To Esbjerg-grupper vinder finaler i Venture Cup · 3. juni 2010
To iværksættergrupper fra Aalborg Universitet Esbjerg blev hver 50.000 kroner rigere, da de torsdag vandt Venture Cup finalerne i kategorierne Service og Applied Technology ved et stort arrangement i København. Vinderne Computerfriend og NKK Innovation regner med at kunne udnytte resultatet til at fremme deres projekter og forretning.
Vinder i kategorien Service blev virksomheden Computerfriend, som døgnet rundt tilbyder direkte online-support til små virksomheder og private med computerproblemer. Deres idé blev bedømt af en erhvervsjury bestående af Trine-Maria Kristensen fra Socialsquare, Charlotte Sørensen fra Juriqa Lawfirm, Henrik Brorsen fra CONNECT Denmark,Tejn Vanting Nielsen fra e-conomic & David Gram fra Siemens.
- Juryen var begejstret for Computerfriend, fordi de løser et reelt problem, som alle kender. Hvem har ikke prøvet at sidde en aften, hvor computeren ikke virker og ringet til en computerkyndig ven? Dette formår Computerfriend at kommercialisere og sætte i faste rammer og strukturer, udtaler Henrik Brorsen, direktør i Connect Denmark og medlem af Venture Cups jury.
- Det er vildt fedt! Hele oplevelsen har været utrolig, både hvad angår netværket, stemningen og præmien. Vi glæder os meget til at få et samarbejde i gang med folk, vi har mødt igennem Venture Cup, siger Thomas Steen, som er fra holdet bag Computerfriend og læser Medialogi på AAU i Esbjerg.
NKK Innovation hjælper håndværkere
Jublen var tilsvarende stor hos den anden Esbjerg-vinder NKK Innovation. Gruppen vandt i kategorien Applied Technology med deres innovative design-løsning WSC, som simplificerer en delproces på byggepladser og dermed reducerer konstruktionstiden dramatisk for lette vægge. Samtidig giver metoden håndværkeren bedre arbejdsergonomi og reducerer materialeforbruget med op til 10 procent.
- Det er et kæmpe boost, som gør os i stand til at ramme bredere og mere internationalt. Det betyder, at vi kan hente flere patenter hjem, og nu kan vi rigtig fokusere på at få produktet på markedet, siger en glad Kristian Dollerup fra NKK Innovation.
Venture Cup’s Applied Technology idé konkurrence blev bedømt af en erhvervsjury bestående af Jakob Boman fra Wemind, Søren J. Nielsen fra NorthCap Partners, Klaus Lorentzen fra Velux, Lene Vognsen fra Arla Foods og Umar Akram fra Mobile Weaver. Og der var stor ros og tiltro til gruppens løsning:
- De rammer et attraktivt og meget veldefineret marked. Det er et stærkt team, som kombinerer brancheerfaring, forretningsmæssig baggrund og har stærke visioner for fremtiden. Samtidig er det et simpelt produkt som adresserer et konkret problem, er patentbeskyttet og klar til markedet, vurderer jurymedlem Klaus Lorentzen, Vice President, Product Development i Velux.
Tilfredse arrangører
De stærkeste nye virksomheder fra universiteterne konkurrerede ved Venture Cup arrangementet om præmier for 450.000 kroner, og repræsentanter fra Danmarks største og mest succesfulde virksomheder samt investorer var mødt op for at få et smugkig på, hvad der kommer til at røre sig i fremtiden. Og som direktør for Venture Cup Tine Thygesen konkluderer oven på finalen, så var der meget at komme efter i år:
- Niveauet i årets Venture Cup har været imponerede. Ikke nok med at antallet af forretningsplaner har været det højeste nogensinde, kvaliteten har også været i top. At Venture Cup har formået at nå ud til alle dele af landet og samle ambitiøse iværksætter ideer op, sender et stærkt signal om det store potentiale der findes på universiteterne.
Kontakt for yderligere information:
• Venture Cup, Nicolai Watzenig: NW@venturecup.dk
• Computerfriend: Thomas Wiborg Steen, Medialogi-studerende på AAU, tlf. 22 40 10 84
• Læs tidligere AAU-omtale.
Venture Cup kårede vinderne af 5 industrispecifikke kategorier:
• Cleantech: OroClean (KU, CBS & DTU) - mekanisk løsning som kan fjerne kviksølvforureningen i guldminer (samlet vinder af Venture Cup 2010 og 250.000 kroner for årets iværksætteridé).
• Applied Technology: Nkk Innovation–WCS (AAU) – Simple og innovative design-løsninger, der standardiserer konstruktionsløsninger og optimere byggeprocesser.
• Services: Computerfriend (AAU) - Computerfriend tilbyder direkte online support til private og små virksomheder som oplever computerproblemer døgnet rundt.
• Life Science & Medtech: InVitroQ (AU) - Ny smart petriskål til kontrolleret vækst af stamceller.
• Software: Kkloud (AU) - Simpel og øjeblikkelig fildeling som tillader upload og downloads simultant gennem din browser.
Om Venture Cup:
Venture Cup er universiteternes fælles konkurrence for idéer og forskning med forretningspotentiale. Konkurrencen organiseres af 7 danske universiteter (AU, AAU, CBS, DTU, KU, RUC og SDU) og finder sted hvert år henover studieåret. Deltagerne hjælpes til at udvikle deres ideer til investeringsklare forretningsplaner gennem en serie af seminarer og workshops samt individuel coaching og feedback fra en professionel jury. Samlet uddeles kontante præmier for over en halv million kroner i løbet af konkurrencen. I alt er over 85 virksomheder startet siden den første Venture Cup i 2000.
Venture Cup drives for universitetsmidler med støtte fra private sponsorer (Grundfos, Novo, Awapatent og Ernst & Young) samt offentlige midler (bl.a. Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Erhvervs- og Byggestyrelsen samt Selvstændighedsfonden). Over 100 investorer, serieiværksættere og erhvervsfolk bruger frivilligt deres tid på at være jurymedlemmer eller advisors for de deltagende hold i Venture, og hvert år modtager en håndfuld projekter betydelige investeringer efter deltagelse i konkurrencen.
