Studenterrepræsentanter i AAU-bestyrelsen

Jakob Mark Kristoffersen

Jakob Mark KristoffersenJakob Mark Kristoffersen (født 1988) studerer Global Business Engineering på sit 6. semester. Oprindeligt har Jakob fodfæste i byen Fredericia, hvor også studentereksamen blev taget på det tekniske gymnasium. Fagligt ligger interesserne på ledelse og styring af forretningsprocesser i organisationers supply chain.
 
Jakob er i dag salgschef og leder af Erhvervsgruppen, som varetager markedsføring af virksomheder over for de studerende på Aalborg Universitet under Studentersamfundet. Herunder er Jakob også aktiv i Uddannelsespolitisk Forum og sidder med til Studentersamfundets bestyrelsesmøder - poster, som har forsynet ham med viden om de studerendes interesser på universitetet generelt og kompetencer til at tale de studerendes sag i Aalborg Universitets bestyrelse.

Udover det studenterpolitiske arbejde lokalt på Aalborg Universitet har Jakob som repræsentant for danske studerende talt på internationale innovationskonferencer under Young Enterprise og haft et antal perifere poster som repræsentant ved Aalborg Brand Board og TV2 m.fl. Til dette kan tilføjes aktivitet i Danske Studerendes Fællesråd, og herigennem har han opbygget netværk til de indvalgte studenterrepræsentanter i bestyrelserne på landets øvrige syv universiteter.
 

Tina Bujakewitz

Tina Michler BujakewitzTina Michler Bujakewitz (født 1989) studerer Politik og Administration på 6. semester. Hun begyndte sin uddannelse på Aalborg Universitet i 2009. Inden universitetet boede Tina i Sønderborg, hvor hun også er født og opvokset. Studentereksamen blev taget på Alssundgymnasiet i Sønderborg.

Tina har en stor studenterpolitisk interesse, og bruger glædeligt sin tid i Uddannelsespolitiske Forum (UPF) ved Studentersamfundet. Hun ser frem til det kommende arbejde i UPF, hvor en af udfordringerne bliver at få flere studerende interesseret i det studenterpolitiske arbejde, så det er muligt at have et stærkt mandat med fra de studerende til arbejdet i Bestyrelsen. Derudover forventer hun at være aktiv i Danske Studerendes Fællesråd og få et nationalt samarbejde på benene med de øvrige studenterrepræsentanter i bestyrelserne på landets universiteter.

Udover det studenterpolitiske arbejde har Tina en særlig interesse for metodearbejde, især den kvantitative metode har hun beskæftiget sig meget med. Hun er hjælpelærer i Statistik og er studentermedhjælper på Politik og Administration, hvor opgaverne primært er af kvantitativ karakter.