AAU logo

svævebane for vindmøller

Praktik og semesterprojekt blev vekslet til fast job og epokegørende opfindelse

Forestil dig en svævebane, der er skræddersyet til at løfte en tonstung vinge de 100 meter ned fra navet på en vindmølle og tilbage igen. Alt sammen styret fra en container på ladet af en lastbil. Nogenlunde sådan er udgangspunktet, da Kristian Engsig-Karup på 7. semester af sin uddannelse til diplomingeniør i maskinteknik på AAU realiserer en ny metode til udskiftning af vindmøllevinger.

Make it real - Bladeway

Allerede mellem 6. og 7. semester har Kristian været i studiepraktik hos den aalborgensiske ingeniørvirksomhed Liftra. Virksomheden udvikler løfte- og transportløsninger til den internationale vindmølleindustri, og ikke mindst et AAU-kursus om energibetragtning har vakt Kristians interesse for de enorme kræfter og momenter, der på fascinerende vis er i spil i Liftras wirebaserede løftesystemer. Da Kristian efter praktikopholdet skal i gang med sit semesterprojekt på 7. semester, vælger han derfor at udvikle en model til at beskrive kræfterne i et wiresystem, der kan transportere en vindmøllevinge uden brug af mobilkraner.

”Jeg sad stort set hele semestret hos Liftra, og fordi de fleste af deres ingeniører er uddannet på AAU, og derfor er fuldkommen in tune med universitetets problembaserede læringsmetoder, kunne de i vid udstrækning fungere som mine vejledere på opgaven,” fortæller Kristian, der undervejs i semesterprojektet bruger sin læring fra kurset i energibetragtning til at arbejde med den nye model. ”Modellen fra kurset viste sig at være særdeles anvendelig til mit wireprojekt. Og selvom jeg ikke færdigudviklede systemet under mit semesterprojekt, fik jeg gjort en masse designmæssige overvejelser, der efterfølgende kom til at danne grundlag for den videre udvikling af systemet.”

Vingeskift til halv pris

Make it real - billede af Kristian

Efter endt eksamen bliver Kristian fastansat hos Liftra, og han fortsætter nu sammen med et par andre ingeniører udviklingsarbejdet på det system, han allerede tidligt i projektet har døbt BladeWay. En vindmøllevinge hedder på engelsk ”blade”, og en svævebane hedder ”ropeway”. Og ud af de to ord opstår altså det produktnavn, der lige nu er ved at blive introduceret til alle de store vindmølleproducenter.

Systemet vil reducere udgifterne ved at udskifte vingerne på en vindmølle med 20-50%, fordi det ikke er nødvendigt at leje tungt og dyrt kranmateriel til brug på møllesitet. Hele BladeWay-systemet kommer således i en container på en lastbil, og herfra styres den samlede løfteproces, hvor vingen får monteret et specialudviklet åg i både spids- og rodenden, inden den ved hjælp af to wirer bliver transporteret enten op eller ned som en anden svævebane. Og som et ingeniørmæssigt mesterstykke.

Kristian fortæller, at Liftra undervejs i projektet får en henvendelse fra en kunde, der har brug for at få udviklet et åg til at håndtere et løft af en samlet rotor, dvs. et nav med alle tre vinger monteret. ”Sammen med et team hos Liftra udviklede jeg derfor et særligt tipåg, som i dag indgår i Liftras produktsortiment, og som også indgår som en komponent i BladeWay-systemet. Herefter vendte jeg tilbage til selve BladeWay-projektet for at være med til at køre det helt i mål.”

Tæt på virkeligheden

Det har været afgørende for Kristian at få sin ingeniøruddannelse på AAU. Først og fremmest fordi både form og indhold i undervisningen trækker direkte tråde til den virkelige verden, der venter efter studierne.

”Jeg fik eksempelvis et helt afgørende fokus på kraft og moment ind med modermælken på studiet. At tingene hele tiden skal være i ligevægt,” siger Kristian og understreger, at netop kraftligevægt og momentligevægt er to ekstremt vigtige begreber i en maskiningeniørs verden. Derfor har den praksisnære forståelse for de to begreber også haft stor betydning i hans job hos Liftra.

Det samme gælder den særlige model for at samarbejde i grupper på AAU. Modellen er ifølge Kristian endnu en faktor, der har skabt et vigtigt grundlag for at indgå i de forskellige teams hos Liftra. ”Rigtig mange af de ting, vi lærte på AAU om for eksempel kommunikation og forskellige funktioners indbyrdes afhængighed har jeg kunnet overføre direkte til mit job. Det samme gælder evnen til at kunne forklare noget teknisk på en måde, så ikke-teknikere i et team eller hos en kunde kan forstå det,” siger Kristian og tilføjer med et smil: ”Det er for eksempel derfor, jeg beskriver det ingeniørmæssigt ekstremt avancerede BladeWay-system som noget så simpelt som en svævebane til vindmøllevinger.”

Make it real - Billede