Nyheder fra rektoratet - april 2011

Igen i år oplever Aalborg Universitet en markant stigning i interessen for at søge ind som studerende på AAU, hvilket afspejles i antallet af kvote 2 ansøgninger. En stigende interesse spores også efter besøgstallet for årets Åbent Hus arrangement er gjort op. Og så er der nu gennemført et omfattende PBL eftersyn på AAU.

Læs også om besøg fra Linköpings Universitet og Universitetet i Stavanger samt nyt om samarbejdet med Grønlands Universitet mv. i rektoratets nyhedsbrev fra april måned.

Rekordstor kvote 2-søgning

Så er det igen lykkes for Aalborg Universitet at tiltrække rigtig mange med en drøm om at studere. I alt 4.242 personer sendte en ansøgning afsted til alle bachelor- og professionsbacheloruddannelser udbudt i Aalborg, Esbjerg og Ballerup. AAU kan dermed bryste sig af en fremgang på hele 73 % i forhold til 2010.

Statistikken for 1. prioritetsansøgninger er også imponerende, da 42 % flere end i 2010 valgte at sætte kryds ved Aalborg Universitet som det foretrukne uddannelsessted. Alle hovedområder oplever en stigning i antal 1. prioriteter og ansøgninger.

Et velbesøgt Åbent Hus arrangement
 

Den 2. marts 2011 løb Universitetets årlige vejledningsarrangement Åbent Hus af stablen, og antallet af besøgende var yderst tilfredsstillende – en stigning på godt 63 % i forhold til 2010 arrangementet.

Den markante stigning i besøgstallet skal ses i lyset af, at der er brugt kræfter på et tiltrængt ansigtsløft med blandt andet ny hjemmeside og mere fokus på markedsføring.

En evaluering af arrangementet viser, at godt 40 % af de potentielle studerende kom fra andre regioner end Nordjylland – primært region Midtjylland (30 %) og 10 % fra region Syddanmark. Evalueringen viste også, at næsten 90 % af de besøgende fandt udbyttet af uddannelsesoplæggene god eller rigtig god. Knap 90 % af de besøgende oplevede kvaliteten af uddannelsesvejledningerne i standene som gode eller rigtig gode. Tallene indikerer samlet set stor tilfredshed med kvaliteten og udbyttet af informationsarrangementet.

Aalborg Kommune bidrog igen i år med gratis bustransport (zone 1-2) til besøgende til Åbent Hus på videregående uddannelsesinstitutioner i Aalborg Kommune. Busordningen var en succes, som AAU forhåbentlig igen kan drage nytte af - og eventuelt udbygge - til næste år.

Positive rankingresultater for AAU
 

Internationale sammenligninger af universiteters gennemslagskraft har i de senere år fået en stigende betydning. Det hollandske Leiden Universitet udarbejder f.eks. lister over hvilke universiteter, der er mest aktive med hensyn til forskningssamarbejde med industrien. Den netop offentliggjorte europæiske Top 300 placerede i marts AAU blandt de bedste universiteter i Europa til at publicere sammen med private virksomheder, og på ingeniørområdet holder ingen herhjemme det samme niveau som AAU. For ikke blot ligger AAU i den europæiske Top 25, når man ser på det samlede industrisamarbejde på tværs af alle videnskabelige hovedområder – på det ingeniørfaglige område er AAU som det eneste danske universitet med i Top 10. Den flotte placering skyldes, at flere end 20 % af AAU’s videnskabelige artikler, som registreres i Thomson Reuters’ forskningsdatabase Web of Science, er blevet til i samarbejde med en eller flere erhvervspartnere.

At den tekniske forskning på AAU er i verdensklasse, fremgår også af en ny type opgørelser fra QS World University Rankings, der blev offentliggjort i begyndelsen af april. Listerne sammenligner universiteter fra hele verden ud fra bestemte kriterier, og i år tager AAU et markant skridt fremad. Det er de ingeniørvidenskabelige fagområders styrke, der kan aflæses på QS-listerne, hvor AAU er trådt direkte ind på en plads i Top 100 for civilingeniørerne. Forskningen på AAU indtager således en af pladserne mellem 51 og 100 på listen for byggeri og konstruktioner (Civil and Structural Engineering), mens oversigten over bl.a. de elektroniske og energitekniske områder (Electrical and Electronic Engineering) viser, at AAU ligger i Top 200 i QS-opgørelserne. De gode placeringer på QS World University Rankings by Subject for ingeniørerne på AAU skyldes især citationer, dvs. hvor ofte forskere andre steder henviser til resultater fra AAU. F.eks. er byggeri- og konstruktionsområdet registreret med en score på 100, hvilket er det højeste i opgørelsen overhovedet!

PBL-eftersyn på Aalborg Universitet


Rektoratet har i foråret 2011 gennemført et PBL-eftersyn på skolerne. Formålet med eftersynet var - i forlængelse af det forudgående arbejde med at definere PBL-Aalborgmodellen - at lægge op til en diskussion i fagmiljøerne om, hvordan man konkret implementerer PBL i de enkelte studier under skolen, hvordan man i større eller mindre grad lever op til de overordnede principper, der beskrives i universitetets brochure Principles of the Aalborg Model for Problem and Project Based Learning, og hvordan man, hvis PBL ikke er så integreret en del af et studie, ser muligheder for at indarbejde PBL pædagogikken i fremtiden. Skolerne indleverede afrapporteringer til rektoratet, som blev præsenteret dels på Pædagogisk Dag, dels på studie- og institutledermøde d. 27.4.

Det opfølgende arbejde med PBL-eftersynet vil ske i regi af det planlagte PBL-akademi, der er under oprettelse på initiativ af: E-learning Lab, Unesco Chair of PBL, Institut for Læring & Filosofi. PBL-akademiet samler universitetets PBL-aktiviteter og vil fremover søge at styrke universitetets PBL-profil ved bl.a.:

• Etablering af PBL kurser/events/networks for medarbejdere
• Intern og ekstern promovering/branding af PBL
• Forskning inden for PBL
• Støtte til udvikling og implementering af PBL-aktiviteter på studierne/campusserne
• Oprettelse af en online journal
• Oprettelse af en PBL-website
• International PBL sommerskole
• Ph.d. kurser inden for PBL

Formand for PBLakademiet er Thomas Ryberg, Institut for Kommunikation og PBLakademiet kan kon-taktes på pblacademy@hum.aau.dk

AAUs miljøarbejde


Formanden for Miljøudvalget gjorde i marts måned status for miljøarbejdet på AAU over for direktionen og planer for det fremadrettede arbejde blev godkendt.

Miljøudvalget vil således nu arbejde videre med et forbedret grønt regnskab og en miljøhåndbog. Derudover vil der blive udarbejdet handlingsplaner for kontorarbejdspladsrelateret elforbrug samt handlingsplan for reduktion af papirforbrug i printere.

Ny leder af Internationalt Kontor


Internationalt Kontor har fået ny leder, Emilie Normann. Emilie er 41 år, og har de seneste 10 år arbejdet med ledelse, innovation, internationalisering og strategisk vækst. Hendes uddannelsesmæssige baggrund er blandt andet en cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og den 4-årige journalistuddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole. Emilie har desuden boet otte år i udlandet.

Siden 2007 har Emilie boet i Danmark. Hun kommer fra en stilling som chefkonsulent ved Teknologisk Institut, og var desuden i en kortere periode projektchef på mandag Morgen.

Emilie glæder sig til at kaste sig over de nye udfordringer i Internationalt Kontor, hvor blandt andet Aalborg Universitets allerede ambitiøse vision for internationalisering og globalisering skal styrkes yderligere. Internationalisering skal tænkes ind i alle miljøer på tværs af Universitet. Ikke mindst målsætningen om at motivere flere forskere og studerende til at indgå i en stadig mere globaliseret og konkurrencebetonet verden er en central udfordring, som Emilie ser frem til at være med til at indfri.

Roadmap for dansk forskningsinfrastruktur


Videnskabsministeren lancerede i begyndelsen af april 2011 en roadmap for Danmarks forskningsinfrastruktur, som indeholder en samlet plan for de kommende års udbygning af den danske forskningsinfrastruktur. Videnskabsministeriets roadmap er lavet i samarbejde med landets forskningsinstitutioner. Der er udpeget 19 prioriterede forslag til, hvor dansk forskning skal udbygges. Seks af forslagene til en værdi af 200 mio. kr. realiseres allerede i år og AAU vil blive inddraget i udarbejdelsen af forslagene, hvor det måtte være relevant.

Besøg fra Linköpings Universitet og Universitetet i Stavanger


I dagene 11. og 12. april havde AAU besøg af ledelserne fra Linköpings Universitet og Universitetet i Stavanger. Delegationen fra Linköping var på 25 ledere bl.a. rektor, prorektor og universitetsdirektør, dekaner og institutledere, mens delegationen fra Stavanger var på knap ti og bl.a. bestod af rektor, prorektor og universitetsdirektør.

I Sverige er der sket lovændringer således at universiteterne har opnået større autonomi. Derfor var Linköpings Universitets formål med besøget primært at høre om AAU’s erfaringer med de seneste års ændringer af den danske universitetslov med vægt på at høre om AAU’s udarbejdede strategier og HR relaterede udfordringer bl.a. ift. rekruttering, medarbejderudvikling og karriereveje. Der blev dog også tid til at høre om AAU’s undervisningsform.

Da Linköpings Universitet - lige som AAU er et ECIU-universitet - er det et universitet, som AAU gerne vil mødes med – samt arbejde så tæt sammen med som muligt, både forsknings-og uddannelsesmæssigt. ECIU er et samarbejde mellem europæiske universiteter, som AAU har været en del af siden 1997. ECIU er en forkortelse for European Consortium of Innovative Universities.

Universitetet i Stavanger, som ligeledes besøgte Aalborg i dagene den 11. og 12. april, arbejder for at blive optaget i ECIU. Universitetet i Stavangers formål med besøget var at få en præsentation af AAU med vægt på AAU’s samfundskontakt, samarbejde med erhvervslivet generelt, AAU’s Matchmaking og studentersamarbejde, ekstern finansiering, undervisningsform samt AAU’s deltagelse i ECIU samarbejdet. De tre universiteters ledelser mødtes midtvejs i besøgene, og der var en meget god dialog mellem alle tre parter.

Nyt om samarbejde med Grønlands Universitet


AAU har et fortsat rigtigt godt samarbejde med Grønlands Universitet (Ilisimatusarfik). AAU indgik i 2007 en 5-årig rammeaftale for et samarbejde, og ledelsen fra de to universiteter mødes ved jævne mellemrum. Senest besøgte Ilisimatusarfik Aalborg Universitet den 7. til 8. marts 2011, hvor hovedformålet var at drøfte fornyelse af aftalen vedrørende HD 2. del i Grønland, som AAU er med til at udbyde. Rammerne for en ny aftale er nu på plads ligesom der er planer om et øget samarbejde i forbindelse med socialrådgiveruddannelsen på Grønlands Universitet.

Med venlig hilsen

Finn Kjærsdam og Inger Askehave
 

Gå til nyhedslisten