AAU logo

grøn sensorteknologi

Civilingeniører fra AAU kombinerer grønne data med teknologi og skaber international virksomhed

Det hele startede som en personlig interesse og en masse eksperimenteren med teknik og planter. Senere handlede det om at stille alle de rigtige spørgsmål i et semesterprojekt, der skulle udnytte lysindfaldet på AAU campus i København til at dyrke tomater. Og til sidst endte det som en innovativ løsning, der gør planteservicevirksomheder i stand til at overvåge og passe deres kunders planter fra hvor som helst i verden.

Christoffer - make it real

I forbindelse med et semesterprojekt på AAU København vælger Christoffer Roed Thorup, Torben Midtgaard Poulsen og Martin Dal at undersøge, hvordan man kan dyrke tomater i byerne ved at udnytte lysindfald og infrastruktur. ”Vi var trætte af, at vi kun kunne købe udenlandske tomater i supermarkederne, og vi havde en idé om, at de store vinduespartier i AAU Københavns bygninger kunne bruges til projektet,” fortæller Christoffer. Både han og Torben er på tidspunktet for projektet i gang med kandidatuddannelsen i Sustainable Design, og de bydyrkede tomater er helt i tråd med den problembaserede tilgang, der karakteriserer AAU’s læringsmodel.

Som noget af det første i projektet stiller de tre studiekammerater sig selv et praktisk spørgsmål: Er der en gartner, vi kan teame op med? De tager derfor kontakt til det firma, der passer planterne i AAU’s bygninger – og dumper på den måde direkte ind i en branche, som indtil da har været fremmed for dem, men som nogle år senere skal blive selve fundamentet for deres fælles iværksættereventyr: Planteservicevirksomheder.

Christoffer, Torben og Martin har i forbindelse med semesterprojektet planer om at kombinere software med trådløs sensorteknologi, der skal måle temperatur, jordfugtighed og lys ved planter. Og efter den første dialog med planteservicevirksomheden går det op for dem, at de med deres kombination af sensorteknologi og software vil være i stand til at redefinere markedet for plantepasning.

Christoffer fortæller, at det er noget af en øjenåbner, da det går op for dem, hvor stor en forskel de kan gøre med deres datadrevne pasningssystem. ”Jeg kan huske, at der i forbindelse med semesterprojektet blev holdt et møde med direktøren for den her jyske planteservicevirksomhed, og mens han fik demonstreret sensorkonceptet, var der pludselig gået et lys op for manden. ”Vil det sige, at jeg kan sidde med benene oppe og drikke min morgenkaffe her på mit kontor, mens jeg holder øje med alle mine planter rundt omkring?” havde han spurgt dem, der var af sted til mødet – og det var lige præcis, hvad han kunne,” griner Christoffer og tilføjer: ”Virksomheden havde blandt andet en kunde, der lå otte timers kørsel væk, og det er altså langt at køre for bogstaveligt talt at stikke en finger i jorden.”

Iværksættereventyret begynder

christoffer -billedeI det følgende semesterprojekt kaster Christoffer og Torben sig ud i at dyrke basilikum med fisk på AAU. Det sker gennem nogle små økosystemer i samarbejde med en producent af outdoor-møbler i en slags chill-out spaces rundt omkring på universitetet. Samtidig holder de imidlertid fast i dialogen med den jyske planteservicevirksomhed og videreudvikler i deres fritid på sensorprojektet. Og da de i foråret 2015 afslutter deres kandidatuddannelse, søger de om at komme med i iværksætterpilotordningen, som er Innovationsfondens eliteprogram for nyuddannede med en innovativ og skalerbar iværksætteridé.

Idéen slipper gennem nåleøjet, virksomheden Spiio ser dagens lys, og efter nogle omveje begynder iværksættereventyret for alvor at tage form for Christoffer, Torben og Martin, hvoraf sidstnævnte netop har afsluttet sin kandidat i Medialogy.

”Spiio opstod som en smuk sammenblanding af elementer, der tog sit udspring i vores semesterprojekt med at forene sensorteknologi med grønne data,” fortæller Christoffer og uddyber, at det i første omgang handlede om at lave en realistisk problemformulering, om at stille de rigtige spørgsmål, om at være i de rette rammer og om at sammensætte de optimale kompetencer.

”I forhold til mange af de elementer har ikke mindst den praksisnære projektundervisning på AAU givet os en masse værdifulde værktøjer og en særlig tilgang til tingene; for eksempel om at være eksplorative, opsøgende og nysgerrige,” fortæller den grønne iværksætter.

I dag er Spiio godt på vej til at blive en succes. Virksomheden har rundet de første fem fuldtidsansatte og har fået hul på både det amerikanske og det tyske marked. Næste store skridt bliver Asien, hvor Spiio allerede har sået de første frø i Singapore.

Visionen om at skubbe til den grønne dagsorden i byerne ved hjælp af teknologi og data lever derfor i bedste velgående. Og bliver vandet hver eneste dag.

make it real - billede