AAU logo
Dyrlæger fra hele verden søger ny viden på AAU

Dyrlæger fra hele verden søger ny viden på AAU

Dyrlæger fra New Zealand, England, Østrig og Belgien besøger i disse dage biomekanikere fra Aalborg Universitet. Dyrlægernes mål er at blive klogere på, hvordan man med større effekt kan helbrede og forebygge skader hos blandt andet heste og hunde. Selvom AAU-forskernes projekter tidligere kun har omhandlet mennesker, så den viden, de er nået frem til, så banebrydende, at de tilrejsende dyrlæger selv har efterspurgt at få lov at komme på besøg. Det har resulteret i en fem dage lang workshop, som professor John Rasmussen fra Institut for Materialer og Produktion har stået i spidsen for.

John Rasmussen står sammen med kolleger fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi bag teknologien AnyBody. En teknologi, der kan analysere patientspecifikke knæ ved hjælp af computermodeller og afgøre, hvilke tiltag der bedst kan afhjælpe smerter forbundet med gigt.

På workshoppen med de udenlandske dyrlæger bevæger professor John Rasmussen og kollegerne sig ind på et nyt territorium, fordi deres forskning indtil nu udelukkende har haft menneskekroppen som omdrejningspunkt. Men flere af de væsentligste resultater af forskningen kan med god mening overføres til dyr.  

- Selvom det er nyt for mig at arbejde med dyr og deres anatomi, så får dyr præcis de samme skader i muskler og led som mennesker, f.eks. korsbåndsskader, forstuvninger og slidgigt. Derfor giver det god mening for os at stille op, når vores viden efterspørges ude i verden, fortæller John Rasmussen.

På den fem dage lange workshop er forskerne fra AAU og dyrlæger kommet et spadestik dybere i forhold til, hvordan AnyBody-teknologien kan overføres til dyr. Dr. Bob Colborne fra New Zealand er begejstret for udbyttet af workshoppen.

- Vi er kommet hertil for at møde folkene bag AnyBody-teknologien og for at videreudvikle modellen, så vi også kan få glæde af den i vores arbejde med dyr. Og med workshoppen er vi godt på vej, siger Bob Colborne.

 

Kontakt

  • Professor John Rasmussen, Institut for Materialer og Produktion, AAU, tlf. 9940 9307
  • Pressekontakt Sanne Holm Nielsen, AAU, tlf. 9940 3517

Modtag nyheder fra AAU

Vil du gerne modtage nyheder fra Aalborg Universitet, kan du tilmelde dig via de to links nedenunder.