultater, vi end ikke havde drømt om, da vi gik i gang.

Blandt de andre erfaringer, han bringer med sig ind i jobbet, er, at det ikke er nok at fokusere på talent inden for ingeniør- og naturvidenskab, når det handler om innovation og udvikling.

- Det største udbytte får vi, når vi sætter forskellige baggrunde sammen og doserer dem rigtigt i forhold til hinanden. Ingeniør- og naturvidenskabsfolkene kan rigtig meget, men vi når betydeligt længere, hvis vi laver teams med flere fagligheder og medtager folk med f.eks. en humanistisk  eller samfundsvidenskabelig tilgang. I innovationssammenhæng har jeg selv arbejdet sammen med mange forskellige fagligheder fra så forskellige baggrunde som teologi, filosofi og lægevidenskab, siger Søren Damgaard.

Medicin, økonomi og nordisk litteratur

Den udtalelse kommer fra en mand, der har haft lejlighed til at fordybe sig i flere forskellige videnskaber end de fleste. Søren Damgaard er oprindelig uddannet cand.scient. i matematik og fysik fra Aarhus Universitet og senere lic.scient. i fysik. Men undervejs i sin universitetsuddannelse meldte han sig også på studiet i nordisk litteratur og dansk. Mest – som han selv siger – fordi ”de havde de sjoveste fester”. Han bestod alle fag på første del.

Senere tog han også forprøven i medicin for at kunne finansiere sit studie ved at tage medicinervagter på hospitaler rundt omkring i Jylland.

I en årrække efter uddannelsen arbejdede han som fysiker ved forskningscentret CERN i Schweiz. Men da han i 1982 vendte hjem til Danmark var det småt med forskerjob, der passede både til ham og til de krav, hans familie stillede. Derfor endte han mere eller mindre tilfældigt i et sælgerjob hos IBM i København. Det job supplerede han med en HA i driftsøkonomi og regnskab, en lederuddannelse og en første del af en HD på Handelshøjskolen i København.

Derefter begyndte en mangeårig karriere på lederplan hos IBM.

- Det var ikke et bevidst valg at gå fra den videnskabelige verden til en karriere inden for økonomi og forretningsudvikling. Og jeg har også ind imellem savnet at komme tilbage til forskningen. Men på den anden side har det også været et heldigt skifte for mig. Som forsker arbejder man jo meget alene og har fokus på at få publiceret så meget som muligt, mens jeg har haft det privilegium at fungere og udvikle nyt i teams sammen med andre. Det er der en stor værdi i, siger Søren Damgaard.

Kender faldgruberne

Det er nu heller ikke ønsket om at vende tilbage til forskningen, der gjorde stillingen som innovationsdirektør på AAU attraktiv for Søren Damgaard. Det gjorde til gengæld tanken om at arbejde med innovation og udvikling i et større samfundsmæssigt perspektiv.

- Jeg har arbejdet med innovation i den private sektor i 30 år, og det kunne jeg godt være fortsat med. Men jeg begyndte at reflektere og stille mig selv spørgsmålet: Hvor kan jeg virkelig gøre en indsats? Jeg har jo mange års erfaring og en særlig indsigt i, hvordan samarbejdet mellem universiteterne og erhvervslivet fungerer. Jeg kender f.eks. de faldgruber og fejl, der ofte opstår. Og så tænkte jeg, at det måske var på tide at tage lidt af sin egen medicin og gøre nytte fra den anden side, siger Søren Damgaard.

Han vurderer, at AAU er meget langt fremme på innovationsområdet – særligt blandt universiteter med flere fakulteter. Og den position har han tænkt sig at underbygge og styrke i samarbejde med gode kolleger på universitetet

- Innovation skal gennemsyre alt, hvad vi gør, og den måde, vi tænker på. Vi skal opnå resultater sammen gennem hårdt og fokuseret arbejde. Vi skal være førende, og vi skal ikke måle os på en dansk målestok, men på en international. Vi skal også være stolte sammen og vide, at vi kan være med blandt de førende. Samtidig vil en god portion ydmyghed og plads til at lave fejl, som vi kan lære af, hjælpe os til hele tiden at udvikle os, siger Søren Damgaard.

Metrikker for indsatsen

Helt konkret vil han arbejde med at sætte mål for innovationsarbejdet og definere metrikker for, hvordan indsatsen kan vurderes. Og med udgangspunkt i universitetets dygtige forskere og studerende vil han arbejde på at sikre, at AAU er en interessant samarbejdspartner for virksomheder og organisationer lokalt, nationalt og internationalt.

Det betyder ikke, at han kun ser de store verdensomvæltende nyskabelser som interessante.

- Innovation er kontekstafhængig, og menneskets fokus er jo det nære. Det grundlæggende er, at vi skaber et miljø, hvor vi kan nurse de ting, som er interessante nu. Og det ændrer sig konstant. Innovation er en dynamisk størrelse. Men det er et universitet heldigvis også, siger Søren Damgaard.

 

Yderligere oplysninger:

Rektor Per Michael Johansen, tlf. 2778 7302, e-mail rektor@aau.dk

Kommende innovationsdirektør Søren Damgaard, tlf. 2880 4622

Modtag nyheder fra AAU

Vil du gerne modtage nyheder fra Aalborg Universitet, kan du tilmelde dig via de to links nedenunder.