Nyheder fra rektoratet - august 2011

2011 blev året, hvor Aalborg Universitets popularitet slog alle rekorder. Antallet af 1. prioritetsansøgninger steg med 31 %, og det samme gjorde både antallet af optagne og antallet af afviste. Læs også om optaget af internationale studerende, optag på efter- og videreuddannelse mv.

For English version of the Newsletter from the Rectorate. 
 

Årets optag slår alle rekorder

2011 blev året, hvor Aalborg Universitets popularitet slog alle rekorder. Antallet af 1. prioritetsansøgninger steg med 31 %, og det samme gjorde både antallet af optagne og antallet af afviste. I alt er 4.047 blevet tilbudt optagelse på en bachelor- eller professionsbacheloruddannelser via Den Koordinerede Tilmelding (KOT), og 3.651 har sagt ja-tak til tilbuddet. Det samlede antal ansøgninger oversteg for første gang 10.000 KOT-ansøgninger.

For at se på hele universitetets optag, er det dog ikke nok kun at se på KOT. I nedenstående gives et kort overblik over de øvrige optagelsesområder.

Det direkte optag uden om KOT

AAU modtog 1.252 ansøgninger om optagelse uden om KOT til en bachelor- eller professionsbachelorud-dannelse, kandidatuddannelse eller et tilvalgsfag - enten som ordinær studerende eller som gæstestude-rende. I alt er der optaget 890, hvilket er ca. 26 % flere optagne i forhold til 2010. Det er især optaget til kandidatuddannelserne, der er steget (+ 56 %), idet der blev optaget 810 mod 520 kandidatoptagne i 2010.

Adgangskursus og gymnasiale enkeltfag
Der er i 2011 optaget 218 på Adgangskursus og de gymnasiale enkeltfag, hvilket er et fald i optaget på over 25 % ift. 2010, hvor 285 blev optaget. Der er især nedgang i antal optagne til de to adgangskurser - til hhv. ingeniøruddannelserne og til maskinmesteruddannelsen men også til de gymnasiale sommersuppleringskurser.

Internationale studerende

På det internationale område hilser AAU i alt 971 nye udenlandske studerende velkommen den 1. september 2011. Dermed er 63 % af de internationale ansøgninger imødekommet, hvilket er lidt færre end i 2010, hvor 78 % af ansøgningerne blev imødekommet. De optagne udenlandske studerende fordeler sig på 626 degree studerende og 345 gæstestuderende. Ligeledes antallet af ansøgninger er i år lavere end sidste år, da det er faldet fra 1611 ansøgninger i 2010 til 1509 i 2011.

En væsentlig forklaring på faldet, i såvel ansøgningerne som optag, skyldes højst sandsynligt, at der fra september 2010 blev indført et ansøgningsgebyr og gebyreffekten slår stadig igennem. Derudover er der indført skærpede krav til den studerendes engelskkundskaber, som har bevirket, at der i år forventes at være mere dedikerede og bedre kvalificerede internationale studerende.

De internationale studerende bliver taget godt imod

Som en ekstra service stiller det Teknisk- Naturvidenskabelige Fakultet i år med en person dels i lufthav-nen og dels på banegården for at byde de internationale studerende velkommen samt at tilbyde dem kørsel mellem lufthavnen/banegården til Studenterhuset. Ikke alle kan presses ind i den ene ”bus” der er til rådighed, så de resterende vejledes udførligt – lige som de forudgående år - i selv at finde ind til Studenterhuset.

På Studenterhuset tager Internationalt Kontor og Internationalt Boligkontor imod med velkomst, indskriv-ning, informationsmateriale og lejekontrakt gennemgang. Endelig køres alle studerende ud til deres nye hjem af vores chauffører.

Efter- og Videreuddannelse

Pr. 1. september er der optaget 670 nye studerende på en efter- eller videreuddannelse på AAU. I efteråret 2010 blev i alt optaget 669 på en master- eller diplomuddannelse, et enkeltfag eller på tompladsordningen. Årets flotte efterårsoptag matcher dermed sidste år, og på trods af finanskrise og varslede besparelser på statens udgifter til efter- og videreuddannelse er der også på universitets deltidsuddannelser grund til at glæde sig over optaget.

En omfattende udvidelse af lokalekapacieten
De seneste års rekordstore optag af nye studerende har også sat Teknisk Forvaltning på hårdt arbejde. Der arbejdes intenst på at skaffe supplerende nye lejemål samt at lægge planer for den interne fordeling.

Teknisk Forvaltning har således indlejet hele 21.000 ekstra kvadratmeter, heraf godt 3.000 i Ballerup. Der-udover kommer en lang række ekstra auditoriefaciliteter på nærliggende handelsskoler, Sygehus Nord, Utzon Centeret m.fl.

Mange nye ansigter i personalestaben
Som en naturlig følge af det store studenteroptag udvider Aalborg Universitet også medarbejderstaben væsentligt. Foreløbigt er i alt godt 130 nye stillinger enten besat eller forventes besat inden for nærmeste fremtid i 2011, så der bliver mange nye ansigter at se også i AAUs personalestab.

Universitarium kender typen!

Universitarium har i år titlen: ”Sport – kender du typen”. Som noget nyt har Universitarium i år satset på at få forskning gjort til en integreret del af Universitarium. Med et forventet besøgstal på ca. 25.000 på tre måneder er der også potentielt 25.000 gæster, som kan levere data til forskning.

Universitarium giver gæsterne en oplevelse ved at lade dem teste deres sportslige egenskaber og derefter fortælle dem, hvilken type de er. Til gengæld får Universitarium en stor mængde data, som kan give indikationer på, hvor der er interessante emner at forske videre i. Det kunne f.eks. være sammenhængen mellem køn, alder, udholdenhed og styrke.

Der er foreløbig foretaget 60.000 forsøg i de første 6 uger af Universitariums åbningstid. Forsøgene er udført af de 16.000 gæster, som har besøgt Universitarium indtil nu. Universitarium sigter på en målgruppe fra 10-12 år, men rammer bredt. For første gang har vi data, som viser at både børn fra 7- 12, deres forældre og bedsteforældre faktisk deltager aktivt i udstillingen. Så ikke nok med at gæsterne ved om de er udholdende, slappe, stærke eller hurtige - vi kender også ”typen” for vores gæster nu.

Blandt årets glædelige overraskelser har været bedsteforældre, som kommer igen, fordi de ikke er fær-dige med at teste deres type, børn som organiserer deres egne besøg, fordi de vil i Universitarium igen, og familier som fortæller, at de nu er tvunget til altid at have frosne skumfiduser for, det kan man få i Universitarium!

Universitarium ønsker fortsat at integrere forskning i udstillingen. Der arbejdes allerede nu på et nyt emne til 2012 og der ledes med lys og lygte efter interesserede forskere, som ønsker at bidrage til Universitari-um, hvor prisen for at få gæsternes bidrag er at levere brugerinvolverende, innovativ edutainment til en bred målgruppe.

Ny vedtægt

Folketinget har vedtaget en større ændring af universitetsloven, som bl.a. afskaffer en række krav til universiteternes interne organisering og stiller krav om, at graden af medinddragelse af og medindflydelse for ansatte og studerende øges med udtrykkelig regulering heraf i vedtægterne. Som en konsekvens heraf er AAU’s vedtægter nu ved at blive revideret på baggrund af en høring herom.

Der er allerede iværksat en skriftlig høring af hovedområderne, og der er planlagt afholdelse af en mundtlig høring medio september. Høringen har især fokus på ændring af procedurerne for udpegning af eksterne bestyrelsesmedlemmer samt øget indflydelse for ansatte og studerende. Processen vil munde ud i en nyrevideret vedtægt, som efter loven skal indsendes til ministerens godkendelse senest 1. marts 2012.

For yderligere information henvises til http://fivu.dk/nyheder/andet-nyt/2011/ny-universitetslov-vedtaget 


Med venlig hilsen

 

Finn Kjærsdam og Inger Askehave
 

Gå til nyhedslisten