Nyheder fra rektoratet - december 2011
Så er året ved at gå på hæld og vi kan på Aalborg Universitet se tilbage på et år, hvor vi kan være særdeles tilfredse med udviklingen. AAU slog igen alle rekorder, da vi hilste velkommen til ikke mindre end 6.500 nye studerende til vores bachelor-, kandidat-, internationale- og efter- og videreuddannelser. Den vækst, som AAU har været i de seneste år, afspejler sig også på bundlinjen, og det giver os muligheder for at udvikle os og tænke i mere langsigtede investeringer.
Rektoratet vil gerne sige tak for et rigtigt godt samarbejde til alle ansatte. Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår!
Året der gik - og året der kommer
Så er året ved at gå på hæld og vi kan på Aalborg Universitet se tilbage på et år, hvor vi kan være særdeles tilfredse med udviklingen. AAU slog igen alle rekorder, da vi hilste velkommen til ikke mindre end 6.500 nye studerende til vores bachelor-, kandidat-, internationale- og efter- og videreuddannelser. Den vækst, som AAU har været i de seneste år, afspejler sig også på bundlinjen, og det giver os muligheder for at udvikle os og tænke i mere langsigtede investeringer.
Det er klart, at med et større optag tredje år i træk, har der været fuld fart på alle kanter. Lige fra at optage de studerende, skaffe plads til de studerende, ansætte nye undervisere, og få lavet prognoser for, hvad det gav af økonomisk råderum for alle afdelinger.
I året der kommer, vil vi have fokus på, hvordan vi kan skabe de bedst mulige rammer for vores studerende og ansatte. Det er også derfor, at vi arbejder ihærdigt på at skaffe bedre lokaler til campus København. Her skal vi i det nye år huse syv nye uddannelser. I Esbjerg har vi også mærket fremgang i årets optag og her vil vi i samarbejde med SDU, Esbjerg Kommune og Esbjerg Erhvervsudvikling videreudvikle campus, foruden at vi har fået midler til at renovere vores laboratorier. I Aalborg har vi indledt et samarbejde med Aalborg Kommune om at få etableret boldbaner m.v. på campus, men også behovet for flere og større auditorier er på tegnebrættet. Og så går vi stadig i gang med at udbygge campus, hvor det første nye byggeri forventes at stå færdig i 2014.
Ændring af universitetets vedtægter
På bestyrelsens møde mandag den 5. december var vedtægten endnu engang på dagsordenen. Med forbehold for ministerens endelige godkendelse udestår nu meget få ændringer af vedtægten, idet bestyrelsen har taget stilling til de fleste emner og ændringer, herunder følgende:
- Det tydeliggøres i vedtægten, at bestyrelsen har pligt til at sikre medindflydelse for og medinddragelse af ansatte og studerende.
- Ansatte og studerende forsøges tillagt nye og udvidede kompetencer i universitetets styrende organer i overensstemmelse med medarbejderønsker fremlagt i HSU efter en generel høringsrunde på AAU.
- Forskningsfriheden cementeres i vedtægten, ligesom det tydeliggøres, at forskningsfrihed og videnskabelig redelighed er væsentlige emner, som akademiske råd skal værne om.
- Eksterne bestyrelsesmedlemmer udpeges fremover af et udpegningsorgan efter indstilling fra bestyrelsen. Udpegningsorganet består af bestyrelsesformanden, et medlem udpeget af ECIU samt et medlem udpeget af de eksterne repræsentanter i bestyrelsen for AAU’s alumneforening.
- Skolerne fastholdes i AAU’s organisationsstruktur, om end den endelige struktur samt ansvarsfordeling mellem studienævn og skoler er under afklaring.
Yderligere information om vedtægtsændringsprocessen.
Stor udskiftning i bestyrelsen
I forbindelse med det nyligt overståede valg blev der til bestyrelsen valgt i alt tre nye interne medlemmer. Samtidig er der udpeget to nye eksterne medlemmer til erstatning for de to medlemmer, der udtræder i januar. 1. februar 2012 således i alt fem nye bestyrelsesmedlemmer, nemlig:
- Grimur Lund (eksternt medlem, civ.ing., adm. direktør for AVEVA Danmark)
- Mette Davidsen-Nielsen (eksternt medlem, cand.comm., adm. direktør for Dagbladet Information)
- Pirkko Liisa Raudaskoski (internt VIP-medlem, lektor, ph.d., Kommunikation)
- Lars Arendt-Nielsen (internt VIP-medlem, professor, dr.med. et lich.tehn., Medicin & Sundhedsteknologi)
- Tina Michler Bujakewitz (internt studenter-medlem, 5. semester Politik & Administration)
Veloverstået lederseminar om Aalborg Universitets PBL-profil
Den 26. oktober 2011 blev der afholdt et seminar for universitetets ledelse. Deltagerkredsen var rektoratet, dekaner, prodekaner, institutledere, administrative chefer, campuschefer, studieledere og ph.d.-skoleledere. Seminaret resulterede i en lang række forslag til nye initiativer, der styrker AAU som PBL-universitet. Direktionen har foretaget en prioritering og besluttet at iværksætte følgende initiativer:
- Styrkelse af PBL-dimensionen i uddannelserne (SolutionHub)
- PBL i administrationen (hvordan understøttes tværfaglige initiativer bedst muligt?)
- Kompetenceudvikling (udvikling af PBL introkurser til ansatte)
- PBL identitet og kultur på AAU (styrkelse af PBL som brand internt og eksternt)
- Ledelse af et PBL universitet (bl.a. revision af vores code of conduct)
- Fysisk studiemiljø som understøtter vores PBL model.
Der er udpeget ansvarlige, som arbejder videre med hvert initiativ, og vi vil løbende informere om fremdriften i de enkelte initiativer.
PBL Akademi
I forlængelse af de seneste års indsats for at definere principper, rejse dialog og sætte fokus på ”Aalborgmodellen” blev PBL Akademiet officielt åbnet torsdag den 1. december. Akademiets daglige drift varetages af en styregruppe bestående af lektor Thomas Ryberg, adjunkt Diana Stentoft, prof. Erik Laursen, prof. Lars Bo Henriksen og som sekretariat Morten Mathiasen Andersen. Prorektor og dekanerne udgør akademiets bestyrelse. Formålet med PBL Akademiet er bl.a. at styrke AAU’s PBL-profil gennem:
- Etablering af PBL-kurser/events/netværk for medarbejdere
- Intern og ekstern promovering/branding af PBL
- Forskning inden for PBL
- Støtte til udvikling og implementering af PBL-aktiviteter på studier/campusser
- Oprettelse af en online journal
- Oprettelse af en PBL-website
- International PBL-sommerskole
- Ph.d.-kurser inden for PBL
Fastholdelse af de højtuddannede i Nordjylland
Der har været afholdt det årlige møde i Aalborg Universitets Nordjyske Regionale Kontaktråd, hvor repræsentanter fra kommuner, region, virksomheder og uddannelsesinstitutioner mødte op for i år at drøfte temaet: Hvordan fastholder vi den højtuddannede arbejdskraft i regionen?
Vi orienterede Kontaktrådet om, at 61 % af AAU’s kandidater får job uden for regionen og flytter væk og at de ikke bliver fuldt ud erstattet af højtuddannede tilflyttere. Det afføder en lavere vækst og innovation i Nordjylland, og derfor var det interessant at tale med aftagerne om, hvad der skal til, for at de nordjyske virksomheder bliver bedre til at ansætte højtuddannede i deres virksomheder og hvad, der skal til, for at AAU’s nyuddannede vil øge deres mobilitet til udkantsbyerne.
Der blev fremlagt en række forskellige betragtninger og resultater fra Kandidat- og Aftagerundersøgelsen, og Kontaktrådet drøftede idéer og problemstillinger med stort engagement. Der var særligt fokus på potentialet i små og mellemstore virksomheder med henblik på at øge Erhvervs-Ph.d.-samarbejdet og på studerendes studiepraktik, projektsamarbejde og studiejobmuligheder.
Nyt Gymnasialt Kontaktråd
For at udbygge samarbejdet mellem AAU og de nordjyske gymnasier er der nu oprettet et særskilt Gymnasialt Kontaktråd med deltagelse af alle Region Nordjyllands rektorer (stx, hhx, htx, hf, VUC og Studenterkursus). Formålet er at få formaliseret samarbejdet og få skabt bedre sammenhæng i uddannelsessystemet og øge uddannelsesniveauet blandt de unge i regionen.
På det første møde mødte rektorerne talstærkt op og det gav AAU mulighed for at give rektorerne en introduktion til de tilbud på AAU, som specielt retter sig mod gymnasiesektorens studerende og ansatte. Heriblandt er ”GymnasieFlex”-ordningen, der handler om efteruddannelse af lærerne samt ”AAU on Demand”, som er et tilbud om, at vores studerende kan overtage undervisningen på gymnasiet, når lærerne fx afholder pædagogisk dag.
Tilsynsbesøg fra Styrelsen for Universiteter og Internationalisering
Den 2. december 2011 var ministeriet på sit årlige tilsynsbesøg på AAU. Efter opdelingen af Universitets- og Bygningsstyrelsen (UBST) er det nu Styrelsen for Universiteter og Internationalisering, der er ansvarlig for tilsynet. De primære drøftelser i år gik på AAU’s opsparing af egenkapital, internationalisering og sproguddannelserne. Der vil nu blive udarbejdet en tilsynsrapport, der kommer til at indeholde de fra ministeriet ønskede redegørelser.
Udmøntning af AAU-Strategi inden for internationalisering og globalisering
Direktionen har behandlet udmøntning af AAU-Strategi 2010-15 inden for internationalisering og globalisering, og arbejdet med en konkret handlingsplan kan nu gå i gang. Der er nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra fakulteterne og relevante afdelinger i administrationen. Arbejdsgruppen skal udarbejde en handlingsplan, som efterfølgende skal godkendes i direktionen.
Nyt om uddannelser
AAU måtte i år afvise rigtig mange kvalificerede ansøgere til lægeuddannelsen. På grund af de nuværende 50 pladser blev lægeuddannelsen den uddannelse, der havde suverænt flest ansøgere til studiepladserne, idet AAU modtog 25 kvalificerede ansøgere til hver plads. Derfor har vi med opbakning fra de nordjyske folketingsmedlemmer nu ansøgt om yderligere 50 pladser ved ministeriet.
Akkrediteringsrådet har i efteråret godkendt 9 nye uddannelser på Aalborg Universitet. Det drejer sig om følgende uddannelser:
1. Kandidatuddannelse i Bæredygtig Byudvikling
2. Kandidatuddannelse i Ledelse og Informatik i byggeriet
3. Kandidatuddannelse i Globalt Systemdesign
4. Kandidatuddannelse i Integrerede Fødevarestudier
5. Kandidatuddannelse i Service System Design
6. Masteruddannelse i Universalt Design og Tilgængelighed
7. Kandidatuddannelse i Folkesundhedsvidenskab
8. Masteruddannelse i Matematik
9. Kandidatuddannelsen i By, Bolig og Bosætning.
Bortset fra kandidatuddannelse i Folkesundhedsvidenskab og masteruddannelse i Matematik, som udbydes i Aalborg, udbydes uddannelserne på AAU Cph.
Rekordantal deltagere på AAU’s Studiepraktik
Hvert år får gymnasieelever fra hele landet tilbudt en forsmag på universitetslivet ved at være universitetsstuderende i tre dage. Tidligere hed arrangementet ”Brobygning”, men er nu omdøbt til ”Studiepraktik”. I ugen efter efterårsferien fik Aalborg Universitets tre campusser besøg af 1800 gymnasielever, heraf 1651 i Aalborg. Det er 30 % flere end sidste år - og sidste år var der også 30 % flere end året før. Faktisk kom kun 55 % af eleverne fra Nordjylland, så der er rejst mange elever til Nordjylland fra andre regioner.
Med i pakken på AAU var der et tilbud om gratis bustransport, som blev finansieret af Region Nordjylland og Aalborg Kommune samt et tilbud om gratis overnatning til de elever, som kom langvejs fra. Det gav ca. 400 elever i busserne og 500 elever til overnatning. Oven i købet kunne de ”nye” studerende også opleve den sociale del af det at være studerende i Aalborg, idet der var arrangeret stand up og fest i Aalborg Stadionhal for dem.
På AAU indeholdt programmet rundvisninger i laboratorier, grupperum og auditorier samt orientering om uddannelsernes indhold, studieform og karrieremuligheder.
Mulighed for ny campus i Sydhavnen i København
Flere afdelinger har arbejdet med planlægningen af, hvorledes der kan skaffes mere og bedre plads til AAU’s studerende og forskere i København. Der er blevet fundet et meget egnet og attraktivt lejemål i Sydhavnen i København, hvor universitet og enkelte virksomheder kan bo sammen og skabe spændende samarbejde. Lejemålet er ved årets udgang endnu ikke faldet helt på plads. Det er vores håb, at aktstykket godkendes på Finansudvalgets møde den 12. januar 2012.
Begrundelsen for vores ønske om at fraflytte de nuværende lokaler er flere. Den nyeste undersøgelse af studiemiljøet blandt de studerende viser tydeligt, at lokalerne og studiemiljøet i København slet ikke lever op til de studerendes forventninger. Der var planlagt et byggeri med henblik på at få integreret SBi med uddannelserne og forskerne. Da IHK så valgte at samarbejde med DTU med henblik på fusion frem for AAU, så stod vi et problem i forhold til vores lejemål på IHK.
Studiemiljøforbedringer på campus i Aalborg Øst
Direktionen har i efteråret holdt sit årlige møde med Aalborg Kommunes magistrat, hvor bl.a. studiemiljøet på Aalborg Universitet blev drøftet. Aalborg Kommune er meget positive over for et samarbejde med universitetet om at etablere flere af de ønsker om forbedring af de fysiske faciliteter på campus i Aalborg Øst, som længe har været et ønske fra de studerende. Der skal således arbejdes på etablering af en multibane, volleyball bane, løberute, outdoor fitness, renovering af fodboldbanen m.v. samt øvrige tiltag som brug af hallen i Gigantium, flere bycykler og læsesal. Selv arbejder vi med at få bygget flere auditorier.
Vi vil gerne sige tak for et rigtigt godt samarbejde til alle ansatte. Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår!
Med venlig hilsen
Finn Kjærsdam og Inger Askehave
