Nyheder fra rektoratet - juni 2011

AAU gør fortsat en stor indsats for både kommende nye studerende og de, der allerede i dag studerer på AAU. Eksempelvis har Universitetet ansøgt om godkendelse af 14 nye uddannelser og AAU-studerende på 9. semester kan efter sommerferien se frem til at prøve kræfter med et mere individuelt tilrettelagt semester efter AAU har udbudt en række fælles valgfag på tværs af fakulteterne.   

Læs også om vurdering af studiemiljøet og Ledelsesakademiets pilotprojekt til belysning af, hvordan stategiske alliancer mellem det offentlige og det private skal ledes mv. i rektoratets nyhedsbrev fra juni måned.

For english version of the Newsletter from the Rectorate.
 

Ingen papirbreve til de studerende efter 1. september 2011

Efter sommerferien 2011 vil både eksisterende og nye studerende kunne finde al information fra Universitetet til de studerende i digital form (primært i mailboxen). Dette er resultatet af en principiel beslutning truffet af direktionen, som betyder, at al post fra fællesadministrationens forskellige kontorer, fakulteterne, institutter, studienævn og fra alle ansatte, såvel administrativt som lærere vil blive sendt som mails til den studerende. Der kan gøres undtagelser, hvor dette er nødvendigt, f.eks. ved udstedelse af eksamensbeviser.

Til formålet ibrugtages et nyt mailsystem, hvor samtlige AAU-studerende tildeles en AAU-mailadresse, som består af et brugernavn samt @student.aau.dk. Adressen bevares gennem hele studietiden uanset hovedområdeskift. Systemet er sikkert, således at der kan anvendes cpr.nr. og sendes personlige oplysninger.

Ændringen skal ses i lyset af AAU’s ønske om at være med i front på de digitale løsninger og til at fremme arbejdet med et grønt universitet.

Aspirantkursus til de naturvidenskabelige uddannelser

AAU og VUC Nordjylland er gået sammen om et kursus, der skal kvalificere potentielle studerende, hvis skolegang ligger nogle år tilbage - og i øvrigt sluttede efter 9. eller 10. klasse uden den store succes, målt på eksamenspapiret.

Aspirantkurset forløber over et halvt år og første hold begynder til august 2011. Kurset retter sig mod to grupper: Dels tosprogede, der er usikre i dansk, men gerne vil være ingeniører, og dels de, der ikke var motiverede i skolen, og deraf gik ud med eksamenspapirer i den lave ende og aldrig regnede med at læse videre. Foruden matematik vil skemaet rumme dansk og naturfag. Den studerende skal være fyldt 18 for at blive optaget.

Aspirantkurset vil kvalificere de unge til universitetets halvandet år lange adgangskursus til ingeniøruddannelserne. Adgangskurset starter op hvert år sidst i januar og tiltrækker typisk håndværkere med lyst til at læse videre.

Ingeniørhøjskolen i Aarhus har drevet et lignende aspirantkursus gennem flere år med omkring 40 elever pr. halvår.

De studerende på AAU tilbydes nu fælles valgfag

Fra det kommende semester bliver det muligt for studerende på 9. semester (på Humaniora også på 7. semester) at vælge et fælles AAU-valgfag. Det vil sige et valgfag, der udbydes på tværs af fakulteterne.

Valgfaget fylder 5 eller 10 ECTS, hvilket svarer til maks. 1/3 af et semester, og de studerende kunne – med frist den 8. juni - vælge 1 fag. I denne første runde med fælles AAU valgfag kunne der vælges mellem følgende valgfag:

  • Innovation og entrepreneurship
  • Immaterialret
  • Politisk kommunikation og offentlighed
  • Etisk argumentation
  • Sustainable Development and Responsibility
  • Entrepreneurship
  • Teknoantropologi
  • Projektledelse
  • Fransk sprog og kultur (begynder)
  • Fransk sprog og kultur (let øvede)
  • Tysk sprog og kultur (begynder)
  • Tysk sprog og kultur (let øvede)
  • Spansk sprog og kultur (begynder)
  • Spansk sprog og kultur (let øvede)
  • Intermediate German Language and Culture
  • Elementary Oral Chinese
  • Mandarin Chinese Intermediate Level
  • Chinese Area Studies
  • Latin American Studies

Ansøgning om nye uddannelser

Aalborg Universitet udvikler fortsat nye og interessante uddannelser og pr. 1. juni 2011 har universitetet ansøgt om godkendelse af 14 nye uddannelser.

Det drejer sig om nedenstående 2 bachelor-, 2 master- og 10 kandidatuddannelser.

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet:
Kandidatuddannelse i Public Policy: Strategisk innovation og udvikling af menneskelige ressourcer
Kandidatuddannelse i innovationsledelse
Kandidatuddannelse i by, bolig og bosætning

Det Humanistiske Fakultet:
Kandidatuddannelse i kunst og teknologi
Bacheloruddannelse i humanvidenskabelige forandringsprocesser

Det Teknisk- Naurvidenskabelige og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet:
Kandidatuddannelse i bæredygtig byudvikling
Kandidatuddannelse i byggeri og informatik
Kandidatuddannelse i globalt systemdesign
Kandidatuddannelse i integrerede fødevarestudier
Kandidatuddannelse i servicedesign
Masteruddannelse i universelt design og tilgængelighed
Kandidatuddannelse i forebyggelse og sundhedsfremme
Bacheloruddannelse i arkitektur og design i Esbjerg
Masteruddannelse i matematik

En vurdering af studiemiljøet

AAU’s HR-afdeling har iværksat en studiemiljøvurderingsundersøgelse med henblik på at understøtte skolernes arbejde med at sikre gode studiemiljøer. Med undersøgelsen indhentes bl.a. viden om de studerendes oplevelse af og visioner for studiemiljøet.

I foråret 2011 er der – som led i undersøgelsen – udsendt spørgsmål til alle studerende. Spørgeskemaet indeholdt 15 generelle spørgsmål bl.a. inden for trivsel, PBL og campusmiljøet. Derudover er de studerende blevet spurgt til mere specifikke spørgsmål decentralt på studierne/skolerne.

Besvarelserne skal bl.a. danne udgangspunkt for udarbejdelse af decentrale handlingsplaner, og der vil fremover ske løbende opdateringer af planer for studiemiljøarbejdet med både kortsigtet og langsigtet perspektiv.

Generelt viser resultaterne, at der er stor tilfredshed med uddannelserne, underviserne og laboratorierne, mens bygningerne har mangler som inspirerende læringsmiljø.

Oversigter over de studerendes svar og handlingsplaner – efterhånden som de bliver udarbejdet - vil derfor være at finde på universitetets hjemmeside www.studiemiljoe.aau.dk 

Ophør af AAU’s samarbejde med Ingeniørhøjskolen i København (IHK)

Ingeniørhøjskolen i København (IHK) har valgt at fusionere med Danmarks Tekniske Universitet (DTU). AAU’s hidtidige samarbejdsaftaler med IHK ophører dermed i denne forbindelse.

AAU´s udbygning i København med civilingeniøruddannelser, samt humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser vil fortsat finde sted i Ballerup, byggende på PBL modellen. For tiden foregår der et udredningsarbejde i forhold til AAU’s udbygningsplaner for AAU Cph, ligesom AAU er i gang med at indgå nye lejemål for at have plads til aktivitetsudvidelsen.

Ledelsesakademiet sætter fokus på ledelse af privat/offentligt partnerskab

Ledelsesakademiet har i 2011 udarbejdet et forskningsprogram for ledelse vedrørende ledelse af partnerskab i og på tværs af den private og den offentlige sektor. På Ledelsesakademiets møde den 31. maj 2011 blev det besluttet at iværksætte forskningsprogrammet. Programmet indebærer bl.a. et pilotprojekt, som skal give bud på, hvad der skal til for blandt andet at bringe gode og innovative idéer videre til et nationalt/internationalt niveau. Pilotprojektet forventes afsluttet i 2012.

Ledelsesakademiet tæller blandt andet formand for Ledelsesakademiet koncerndirektør for Grundfos Søren Ø. Sørensen og næstformand prorektor Inger Askehave. Læs mere om Ledelsesakademiet på http://www.ledelsesakademiet.aau.dk/

 

Med ønsket om en god sommer.
 

Finn Kjærsdam og Inger Askehave

Gå til nyhedslisten