Forskere og industrifolk drøfter smart el-net

Tidspunkt
Torsdag 4. oktober 2012 kl. 9:00 - 16:00

Tværgående forskning i løsninger til fremtidens mere intelligente el-net, det såkaldte Smart Grid, gennemgår i disse år en kraftig oprustning på Aalborg Universitet. På en heldags-konference torsdag den 4. oktober fra 9-16 præsenterer forskerne både udfordringer og resultater for en bred kreds af danske virksomheder. Det sker i håb om at gøre den videre udvikling til et tæt samarbejde.

Industrirepræsentanter og AAU-forskere samles igen den 4. oktober for at drøfte Smart Grid - et område, hvor AAU har oprustet kraftigt.Et dusin forskningsprojekter på Aalborg Universitet beskæftiger sig allerede med Smart Grid, og de involverer eksperter fra en række fagmiljøer. Institut for Elektroniske Systemer, Institut for Energiteknik, Institut for Planlægning og Institut for Datalogi bidrager alle med forskellige vinkler. Konferencen byder også på oplæg fra virksomheder som Dong Energy, Grundfos, Kamstrup og Neogrid, der allerede deltager i partnerskaber inden for Smart Grid.

Visionen med et Smart Grid er at skabe en form for ”energi-internet”, der trækker på viden fra it-området. Distribution af strøm skal ledsages af ekstra informationer og avancerede kontrolteknologier, som sparer på energien og reducerer omkostninger og forurening, uden at det går ud over forsyningssikkerheden. Det vil bane vej for øget brug af bæredygtige energikilder, så det bliver mere realistisk at indfri de ambitiøse danske mål om ren og vedvarende energiforsyning.

Konferencen er arrangeret af Aalborg Universitet i samarbejde med Elektronik- og IT-gruppen, IDA Nord. Den holdes på Aalborg Universitet, Fredrik Bajers Vej 7, Room 7 B/3-104, 9220 Aalborg Ø.

Se programmet på smartgrid.aau.dk.

Kontaktperson er ph.d.-stipendiat Benjamin Biegel, mobil 2819 7620.
 

Gå til arrangementslisten