AAU logo
Problembaseret Læring

Problembaseret Læring

Problembaseret læring (PBL) på AAU

Studieformen på Aalborg Universitet er tilrettelagt efter den såkaldte Aalborg-model for problembaseret læring (PBL) og er anerkendt af universiteter, forskere og studerende i både ind- og udland. Den går kort fortalt ud på, at du arbejder i grupper med dine studiekammerater, hvor du identificerer, analyserer, formulerer og løser problemstillinger fra det virkelige liv.

På AAU arbejder vi hele tiden med at tilpasse modellen til vores uddannelser og til samfundets behov. For dig betyder det, at du får mulighed for at:

  • tilegne dig den nyeste viden selvstændigt og på et højt fagligt niveau
  • opnå færdigheder og kompetencer, der gør dig i stand til at danne bro imellem teori og praksis
  • arbejde analytisk, tværfagligt, problem- og resultatorienteret
  • samarbejde med erhvervslivet om løsning af autentiske faglige problemer
  • udvikle dine evner inden for teamwork
  • blive godt klædt på til arbejdsmarkedet
  • få et stærkt netværk

PBL er baseret på følgende grundprincipper:

Du har ansvar for egen læring. Som studerende på AAU har du en betydelig frihed til selv at vælge projekternes – og dermed centrale dele af studiets – indhold inden for studieordningens rammer og målbestemmelser. Det giver dig i høj grad mulighed for at arbejde med de emner og aspekter, som interesserer dig mest.

Problemet er omdrejningspunktet for din kommende læreproces. Problemet kan være af både teoretisk og praktisk karakter, og det skal have relevans uden for universitetet, samtidig med at du og din projektgruppe kan forstå, analysere og behandle problemstillingen teoretisk og metodisk inden for en eller flere fagdiscipliner.

Projektet skaber rammen for problembaseret læring. Et projekt udgør en tidsbegrænset og målrettet proces, hvor et problem identificeres, analyseres, formuleres og bearbejdes, så det resulterer i et håndgribeligt produkt, fx en projektrapport, en prototype osv.

Kurser understøtter projektarbejdet. For at sikre, at du stifter bekendtskab med et bredt udvalg af teorier og metoder, som du kan benytte i projektarbejdet, deltager du og dine medstuderende både i obligatoriske og valgfrie kurser.

Samarbejde driver et problembaseret projektarbejde. Du og din projektgruppe styrer og gennemfører i fællesskab et projekt over et længerevarende forløb, hvor gruppen tager udgangspunkt i et problem. I vil desuden samarbejde tæt med jeres vejleder fra AAU og eksterne partnere, for eksempel virksomheder eller andre projektgrupper.

Gruppernes problembaserede projektarbejde skal være eksemplarisk. Læringsudbyttet fra dit projektarbejde kan overføres til lignende situationer, som du vil møde i dit kommende professionelle arbejde.

"Den måde, jeg arbejder på i vores firma i dag, relaterer sig til den problemorienterede tilgang, der bliver undervist i på Aalborg Universitet. Her lærer man netop hvordan, man tilegner sig ny viden og går systematisk til en problemstilling. Det er selvfølgelig ikke helt det samme at løse en problemstilling i universitetets rammer som i den virkelige verden, men fremgangen ligner alligevel."

Christian Juel Adamsen

Uddannet civilingeniør i Chemical Engineering fra AAU-Esbjerg

Selvstændig og administrerende direktør i virksomheden Juel & Krøyer Aps.