Udbud af lejekontrakt med forudgående teknisk dialog

Om Udbuddet

Aalborg Universitet ønsker at samle og udbygge sit City Campus i indre by i Aalborg, og universitet ønsker derfor at leje egnede lokaler centralt placeret i forhold til universitets øvrige uddannelser i indre by i Aalborg.

Det nye byggeri vil omfatte ca. 20.000 m2 og ønskes etableret enten som nybyggeri eller i en til formålet egnet ombygget og renoveret ejendom.

Det er ikke universitetets ønske, at uddannelserne placeres i fysisk adskilte bygninger.

Byggeriet skal anvendes til forskning, formidling, uddannelse og administration og skal rumme fire af universitetets uddannelser: Arkitektur & Design, Medialogi, Humanistisk Informatik og Art and Technology. Universitetet har i dag alle fire uddannelser, men de er placeret forskellige steder i byen. Foruden de steder hvor de fire uddannelser er lokaliseret i dag, er universitetet tillige i Utzon Centret og Nordkraft, ligesom universitetet bliver en del af det nye Musikkens Hus. Det er universitetets hensigt, at når det nye byggeri er ibrugtaget, vil man fortsat være i Utzon Centret, Nordkraft og Musikkens Hus. Det er universitetets strategi at opbygge et City Campus i indre by i Aalborg. Denne strategi er særligt begrundet i hensyntagen til de studerende, til underviserne, i driftsøkonomiske forhold samt i et ønske om fleksibilitet i brugen af de nuværende og de fremtidige bygninger.

Universitetet ønsker derfor tættest mulig lokalisering af de fysiske rammer i indre by.

Areal- og funktionsmæssigt skal tre af uddannelserne (Arkitektur & Design, Medialogi og Art & Technology) disponere over ca. 15.000 m2 og Humanistisk Informatik over ca. 5.000 m2. Funktionaliteten i byggeriet er en vekselvirkning mellem grupperum/tegnesale, undervisningsrum/seminarrum, auditorium, møderum, kontorer, laboratorier, og servicerum såsom printerrum, toiletter, rengøringsrum, the-køkken, garderobe og lignende.

Universitetet er bekendt med Aalborg Kommunes parkeringspolitik for indre by. Universitetet stiller derfor ikke krav om et stort antal parkeringspladser i forbindelse med byggeriet. Universitetet ser derimod gerne muligheden for et vist antal parkeringspladser i nær tilknytning til byggeriet belyst, alternativt indenfor en rimelig gangafstand. Det er således op til de bydende, at skabe sig overblik over gældende planforhold for lokaliseringen, herunder også om muligheden for evt. at ændre planforhold.

Der vil fra universitets side blive stillet krav om, at Energistyrelsens cirkulære om energieffektivisering i statens institutioner af 1. oktober 2009 er opfyldt på indflytningstidspunktet, således at ejendommen på dette tidspunkt (hvis der er tale om nybyggeri) kan klassificeres med energimærke B eller bedre. Det forventes således, at byggeriet indeholder visse bæredygtige fokuspunkter omkring energi, dagslys, klimaskærm, installationer og materialer mv.

Huslejeniveauet skal i 2010-niveau ligge på et niveau omkring kr. 1.000,-/m2, svarende til den husleje universitetet i øvrigt betaler. Udgangspunktet for lejemålets ikrafttrædelse er sommeren/efteråret 2014.

Som led i at forberede udbuddet bedst muligt, samt at sikre at udbudsbetingelserne er konforme med markedets generelle forventninger og muligheder, er det blevet besluttet at gennemføre en teknisk dialog med markedet i overensstemmelse med betragtning 8 i udbudsdirektivets præambel, der har følgende ordlyd:

"Inden de ordregivende myndigheder indleder en udbudsprocedure, kan de ved hjælp af en "teknisk dialog" søge eller modtage rådgivning, der kan benyttes til at udarbejde udbudsbetingelserne, dog forudsat at en sådan rådgivning ikke har til følge at konkurrence forhindres."

Gennemførelsen af dialogen vil i første omgang foregå på skriftligt grundlag, således at interesserede markedsaktører kan indsende et skriftligt input. De skriftlige input kan medføre, at Aalborg Universitet finder det hensigtsmæssigt med et opfølgende møde med hver enkelt dialog partner. I givet fald vil alle, der har afgivet skriftligt input, blive inviteret til separate møder. Endelig stillingtagen til behovet for opfølgende møder vil blive taget umiddelbart efter modtagelsen af de skriftlige input.

Dette skriftlige input må maksimalt være på mellem fem og syv sider. Aalborg Universitet vil gerne høre markedets syn på følgende temaer:

  • Muligheder for at dække Aalborg Universitets lokalebehov i markedet; nybyggeri, eksisterende byggeri efter ombygning etc.
  • Hvilket tidsbehov har markedet for at udarbejde et grundigt, gennemarbejdet tilbud, regnet fra indrykning af udbudsbekendtgørelse efter udbudsdirektivet
  • Hvilket tidsbehov har markedet for at foretage projektering, opførelse, ombygning samt håndtering af eventuelle planmæssige forhold
  • Hvor lang uopsigelighed skal kontrakten med Aalborg Universitet have, for at opgaven er interessant for markedet?
  • Hvilke særlige forhold/vilkår, kontraktuelle eller øvrige, har markedet stor fokus på

Det skriftlige input skal være universitetet i hænde på nedenstående kontaktadresse senest 14. januar 2011, og eventuelle møder, jf. ovenfor, vil blive afholdt i uge 4 og 5. Se tidsplan

Aalborg Universitet har stor fokus på, at processen skal være med til at afdække muligheder i markedet og skabe maksimal konkurrence om opgaven samt gennemsigtighed i processen. Det er samtidig et afgørende fokuspunkt for Aalborg Universitet, at processen ikke medfører, at én eller flere potentielle tilbudsgivere bliver inhabile som følge af deltagelse i den tekniske dialog.

For en god ordens skyld bemærkes det, at deltagelse i den tekniske dialog ikke er en betingelse for deltagelse i det efterfølgende udbud.

Aalborg Universitets lokalebehov vil blive udbudt som et skræddersyet lejemål efter reglerne i EU's udbudsdirektiv via udbudsformen offentligt udbud. Det er universitets plan, at udbudsbekendtgørelse vil kunne indrykkes medio marts 2011.

Sideløbende med den tekniske dialog vil universitetet arbejde på udformningen af det endelige udbudsmateriale, og de indkomne input fra den tekniske dialog vil blive inddraget i overvejelserne i den forbindelse.

Der er udarbejdet en foreløbig tidsplan for processen frem til indflytning, men det understreges, at der alene er tale om en foreløbig tidsplan, og at ændringer heri må forventes.

Udbudsbetingelser. For rekvirering af det samlede udbudsmateriale ved henvendelse til nedenstående kontaktperson.

Udbudsmateriale indeholder foruden udbudsbetingelserne: Kontrakt om skræddersyet lejemål, erhvervslejekontrakt, kravspecifikation, IKT-specifikationer, organisation- og procesbeskrivelse, eksempelsamling på standardrum på AAU samt designprincipper og overordnede krav.

Kontakt

Aalborg Universitet
Teknisk forvaltning
Att: Teknisk chef Keld Toldbod
Myrdalstræde 268, 1. sal
Postboks 159
9100 Aalborg Øst
Telefon +45 9940 9530
E-mail: kto@adm.aau.dk